Lad os bare få fyret konfettikanonerne af med det samme. Carl Prisens hæder som årets komponist 2021 vejer ikke for tungt på skuldrene af Niels Rønsholdt, hvis du spørger mig. Den indspillede udgave af cellokoncerten Country – bestilt af hovedrollen Jakob Kullberg – er så vellykket, at den sagtens kan bære en triumfbue af statuetter og rosende ord.  

Den rønsholdtske signatur er ikke til at tage fejl af. Det handler om performerkroppen. Kullberg vender celloen 45 grader, omfortolker den som westernguitar og synger inderligt om en oprindelsesløs tid i det erobrede Amerika. En følsom trubadur omgærdet af bittersøde molklange, der både smager af hjemløs saloonfolklore og fremmedgjort Broadwaymusical. 

Rønsholdt vinder ikke nyt land i arbejdet med solistrollen, hvis altså man hører Country som et frigørelsesprojekt. I stedet hører jeg på indspilningen en nøjeregnende sammensætning af autenticitetsmarkører. Trubadurismen gør et godt modspil til institutionssolisten, der pligtskyldigt river og flår i strengene, som vi hører det på »Trees (I)«. På »We Don’t Ride the Same Horse« stivner disneydramaet i refrænet, idet prærieidentitetens blå tone falder på det mest karikerede 1-slag i affraseringen. 

Den største fornøjelse er ikke Kullbergs hovedrolle men derimod det birollecast af samplestemmer, som dikterer flowet, klangen og det solistiske fokus i værket. Stemmerne skaber legeringen mellem komponist, orkester og solist: en sammensat krop. Autenticiteten kommer alle mulige steder fra, lader værket til at fortælle os. Den er ikke kun repræsenteret i det oprindelige, nærværende og skrøbelige. 

Jeg tænker ofte på det underlige faktum, at alle kan se på en hvilken som helst overflade og med det samme forestille sig, hvordan det ville føles at slikke på den. Måske skyldes det en særlig intersektionel forbindelse mellem kroppens forskellige sanser? Måske fortrængte minder fra Freuds orale fase? Ikke desto mindre tror jeg, vi alle ved, hvordan det ville føles at slikke på en murstensmur, et rustent rør eller reolens øverste, mest støvbeklædte hylde. 

Jeg kom igen til at tænke på dette forhold, da jeg så Tobias Holmbecks afsindigt smukke cover til Frederik Sandfelds debutalbum Fractionations. Et abstrakt landskab, der på en gang ligner en blyantsskitse og et fotografi. Skummende bølger? Et ocean af fjer? En kornmark? En gletsjer? Længe har jeg stirret på det uden at komme til anden konklusion, end at det nok ville føles som bark, hvis jeg slikkede på det. 

Også Sandfelds droneunivers består af langstrakte teksturerede flader. For eksempel forestiller jeg mig, at min tunge ville blive mødt af langsomt dryppende, klistret harpiks, hvis jeg kunne slikke på den melankolske guitarkomposition »An Unpromising Beginning«, der lyder som et fjernt, solbleget minde om The Beach Boys. Dens modstykke findes i den ni minutter lange »Havoc«, hvor en insisterende industriel rytme – symmetrisk placerede jernbolte i en betonmur – får selskab af en saxofons kalkagtige porøsitet. Således kommer sanserne på arbejde i mødet med Sandfelds både smukke og meget varierede Fractionations. 

Jeg er sådan set lige så begejstret for indspilningen af Rønsholdts klaverværk nu, som jeg var efter uropførelsen på Klang Festival 2019. Ligesom med korværket Songs of Doubt rammer han sit udtryk helt rent her: en ligefrem uskyld holdt i stramme tøjler, som oversharingen i ophedede momenter slipper fri af.

Lenio Liatsou, den nænsomme solist, lægger ud med så spredte toner, at førstesatsen lyder som gennemhullede Goldbergvariationer: en slags eroderet kulturhistorie formidlet fra en hukommelsesløs fremtid. Harmonisk set er der lige akkurat nok tonal fremdrift til, at det nært aleatoriske udtryk hele tiden holder sig i bevægelse. Og stofligheden i de kildrende lyse anslag og Liatsous åndedræt hypnotiserer mig som et myggelys.

Grundstemningen er en tristesse, noget er tabt. Men der er hele tiden et drama, som udfolder sig mellem rolige linjer og maniske udbrud med en smag af rådvildhed i dobbelttempo. Meget elegant fungerer de fuglefløjtende triller overalt i værket som en form for ankre: Værkets struktur er helt sin egen, men alligevel gennemskuelig.

Mod slutningen tager repetitionen for alvor over. Enkelttoner hamres ned i klaviaturet, som om noget skal morses eller mejsles i sten for at afværge en nært forestående glemsel. Kompositionen er på mange måder et kommuniké, som inviterer til tematisk læsning om postapokalypse og klimakatastrofe. Men den er også helt ekstremt omsorgsfuld, kærlig, indbydende. Jeg tror simpelthen, det er min favorit i klaverlitteraturen fra det 21. århundrede, voldsomt nok.