Ekstasens flygtighed
Remember Rainbow Bridge oser af savn. Man vil nok med forholdsvis sikkerhed kunne postulere, at i hvert fald størstedelen af dette album må være blevet skabt under coronavirussens langvarige åg. Det mærkes. Klassiske Croatian Amor-grundpiller er stadig til stede, men på nærværende udgivelse er de parret med en langt mere klubbet, poppet lyd, end denne lytter er vant til.
Simple men effektive synthmotiver kombineres med deciderede technobeats. Analoge instrumenter og samples. Spøgelsesstemmer, der det ene øjeblik beretter om ekstasens flygtighed, og det andet blot sukker længselsfuldt. En form for post-faktum-stemning hersker. Det er som om, det er musik til efter, noget er sket. Mindemusik. Musik, man sætter på på vej hjem midt om natten fra en eller anden fest – stadig begejstret over begivenheden, men også tilsnigende trist over dens afslutning. Høj på livet og bare udkørt. En bittersød melankoli.
En gang imellem savner jeg lidt mere bitterhed og lidt mindre sødme. Albummets lyddesign er utroligt veludført, og mens det i sig selv utvivlsomt skal regnes for noget positivt, så har det samtidig den slagside, at jeg godt kan komme til at sukke efter noget mere grus i maskineriet. Når det er sagt, så er jeg taknemmelig for, at Rahbek til stadighed stikker til de forudindtagede holdninger til, hvordan et Croatian Amor-album kan lyde. Remember Rainbow Bridge er således en værdig tilføjelse til hans mangefacetterede diskografi.
Raphael Roginski var intet mindre end magisk
Den polske guitarist Raphael Roginskis koncert på Musikcaféen i HUSET mindede mig om tryllekunst. Som at se en oversavning og tænke »det må være et trick«. For hvad jeg hørte, virker stadig umuligt at frembringe på en guitar, og i en blindtest havde jeg svoret, at der var mindst fire instrumenter på scenen. Men det var ikke et trick. Med kun én guitar og fire pedaler blev vi tryllebundet på en måde, der føltes urmenneskeligt – som noget, mennesket altid har gjort.
Roginski er tydeligvis en berejst mand, der har fundet sit eget udtryk i folkemusik fra hele verden. Med sin absolutte mestring af guitaren, kombineres denne folkelige tone med en banebrydende komposition af klangfarver og teknik. Således skabes en kompleksitet med en salig umiddelbarhed, hvor hvert af de mange lag er smukke, individuelle og ikke insisterende.
Jeg var så medrevet, at jeg spontant hviskede for mig selv »fuck, det lyder godt«. Flere gange. Med sit beskedne setup fremstår Roginski som en slags »konservativ visionær«. Hans udtryk, kunnen og kreativitet finder han kun i instrumentet mellem hænderne. Roginski er ikke kun en teknisk mester, men også en mester i at have teknik. Tit oplever jeg, at virtuositet står i vejen for musikken, hvor koncerten bliver en magtdemonstration og ikke udtryk. Hos Raphael Roginski bliver instrumentet ikke domineret, men er symbiotisk til et punkt, hvor det er svært at stole på sine ører. Man må give sig hen til, hvad man hører.
Svensk-amerikaneren Malone finder nyt land
På All Life Long vender amerikanskfødte Kali Malone tilbage til det orgel, der med The Sacrificial Code i 2019 tog droneverdenen med storm. En delvis tilbagevenden, for det er i virkeligheden kun seks ud af udgivelsens i alt 12 numre, der gør brug af det kirkelige instrument. De resterende seks udgøres 50/50 af kompositioner for henholdsvis kor og blæsere.
Både orgel- og blæsernumrene er langsommeligt smukke stykker, der med førstnævntes bløde, ensomme og melankolske klang og sidstnævntes ophøjede elegiske kvaliteter, endnu en gang fremviser Malones kapacitet som komponist inden for disse instrumentgrupper. Og selvom de vokalbaserede numre ikke begejstrer i lige så høj grad, så er de interessante tilføjelser til Malones musikalske palet.
Den skarpe inddeling af instrumenterne i distinkte enheder skader dog helhedsindtrykket. En del af mig ville ønske, at de tre forskellige instrumentationer havde fået lov til at samspille, i stedet for altid at være separerede. En anden del af mig savner den monolitiske hengivenhed til én stemning, som fokus på kun én af instrumenterne kunne have givet. I stedet hæmmes indlevelsen. Lytteren sættes i ét humør, og derefter et andet, nærmest så snart nummeret har formået at krybe ind under huden.
Indrømmet, det er lidt et luksusproblem. Og kan man se bort fra denne i det store hele mindre anke, så er All Life Long fyldt med materiale, der ikke bare understøtter fortællingen om Malone som en singulær stemme inden for sit felt, men også peger i nye, endnu ikke helt udforskede retninger.
Wauw, sikke en guitardrøm
Alle kender de ubærligt kedelige toner, når en middelmådig musiker bruger lidt for lang tid på at stemme sin guitar på en amatørscene eller i en social sammenhæng. Der er bare INTET musik i det – men det opstod der her! Og det var skægt ovenikøbet, da de 30 musikere langs alle væggene langsomt stemte deres forstærkede guitarer fra bunden. De mange skæve toner gik i resonans, og fra alle hjørner af Metronomen opstod der med- og modklang i førstesatsen af værket Copenhagen Guitar Summit 2024. Musik skabt ud fra en triviel stemmesituation af lydkunstneren PJ Fossum, som selv ledte de fem satser.
I »Waves« spillede halvdelen en flageoletakkord oppefra og ned – modgruppen svarede med samme akkord, men nedefra og op. Uhyre simpelt, men stor effekt når alle disse let æteriske overtoner bølgede frem og tilbage mellem hinanden. I »Raindrops« faldt enkelttoner som perler, stemningsfuldt og musikalsk. Publikum gik rundt imellem det hele eller lagde sig ned i musikken, som omsluttende dem.
Vildere gik det for sig i »Power Chords«, hvor guitaristernes magtfulde greb fik frit spil – men samlede sig til sidst i en fælles tone, der klart hørtes som en kvint i en overordnet akkord. Dominantakkorden måtte bare opløses og det skete i den afsluttende »Feedback«’ Alle instrumenter gik i rundhyl i et kæmpe lydinferno, og musikerne efterlod guitaren tæt på forstærkeren, så den klarede de destruktive feed-lyde helt selv. Guitaristerne gik så rundt mellem os andre, indtil PJ Fossum afsluttede det hele fra hovedafbryderen. Wauw. En times smuk, stemningsfuld og original guitardrøm.
On the other side of the words
One of the most mysterious, and at times transgressive, interviews ever captured on tape is Meatball Fulton's 1967 interview with Pink Floyd's Syd Barrett. Filled with broken sentences, incongruous phrasing, questions and answers that don't seem to have no connection, and pauses that feel endless, the interview pushes the boundaries of what can even be called communication. »Your impression of me… which you must have… would you care to tell me? And be like absolutely honest… Do you have one?« asks the interviewer at one point. »In words?« Barrett replies.
In Words is also the title of multi-artist Alexander Tillegreen's debut album, whose final composition samples a full seven minutes of the interview. It is not difficult to understand what Tillegreen hears in the strange conversation. For someone who, in his artistic studies of psychoacoustics and phantom words, has consistently explored the possibilities and limitations of sound as a meaning-bearing phenomenon, the interview must be a rather sensational example of the illusory nature of language.
Of course, none of this would be interesting if the music wasn't as good as it is: moody, detailed, textually varied, emotionally potent and filled with pleasant, warm synth tones that remind me of 70s German Kosmische Musik. The fact that a large part of the compositions originate from previous installation works means that I often have a strange feeling that there is a dimension or a context that I do not understand. Which of course is completely in the spirit of Tillegreen.
Bag ordene
Et af de mest mystiske, og i momenter grænseoverskridende, interviews, der nogensinde er blevet foreviget på bånd, er Meatball Fultons interview med Pink Floyds Syd Barrett fra 1967. Fyldt med afbrudte sætninger, inkongruente ordsammensætninger, spørgsmål og svar, der ikke synes at have nogen forbindelse, og pauser, der føles uendelige, presser interviewet grænserne for, hvad der overhovedet kan kaldes kommunikation. »Your impression of me… which you must have… would you care to tell me? And be like absolutely honest… Do you have one?« spørger intervieweren på et tidspunkt. »In words?« svarer Barrett.
In Words er også titlen på multikunstneren Alexander Tillegreens debutalbum, hvis afsluttende komposition sampler hele syv minutter af interviewet. Det er ikke svært at forstå, hvad Tillegreen hører i den besynderlige samtale. For én, der i sine kunstneriske studier af psykoakustik og fantomord konsekvent har udforsket lydens muligheder og begrænsninger som betydningsbærende fænomen, må interviewet være et ret sensationelt eksempel på sprogets illusoriske natur.
Intet af dette ville selvfølgelig være interessant, hvis ikke musikken var så god, som den er: stemningsmættet, detaljerig, tekstuelt afvekslende, følelsesmæssigt potent og fyldt med behagelige, varme synthtoner, der minder mig om 70'ernes tyske Kosmische Musik. At en stor del af kompositionerne stammer fra tidligere installationsværker gør, at jeg ofte sidder med en sælsom følelse af, at der er en dimension eller en kontekst, jeg ikke forstår. Hvilket selvfølgelig er fuldstændigt i Tillegreens ånd.