Kortkritik

05.05.2021

Ekstraordinære koncepter, ordinær musik

CPH:DOX: »A Symphony of Noise«

Matthew Herbert i Enrique Sánchez Lanschs »A Symphony of Noise«. © Kloos und Co. Medien

Orgler drevet af blod, dybstegte trompeter, træfældning optaget på indersiden af et træ og Mahlers musik opført ved hans gravsted og hørt fra indersiden af en kiste. Det er ikke, fordi fantasien fejler noget, når sampleaktivisten Matthew Herbert går i gang med at lave koncepter til sin musik, men hvordan lyder det egentlig? Lidt undervældende ...

I A Symphony of Noise følger vi Herbert, der fortæller om sine overvejelser, når han laver sin meget politiske musik. For Herbert er der noget politisk i samplingens evne til at kunne udvide og spille med verden. Så når han vil kommentere svineproduktion, optager han et svin igennem et år og komponerer One Pig med disse lyde i stedet for at skrive en svinesonate for cello.

Det lyder alt sammen meget lovende, men i praksis er det ikke så overvældende. Det politiske er tit svært at høre, for når Herbert laver musik, er det snarere, som når en hiphopproducer crate-digger; han finder teksturer i lydene, og så komponerer han en slags (glimrende) housemusik med dem. Det musikalske overskygger i praksis det politiske, hvor det er svært at høre brexit, fordi man hører en syden fra en fish ‘n’ chips-gryde.

Det gør, at Enrique Sánchez Lanschs dokumentarfilm fungerer bedst, når den fikserer på Herberts visioner frem for produktet. Det er fascinerende at komme ind i hovedet på Herbert, der eksempelvis fortæller om sin nærmest guddommelige oplevelse af at høre 3.500 mennesker bide i æbler – en sonisk begivenhed, han mener, kun Gud eller rumvæsner og FBI (der alle overvåger os!) har oplevet før ham.

Musikalsk er det også Herberts fluxuslignende soundscapes (de er kun beskrevet i tekst, som løbende læses op), der er mest interessante. Herbert er en formidabel formidler af, hvordan han forestiller sig, at eksempelvis universet kan lyde.

Kortkritik

06.02.2024

Skinner som kviksølv

Anders Vestergaard: »Propeller«

Superpang, 09.02

Rasmus Weirup

Jeg blev for alvor bekendt med perkussionisten Anders Vestergaard, da han sidste år, sammen med Marcela Lucatelli og Lars Pilgaard, stod bag en af årets allerbedste plader, Necromancy. Af den årsag var det med høje forventninger, at jeg første gang lyttede til Vestergaards nye soloalbum, Propeller – og kan med begejstring meddele, at det netop er den ildfulde ritualistiske stil, der kendetegnede hans arbejde på Necromancy, som på Propeller fås i sin mest destillerede form.

»Pulse« og »Reflex« hedder de to kompositioner, der udgør albummet, og der er netop en slags basal fysikalitet over de cirkulære rytmiske strukturer, som var de en direkte forlængelse af kroppens puls eller et produkt af nervesystemets reflekser. Her er tale om rytmer, der føles naturlige, nærmest selvfølgelige, som om de har eksisteret siden universets begyndelse og bare ikke er blevet indspillet før nu.

I så fald er det heldigt, at det netop er Vestergaard, der indspillede dem. Hans virtuose brug af rumklang og subtile elektroniske manipulation tilfører indspilningerne en overvældende detaljegrad, der åbenbarer sig mere og mere for mig ved hvert lyt: De skingre, metalliske overtoner, der pludseligt flænser lydbilledet; rytmernes forvrængede ekko, der konstant tiltager i styrke og fremmaner en sfærisk, nærmest psykedelisk karakter, som kontrasterer smukt med slagtøjets materielle tyngde. Det er denne kontrast mellem rytmernes nærmest naturgivne kraft og selve indspilningens aura – skinnende kemisk som kviksølv, sitrende som elektricitet – der gør albummet så stærkt.

Playlist

29.01.2024

Mit navn er Hanne Boel – vil du se min playliste?

»For mig er musik en stadig påmindelse om, at der er så meget mere til livet end det, jeg lige her og nu tror – men det kræver, jeg opsøger og lytter. Her er fem sange, som jeg nyder at høre pt. De ligger alle og roder i perifirien af tracks, jeg ville ønske, jeg var en del af...«

Gennem knap 30 år har Hanne Boel befundet sig på toppen af den danske soulpopscene, og hendes kartotek tæller alt fra rock- og pophits til jazz og gospel. Med sin dybe, soul-inspirerede stemme og særprægede røst har Hanne Boel også markeret sig unikt på livefronten, hvor hendes koncerter er i høj kurs. Boel har netop udgivet albummet Norwegian Recordings med de to guitarister Jacob Funch og Jens Runge.

Kortkritikrelease

26.01.2024

Jazzmusiker går hybrid

Nikolaj Hess: »Melody«

Dacapo, 26.01

Jeppe Rönnow

Hybridmusik er en mærkelig størrelse. Engang hed partiturmusikkens møde med improvisationsmusikken crossover. Jazzpianisten Nikolaj Hess genopliver denne genre med sin nyeste udgivelse Melody – skrevet til violinisten Cæcilie Balling og indspillet med Danmarks Underholdningsorkester, komponisten selv og hans faste jazztrio.

De to forskellige genrer udvander tit hinanden, for hvor jazz/pop/rock ofte kræver et tight beat, gør kompositionsmusikken det netop ikke – en for mekanisk rytme kan ødelægge det hele her. Men i »Birds« og »Waves«, der indleder det halv time lange værk, lykkes det faktisk Hess ikke at falde i denne genrefælde. Trommesættet bruges som percussion eller stille baggrund med whiskers og Ballings violinstemme står stærkt og mere klar af kontrasterne. Udtrykket er svævende og stemningsskabende, men i de tre satser med betegnelsen Melody er de musikalske ideer ikke stærke nok i et symfonisk partitur. De rytmiske dele forvirrer mere end de bidrager til helheden, og det bliver for rodet og mister retning, hvor Hess lader alle musikere improvisere frit. Cæcilie Balling fanger dog noget intenst med sin violintone, særligt i den lange cadenza.

I den afsluttende »Choral« opstår der pludselig en helt anden kvalitet. Hess har gennemkomponeret en lille koralmelodi, som både er enkel men også kompleks i stemmeføringerne. I smuk, nyromantisk stil bruger han både orkestret og soloviolinen, så rørende og sårbare musikalske øjeblikke opstår. Mere af det en anden gang! Det er godt at eksperimentere og bryde genrerne op – det har vi brug for i øjeblikket. Så indspilningen bydes velkommen, om end det er en svær størrelse.

Playlist

23.01.2024

Mit navn er Camilla Dayyani – vil du se min playliste?

»Musik er for mig at være i kontakt med noget større. Jeg er ikke religiøs, men med musikken kommer jeg i kontakt med noget spirituelt eller åndeligt, både som musiker og lytter. Samtidig kan musikken skabe unikke møder mellem mennesker. Det nonverbale er en perfekt ramme for kulturmøder, fordi vi med det samme connecter med noget større og vigtigere, som alle mennesker på jorden forstår.«

Sanger og komponist Camilla Dayyani er vokset op i Danmark med sine søskende, sin danske mor og iranske far. Hendes vej ind i musikken er gået via skolekor, violin timer på musikskolen og soulbands m.m. i gymnasietiden. Senere forelskede hun sig pladask i Billie Holiday og de store klassiske jazzsangerinder. Herfra var det jazzens tonesprog, der optog hende i årene på musikkonservatoriet og de første år af hendes karriere. Det udgangspunkt kan man høre på hendes tidligere udgivelser: Silver and Gold (2005), Anadyomene (2007), Come My Way (2009) og Rummet Fyldt (2013).

På det aktuelle album Mine Miniaturer sætter Camilla Dayyani både danske og persiske digtere stævne på tværs af århundreder og store geografiske afstande og samler på den måde både sine kulturelle og musikalske rødder i sine kompositioner. Albummet er tænkt som et samlet værk for ensemblet, som består af strygekvartet, jazzkvartet og to persiske musikere. Hun synger og reciterer på dansk, persisk og engelsk.

Hun har før kredset omkring musikken i lyrikken, og bl.a. skrevet musik til og indspillet digte af Pia Tafdrup, Dan Turéll, Johannes Jensen og Piet Hein. Nysgerrigheden har ført Camilla Dayyani rundt i genrerne. Hun har sunget moderne klassiske værker af Morten Olsen med Athelas Ensemblet, indspillet moderne jazz med sine egne kvartetter, sunget børnemusik på YouTube-succesen Sangskattekisten, sunget iransk popmusik fra 70’erne og meget andet.

Playlist

18.01.2024

My name is Charlotte Rowan – would you like to see my playlist?

The English choir conductor Charlotte Rowan took over the position as conductor of the Danish Girls' Choir in August 2023 and is the eighth conductor in the choir's history. She grew up as a chorister at Liverpool Metropolitan Cathedral, where she later became an Organ Scholar, at the same time as she studied singing and conducting at the Junior Royal Northern College of Music in Manchester.

At the age of 19, Charlotte Rowan began studying music at University of Cambridge, where she continued her education as a singer and conductor of The Chapel Choir of Sidney Sussex College. Since 2018, Charlotte Rowan has lived in Denmark, where she has partly continued her education himself as choir conductor at the Jutland Music Conservatory, partly as conductor of Herning Church's Boys' Choir for three years before she became conductor of the DR Girls' Choir.