kortkritik
05.05.2021

Ekstraordinære koncepter, ordinær musik

CPH:DOX: »A Symphony of Noise«
Matthew Herbert i Enrique Sánchez Lanschs »A Symphony of Noise«. © Kloos und Co. Medien
Matthew Herbert i Enrique Sánchez Lanschs »A Symphony of Noise«. © Kloos und Co. Medien

Orgler drevet af blod, dybstegte trompeter, træfældning optaget på indersiden af et træ og Mahlers musik opført ved hans gravsted og hørt fra indersiden af en kiste. Det er ikke, fordi fantasien fejler noget, når sampleaktivisten Matthew Herbert går i gang med at lave koncepter til sin musik, men hvordan lyder det egentlig? Lidt undervældende ...

I A Symphony of Noise følger vi Herbert, der fortæller om sine overvejelser, når han laver sin meget politiske musik. For Herbert er der noget politisk i samplingens evne til at kunne udvide og spille med verden. Så når han vil kommentere svineproduktion, optager han et svin igennem et år og komponerer One Pig med disse lyde i stedet for at skrive en svinesonate for cello.

Det lyder alt sammen meget lovende, men i praksis er det ikke så overvældende. Det politiske er tit svært at høre, for når Herbert laver musik, er det snarere, som når en hiphopproducer crate-digger; han finder teksturer i lydene, og så komponerer han en slags (glimrende) housemusik med dem. Det musikalske overskygger i praksis det politiske, hvor det er svært at høre brexit, fordi man hører en syden fra en fish ‘n’ chips-gryde.

Det gør, at Enrique Sánchez Lanschs dokumentarfilm fungerer bedst, når den fikserer på Herberts visioner frem for produktet. Det er fascinerende at komme ind i hovedet på Herbert, der eksempelvis fortæller om sin nærmest guddommelige oplevelse af at høre 3.500 mennesker bide i æbler – en sonisk begivenhed, han mener, kun Gud eller rumvæsner og FBI (der alle overvåger os!) har oplevet før ham.

Musikalsk er det også Herberts fluxuslignende soundscapes (de er kun beskrevet i tekst, som løbende læses op), der er mest interessante. Herbert er en formidabel formidler af, hvordan han forestiller sig, at eksempelvis universet kan lyde.

© Anna-Julia Granberg/BLUNDERBUSS

»Erfaringen med musik indebærer en kontakt mellem mennesker og noget, der rækker ud over musikken selv. Med kontakt mener jeg, at mennesker bliver påvirket på en måde, der forandrer dem, selvom forandringen kan være ganske lille. Man kan blive forvandlet til noget, man endnu ikke ved, hvad er.«

Kristine Tjøgersen er norsk komponist og klarinettist bosat i Oslo. Hendes kompositoriske praksis er præget af nysgerrighed, fantasi, humor og præcision. Gennem sit arbejde skaber hun uventede lydlige situationer ved at lege med traditionerne. Hun interesserer sig særligt for samspillet mellem det visuelle og det auditive, og hvordan de påvirker hinanden.

Naturens bevægelse og processer afspejles ofte i hendes værker, og samarbejdet med forskere og biologer er en kilde til nye lydlige og sceniske idéer, der gør det muligt for hende at indarbejde organiske former i musikken. Som Tjøgersen selv udtrykker det: »Ved at give naturen en stemme i koncertsalen ønsker jeg, at publikum skal lære værdifulde livsformer at kende og blive mere bevidste om, hvad vi risikerer at miste, hvis mennesket fortsætter med at forandre naturen.«

Hendes værker er blevet opført af Ensemble Recherche, Klangforum Wien, Arditti Quartet, Pinquins, SWR og WDR Symphonieorchester, Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, BBC Scottish Symphony Orchestra og Bergen Filharmoniske Orkester. De er desuden blevet præsenteret på festivaler som ECLAT, Ultraschall, Wien Modern, Tectonics, Wittener Tage für neue Kammermusik og Ultima.

© PR

»Musik for mig er muligheden for at udtrykke mine følelser og historier både i ørene og på livescenen, så folk kan spejle sig i det, og vi sammen kan skabe bestemte oplevelser.« 

Vincent Wood er en dansk/indisk solokunstner. Hver sang på hans debut-EP For mange følelser udenpå udforsker et personligt emne fra hens eget liv, og han berører temaer som adoption, identitetskrise, kærlighed, usikkerhed og længslen efter at være god nok.

kortkritiklive
09.09.2024

Enhver slutning er også en ny begyndelse

Aarhus Symfoniorkester, Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis: »Away« 
© Alexis Rodríguez Cancino
© Alexis Rodríguez Cancino

Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis’ Away er et »mixed media« orkesterværk. Det fysiske orkester suppleres med lyd og billedoptagelser fra Aarhus Teaters kælder (træblæsekvintet), Aarhus Domkirke (messingkvintet) og Marselisborghallen (strygeorkester). Alle disse steder har på et tidspunkt huset Aarhus Symfoniorkester i de sidste 90 år. 

Away indledes af de sidste to akkorder fra ouverturen til Rossinis Willhelm Tell (1829), der udforskes rundt i orkesteret. Løbende forlader musikere orkestret, for sidenhen at dukke op i mindre konstellationer på optagelser fra de omtalte steder. Orkesteret spiller via teknologi på tværs af tid og rum på meget vellykket vis. 

Værket udforsker stilstand og bevægelse, med luft som et centralt greb: Ofte blæser blæserne i deres instrumenter uden at producere toner. Strygerne efterligner lyden af vind med plastikposer. For mig har Away tre højdepunkter: Trompeter og slagtøj spiller fraser, der viser sig at foregribe en video af en fløjtenist, der går gennem byen. Trompeterne mimer lyden af en lastbil, »bip-bop-bip-bop«, og slagtøjet er fløjtenistens stiletter. Musique concrete vendt på hovedet! Et sted ses halvdelen af strygerne sidde i en cirkel og spille stærkt dissonante akkorder, for så at dræbe dem igen – det fysiske chok aktiverede mine ører. Tredje højdepunkt: da hele orkesteret spiller sammen igen, mens alle tre projektioner er i gang. Her kan værket begynde, og man mærker tydeligt energien stige i rummet. Men – desværre – så snart vi har ramt det klimaks, falder intensiteten igen. 

Med sine knap 45 minutter er Away desværre en kende for langt og stillestående til min smag. Effekten af de føromtalte brud havde måske ikke været lige så stærk i et kortere forløb. Men jeg havde nok ønsket bare lidt mere af den intensitet, værket tydeligvis kunne præsentere. Jeg sad tilbage med en lidt flad følelse. Værket endte også så tyst, at flere var i tvivl, om det overhovedet var slut, og vi kunne klappe. 

kortkritiklive
31.08.2024

Frygt og tunge gardiner i Aarhus

Aarhus Festuge: Hotel Pro Forma: »Flammenwerfer«
Blixa Bargeld. © Emma Larsson
Blixa Bargeld. © Emma Larsson

»All sounds are loud,« hører vi i Flammenwerfer – Hotel Pro Formas fortælling om den svenske maler Carl Fredrik Hill (1849-1911). Alt i dette univers er transparent og rummer mange lag. Den orange farve i Hills kunst, som flimrer på scenen, støjer både smukt gyldent og psykedelisk som 70’er-keramik. I en central scene småskriger Blixa Bargeld i en mikrofon og får loopede skrig tilbage i hovedet. I patchworket af lyd indgår også fem vokalister fra IKI og udvalgte stykker – det eneste musik som nærmer sig det poppede her – af Nils Frahm.

Randene under øjnene er hele tiden store. Ligesom bogstaverne, som signalerer et nyt kapitel, næste dyk ned i sindet, fx afsnittet »Paranoia«. Her udvider IKI Einstürzende Neubautens »Halber Mensch« til fem stemmer, så hallucinationerne og angsten vokser til fuld menneskestørrelse. Ja, lyden var høj og i sig selv bedøvende. Men det skyldes i høj grad IKI, at vi mærker ekstremerne, hjernesygdommen, og at Hill oplever en »misarranged world«. De sang: »Heavy curtains drawn over the mind. A thick deadening cloud that blocks the use of senses.« Og sådan lød det. Køligt. Som det mest triste Instagram-filter med lyd på. 

Blixa Bargeld bliver desværre brugt til for lidt i Flammenwerfer, som ikke er noget mesterstykke fra Hotel Pro Forma. Men gallagæsterne sad meget stille i meget bløde sæder og så både en giraf og en ex-dronning på samme aften. Resten af Aarhus Festuge kan kun blive munter. 

kortkritiklive
26.08.2024

Hurra! De store spørgsmål lever stadig i operaen

Copenhagen Opera Festival: Rolf Hind, Dante Micheaux and Jalal al-Din Rumi, Frederic Wake-Walker, Elaine Mitchener, James Hall, Yannis François, Loré Lixenberg m.fl.: »Sky in a Small Cage«
© Ida Guldbæk Arentsen
© Ida Guldbæk Arentsen

Gik man og troede, at ny opera kun kunne være kras-realistiske skildringer af verdens forfald, kunne man efter Sky in a Small Cage på Copenhagen Opera Festival godt tro om igen. Festivalens sidste værk pegede i en helt anden retning: mystikken, håbet, kærligheden. Alt sammen floskler, men absolut ikke i hænderne på komponist Rolf Hind og librettist Dante Micheaux. Sammen har de spundet den mest mageløse opera om sufi-digteren Jalal al-Din Rumi. 

Det var lige så meget fortryllelsen i Rumis poesi, som det var myten om digteren selv, der drev værket. Faktisk var det forrygende svært at skelne mellem poesi og virkelighed: Karakteren Rumi blev genstand for sin egen storladne digterkunst. »It might as well be called a death: the gate you must go through to enter yourself or beloved«, sang en fortællertype i starten. Kærlighed er selvudslettende overskridelse, forstod man. Et tærskelfænomen, der somme tider kræver sine ofre. 

Den drømmende dobbelthed fungerede som ledetråd for hele forestillingen. Det var en fornøjelse af høre mystikken brede sig i musikken, som var fænomenalt orkestreret i dryppende gamelan-klokker og bedeskåle, dobbelt-op på harpe, feststemt klaver og flere pumpende tommer, end Lars Ulrich turde drømme om. 

Og hvad så med fuglen, buret og idéen om frihed? I Sky in a Small Cage var friheden ikke et spørgsmål om at åbne buret og slippe fuglen fri. Den var lokaliseret i selve kaldet, i sangen, musikken og poesien, som en håndsrækning mod den anden i en form for kærlighedsrus. Åh ja, de store spørgsmål lever stadig i operaen. Gudskelov.