Kvalmen blev uudholdelig inde i det tidligere klasseværelse. Nerve- og muskelsystemet satte langsomt ud. De tre døve performere i shorts og sorte hætter, der lænede sig op ad et bjerg af højttalere og forstærkere toppet med et trommesæt, lignede sårede soldater. Indhyllet i røg, svøbt i minimal-punket dystopia. Når en af dem satte hånden på strengene af en bas og dæmpede instrumentets kraft, rungede kun støj og snavs fra systemet skruet op til maksimum. Trioen blev ‘dirigeret’ af to performere via aftalte taktile signaler (berøringer). Bølgen af støj changerede (muterede?) minimalt, som når en serie af guitarister i en evighed gentager tonen E i Rhys Chatmans ikoniske værk Guitar Trio (1977). 

Den fire timer lange performative installation på Opera for the Deaf-minifestivalen – del af den chikke festival for klassisk musik, Warszawa Efterår – var lige så meget en syret, virtuost tågetalende skulptur. Også omgivelserne blev et instrument: Wc-kummerne i den anden ende af bygningen vibrerede. Døve mennesker, sagde programmet, er de eneste, der har deres eget sprog, helt anderledes end hørelsens sprog, baseret på forskellige kulturelle koder. I den tidligere polske folkeskole lærte jeg noget om den øredøvende skønhed ved at gå kold i en tsunami af bulder og hvid røg – med bævende ører først. 

Ufortjente er alle de rosende ord og femstjernede omtaler af Louise Alenius’ sceniske korværk på ingen måde. Altså virkelig overhovedet ikke. Stille slag er effektiv fængselspoesi, fermt sympatihåndværk, smidig postminimalisme. Men nu er rosekvoten selvfølgelig nået, og derfor er det vel retfærdigt nok, og sjovest, at gå på smålig problemjagt.

En anklage: Sympatismen, den bløde ømhed for de indsatte i værket og deres eviggrå tristesse, gør ganske vist et rammende tableau, men fastlåser også den syvstemmige musik i et ensporet mismod af letaflæselig mol. Lidt mindre forbundsfælleri havde måske givet mod på flere temperamenter, ja for min skyld gerne totalt uventede afstikkere. Calypso, alle sammen!

Stilstandsstrategien betaler sig, det gør den da; et fortættet klimaks halvvejs med en kødklump af kroppe og repetitive udråb, nu pludselig 14-stemmige, er kriminelt gribende. Men hvorhen derfra? Musikken cirkler om sig selv i en følelsesladet effektivitetsmaskine af gentagelse, stilhed og melismatisk ornamentik – helt op i kontratenorstratosfæren – og jo, selvfølgelig er det en pointe, at der ingen udvikling er.

Så ender vi altså også bare lidt ovre i en musikalsk formelsamling. Alenius varierer, diverterer måske endda, over samme fundament i 70 minutter og når forbi banken i brystet, en hånd i munden og rytmiserede åndedræt. Stille slag jager et punktum, der ikke vil sættes, fordi værket undsiger sig musikalsk argumentation. Det ér bare (godt/for langt/rørende/éndimensionelt/ægte/overforsigtigt).

Da St. St. Blicher i 1838 skrev Trækfuglene: En Naturkoncert, følte han, døden snappede ham i hælene. Melankolien hviler over digtsamlingen, men også en længsel mod naturen og rejsen. I Hans Rønnes nye forestilling Over Vadehavet skeles der til Blichers lyriske hovedværk – med ny dramatisk tekst af Jens Kepny Kristensen og musik af Uta Motz. Tre amatørornitologer, Frikke, Iversen og Gram, sidder på deres vante observationspladser og småskændes om, hvem der har set flest fugle i år. Gæs skræpper foroven. Naturen synger for mennesket. Samtidig gennemsyres det hjemlige af udlængslen. Buret er ved at sprænges. Frikke, søn af Iversen, længes bort. For også han er kun her på træk. Men vil moren lade ham sprede sine vinger?

Rønne kalder forestillingen en musikalsk ode til himlens fugle. Det er den også – til dels. Der synges uddrag af Blichers egne tekster, og Motz eksperimenterer med fugletællerens mekaniske rytme i tandem med skuespillernes 'mimicry' af fuglenes sang og lyde. Det sidste kunne der have været mere af. Der er et stort potentiale i at lade menneskestemmer åbne sig mod mere dyriske toner. Det sker desværre kun glimtvis i Over Vadehavet.

Det er dog stadig et fint, lille værk. På et tidspunkt når vi at kede os. Sådan er det at se på fugle. Man venter i dage, før man spotter en eleonorafalk eller en citronfinke. Dette afspejles i fortællingen, som tager en uventet drejning, da de tre karakterer tvinges til at gøre op med vante opfattelser af ophav og tilhørsforhold. Kedsomhed er en formidabel aktør i udviklingen af 'suspense'. Fuglene bliver det gennemgående motiv, der illustrerer figurernes tanker om endelighed og frihed.

Lille VEGAs intime rum dannede rammerne for innovativ vokallyd i stort format, da Ars Nova og dirigent Paul Hillier kombinerede forløsende origamisanselighed fra Caroline Shaw med Signe Lykkes dystopiske digitalspejlinger med klar intonation og imponerende musikalsk overskud.

De lillabelyste luftstrømme flød først fra Bjarke Mogensens susende akkordeon i en opvarmningsakt af intens virtuositet. Musikken spændte bredt fra en livlig russisk dans og melankolske åndedrag fra Bornholm til rørende kvarttonemusik af Sune Cølster, Lil Lacys store cinematiske vingesus og eksplosive kadencebevægelser fra Anders Koppels akkordeonkoncert nr. 2.

Amerikanske Caroline Shaw kender indgående til stemmens potentialer, hvilket stod klart i How to fold the wind, et værk inspireret af den gamle japanske origamikunst. Som et enkelt stykke papir, der transformeres til en smuk skulptur, blev sangernes stemmer formet som hyper-fleksible instrumenter med alle dets muligheder – sprog, tale, klang og åndedrag – men altid med menneskelig varme, sublim sanselighed og intens nærhed. 

Det organiske papir blev forvandlet til pixeleret selvforvrængning i Signe Lykkes I shall feed my eyes. Værket beskæftiger sig med skyggesiden af vores digitale virkelighed og er en rejse ind bag skærmens sorte tomhed. Berøringshungrende kvartfald og ekstatiske overtoner i koret blev overvåget og splintret køligt i Anders Stig Møllers elektroniske lydunivers, og evigt scrollende toner og fraser forsøgte konstant at række ud efter den næste, men nåede aldrig derhen, før de krakelerede i metalliske fragmenter og digital ekkobrus.