Allan Gravgaard Madsen
26
En dristig vision for fløjte og stemme
Laura Cocks: »FATHM«
© Samantha Riott
Så dygtig en musiker er fløjtenisten Laura Cocks, at deres instrument ved optrædener for øjet forekommer som blot en forlængelse af kroppen. Cocks er en kraftfuld New York-baseret samarbejdspartner og fortolker inden for nyklassisk og eksperimentel musik – særligt som leder af det avantgardistiske ny musik-ensemble TAK Ensemble. Nu udgiver Cocks deres første soloudgivelse med improviserede kompositioner, FATHM, en akrobatisk sammenfletning af fløjte og stemme, der nikker til mærkelige og flygtige visioner – blandt andet fugle, tråde, frø mellem tænderne. På FATHM bringer Cocks al deres kunnen som fortolker af bestilte værker – senest udforsket i deres soloudgivelse fra 2022, field anatomies – i spil for at udvikle et uhæmmet, men særdeles fokuseret musikalsk sprog.
Hvis albummets mystiske trackliste fremstår som en form for kryptogram, så bliver lytteoplevelsen af FATHM en proces med dekodning, hvor grænserne mellem vokal og instrument udforskes. Åbningsnummeret, »A thread held between your fingers«, præsenterer Cocks som sin egen flimrende skygge, idet de samtidig spiller fløjte og udsender skrigende toner kun en anelse forskudt i tonehøjde. »Illinois« rives ud af Sufjan Stevens’ jerngreb og bliver til en rasende mumlen af halvblæste toner med underliggende rystelser af stemme. Cocks eksperimenterer videre med disse hæse klangfarver på de tre stykker: »To beget« og de senere variationer »To outstretch« og afslutningsnummeret »To fly«, der afspejler udviklingen af et danselignende tripletmotiv.
»FAVN«, som tilsyneladende er en tro skildring af en elefant med svær søvnapnø, kan måske forsone sig med den følsomme lytter gennem sin rene hengivenhed til det groteske, mens »A seed sucked between your teeth«, der kredser dovent omkring en stor none, inviterer til mere himmelske overvejelser. »A marsh wren« kunne tage den titulære fugl som sit udgangspunkt, men forestiller sig hurtigt en ny art, der synger en sang med travlhed, smæld og knips. På »YARN« antyder Cocks endnu en form for dyresang ved at skabe en kontrapunktisk dialog af miaven og knurren. Fløjtenistens evne til at balancere disse særegne hybrider er i sidste ende med til at definere FATHM lige så meget som Cocks’ glubske energi; dette er et album, der lige så gerne råber, som det snor sig.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
Elegant Rosenhøj-hyldest
Jakob Buchanan: »On Rosenhill«
Jakob Buchanan. © Per Bergmann
Smeltedigel er ikke et udbrændt ord, men netop smukt dækkende, når newyorkersaxofonisten Chris Speed møder Aarhus Jazz Orchestra og norske Helge Norbakkens globalt pulserende percussion, og når dansk-amerikanske Indra Rios-Moore kan få digte af sydafrikanske Iain S. Thomas til at gløde som senromantiske lieder.
Den menneskelige eksistens er et kaos, lyder det i det første af syv stykker. Umage musikalske traditioner og Simon Toldams space-klaver støder sammen og danner nye vidnesbyrd, der dunker med blueset nordisk vemod og Gil Evans-elegante arrangementer. Vildt overbevisende!
I Pt. 7 taler Rios-Moore om nattens regn som den store registrator af brudte løfter; men regnen bringer også nyt: »Drømte mig en drøm i nat« – de eneste ord på dansk – slutter dette prægtige værk af Buchanan, en mand med et flygelhorn, som engang har boet i ‘Rosenhill’.
Hauntologisk genistreg
Vinyl -terror & -horror: »The Sound Around You«
»The Sound Around You«. © Vinyl -terror & -horror
Camilla Sørensen og Greta Christensen har længe gjort sig bemærket gennem deres koncerter og installationer med fokus på vinylformatet, som bliver behandlet på alle andre måder end den gængse afspilning.
Her hopper og danser pickupnålene mellem brudstykker af klassisk musik, schlager og filmlydseffekter. Døre knirker, ting smadrer, personer hoster, vinylen knitrer og støjer.
De første tre skæringer på The Sound Around You er fragmenterede kollager af mekaniske vinylmanipulationer. Lytteren suges ind i den hauntologiske malstrøm, som så ofte udgør Vinyl -terror & -horrors særegne udtryk.
Vender man pladen, finder man dens spejling: Violinisten George Kentros har transskriberet instrumentalversioner af pladens A-side. Væk er vinylstøjen og det maskinelle udtryk; tilbage står tre befriende, organiske indspilninger. Hermed hjemsøger de levende de døde.
Udgivelsen er enormt vellykket, og instrumentalversionerne er en genistreg, som ikke bare er en underfundig idé, men rent faktisk fungerer på egne musikalske præmisser.
Kroppen som levende instrument
Klang Festival: Ly Tran
Ly Tran. © Alexander Banck-Petersen
A short, neat and sweet Klang double-bill pivoting on voice and movement. In Martin Stauning’s Gestures (2020) the soprano’s ghostly song was marinated in electroacoustics, as loose as our individual ideas of a story projected onto the visual clues we were given – flowers, water, a ceremonial table and Tran in an old wedding dress.
She moved from song to sung words to spoken words. When she finally floated off, she was back on song: ‘death in life, life in death.’
In Jeppe Ernst’s 3 Romantic Songs (2017) we heard the opposite: everything tightened up. Byron’s Farewell was squeaked-out by a motionless Tran, adopting the persona of a child unaware of the shape or meaning of its words – the poet’s billowing ego deflated.
Keats’s Ode on Melancholy was straightjacketed by strict rhythms stamped-out by Tran’s feet and Shelley’s The Waning Moon was staged as an ancient ceremony, its words elevated, sanctified but anaemic. As Tran said: ‘the singer’s instrument is a living body.’ It pursued its own agendas here.
Skrøbelig suite støjgendigtet
Klang Festival: Ensemble Recherche
Allan Gravgaard Madsen. © Malthe Folke Ivarsson
Da Isabel Mundrys lidt generiske, men flotte værker var overstået, kom aftenens egentlige hovedværk, Suite (2014-18) af Allan Gravgaard Madsen.
Hele værket arbejder på grænsen af, hvad der kan lade sig gøre på traditionelle instrumenter. Det var både interessant, skrøbeligt og vellydende, men de annoncerede »klingende dryp fra tidligere tiders musikalske mesterværker« og suiteform var svære at finde.
Som slående kontrast sad Morten Riis i et lille lydlaboratorium i siden af scenen og genafspillede hver sats i modificerede udgaver gennem højttalere, der blandt andet var dækket af bækkener – som en ekstra højttalermembran – og fra bunden af en snurrende projektør.
De støjende højttaleres og lyssætningens store potentiale i Suite for Electro Mechanical Loudspeaker Orchestra (2020) blev dog dæmpet af, at hele setuppet virkede lidt hjemmelavet og ufærdigt. Det var svært at høre Madsens værk i Riis’ parafraser, og jeg havde hellere oplevet dem hver for sig, hvor de helt sikkert har mere at byde på.
Effektiv slowmotion
Klang Festival: Damkapellet & Kvinnoorkestern
Damkapellet. © PR
Damkapellets mål om at nedbryde barrieren mellem publikum, musikere, komponist og værk åbnede med Alina Petrovas helt nye Cado, centreret om en nedadgående akkordprogression, hvor stemning og lydflade dominerede over ultrakorte melodiske udbrud.
Klimakset kom, da sopranen lavede et voldsomt vokalspring, som var hun trådt baglæns ud over en afgrund. Langsommeligheden gav en fornemmelse af, at det var mig, der faldt, og som i slowmotion opdagede jeg det først ved ‘skriget’. Barriere: nedbrudt!
I selskab med Kvinnoorkestern uropførte de også Lo Kristensons Sounds and Surroundings, der begyndte med musikernes kollektive åndedræt. Forskellige grupper skiftedes siden til at bryde ud af klangfladen: Violiner blev til en vred bisværm, sopranen sang på indåndinger – fokus var på instrumenternes materialitet og mødet mellem dissonanser og brudstykker af melodier og akkorder.
Skiftene i musikken var effektive, og som lytter blev man forløst, hver gang melodierne fuldendte dissonanserne. Et stærkt værk, der gav åndenød!