En dristig vision for fløjte og stemme
Så dygtig en musiker er fløjtenisten Laura Cocks, at deres instrument ved optrædener for øjet forekommer som blot en forlængelse af kroppen. Cocks er en kraftfuld New York-baseret samarbejdspartner og fortolker inden for nyklassisk og eksperimentel musik – særligt som leder af det avantgardistiske ny musik-ensemble TAK Ensemble. Nu udgiver Cocks deres første soloudgivelse med improviserede kompositioner, FATHM, en akrobatisk sammenfletning af fløjte og stemme, der nikker til mærkelige og flygtige visioner – blandt andet fugle, tråde, frø mellem tænderne. På FATHM bringer Cocks al deres kunnen som fortolker af bestilte værker – senest udforsket i deres soloudgivelse fra 2022, field anatomies – i spil for at udvikle et uhæmmet, men særdeles fokuseret musikalsk sprog.
Hvis albummets mystiske trackliste fremstår som en form for kryptogram, så bliver lytteoplevelsen af FATHM en proces med dekodning, hvor grænserne mellem vokal og instrument udforskes. Åbningsnummeret, »A thread held between your fingers«, præsenterer Cocks som sin egen flimrende skygge, idet de samtidig spiller fløjte og udsender skrigende toner kun en anelse forskudt i tonehøjde. »Illinois« rives ud af Sufjan Stevens’ jerngreb og bliver til en rasende mumlen af halvblæste toner med underliggende rystelser af stemme. Cocks eksperimenterer videre med disse hæse klangfarver på de tre stykker: »To beget« og de senere variationer »To outstretch« og afslutningsnummeret »To fly«, der afspejler udviklingen af et danselignende tripletmotiv.
»FAVN«, som tilsyneladende er en tro skildring af en elefant med svær søvnapnø, kan måske forsone sig med den følsomme lytter gennem sin rene hengivenhed til det groteske, mens »A seed sucked between your teeth«, der kredser dovent omkring en stor none, inviterer til mere himmelske overvejelser. »A marsh wren« kunne tage den titulære fugl som sit udgangspunkt, men forestiller sig hurtigt en ny art, der synger en sang med travlhed, smæld og knips. På »YARN« antyder Cocks endnu en form for dyresang ved at skabe en kontrapunktisk dialog af miaven og knurren. Fløjtenistens evne til at balancere disse særegne hybrider er i sidste ende med til at definere FATHM lige så meget som Cocks’ glubske energi; dette er et album, der lige så gerne råber, som det snor sig.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
Abstrakt erindringsjagt
Han går direkte til værks, Holger Hartvig, på Spellcaster-opfølgeren til sprælske Inventory fra 2019. Kaster sig lige fra begyndelsen ud i løbske synthtoner på tværs af oktaver og en lige så rastløs, bedøvende syntetisk vokal. memo, som han kalder en opera i 9 scener, opsøger uden tøven sammenbruddet. Ambitiøst!
Læg dertil, at den elektroniske operas tekst om sci-fi-agtigt hukommelsestab mildt sagt er vanskelig at følge med i. Abstrakte udsagn om at eksistere i flere virkeligheder og en henvendelse til en karakter kaldet Deleted gør det vanskeligt at forestille sig operaens konkrete sceniske potentiale. Her hersker distance og metalag.
Lydbilledet er til tider ret opfindsomt, som når fortælleren i tredje scenes »Muted Singers« skitserer en musical med østlig instrumentering, luftig ro, lyst autotunet sang og en hakkende puls. Eller det, der senere udvikler sig til en arie over forvrængede telefonbip i »Recall«.
Alligevel savner jeg en større variation. Operaen har tendens til at drukne i retningsløs synth og upersonlig autotune. Der mangler flere harmoniske tangenter at spille på, flere temperamenter – for ofte ender vi i noget, der minder om reciterende tomgang i mol. Al den uvilje mod udvikling og konkret indhold giver ambitiøse memo slagside mod det fortænkte.
Paradoksernes fest
Grandprix er paradoksets hjem. Et program om musiksmag, hvor ingen taler om musiksmag. En konkurrence, ingen, mindst af alle DR, ønsker at vinde. Et skindemokrati, hvor udvalget af deltagende sange er foretaget helt uden transparens.
Jeg ser grandprix af samme grund, som jeg ser »X Factor«: det spinkle, gennemtæskede håb om, at skønheden, midt i den evige skuffelse, dukker op i et glimt. Kun romantikere kan i dag se fjernsyn.
Og hvad så vi så i aftes? At Adorno havde ret: Vi elsker musik, alene fordi vi genkender den. Showet startede og sluttede med en gentagelse. Først Fyr og Flammes vindersang fra sidst, siden kvartetten Reddis »The Show«, en variation over rockteatralske Måneskin, Eurovisions regerende mestre.
Også på detaljeplan viste Danmarks tre mest statsstøttede minutter musik sig at være en labyrint af gentagelse. Et show i showet, der næsten kan læses som et metaværk over selve grandprixet som fænomen (men ikke her i kortformatet!).
Omkvædets klimaks er åbenlyst selvplagiat. En af de fem sangskrivere, Julia Fabrin, citerer tone for tone – a-h-a-g-e – sit eget fløjtetema fra Emmelie de Forests »Only Teardrops«. »I will never let it go,« synger Mathilde Savery, komponisten Bent Lorentzens barnebarn, imens. Det tror man på.
»The Show« er fyldt til randen med generiske elementer. Lige fra den harmoniske rundgang og de melodiske kvintfald til lyrikkens tomme floskler, springmodulationen og instrumenteringens pludselige overraskelsesrock. Om det fungerer? Jamen det kan ikke andet! Det er vel pointen.
Knusende fri
På debutalbummet Aeriform udfolder københavnske Crush String Collective en fri og legende tilgang til deres strygeinstrumenter, der tæller to violiner, to violaer og tre celloer. De tolv stykker, der alle er improvisationer (»Choral I« og »Choral II« er dog improviseret over en komponeret rytme), har en iørefaldende flad struktur. Sagt med andre ord, er det ikke tilfældet, at enkelte instrumenter har en hierarkisk højere placering end andre, at en eller enkelte af ensemblets medlemmer fører numrene i en retning, mens andre instrumenter blot følger med. Denne ligefordeling giver et nærmest kollektivistisk udtryk, idet alle elementer får lov at stå skiftevis i fokus, uden at det bliver på bekostning af andre. Alligevel bliver musikken aldrig kaotisk, selvom den er så fri, som jeg overhovedet kan forestille mig det muligt.
Ensemblet formår som hovedregel altid at give plads til stilheden i deres kompositioner, hvilket skærper min opmærksomhed på musikken yderligere. Men hvad er det, der nærmere præcist er spændende at lægge øre til ved musikken? Uden tvivl mere end ét aspekt – men noget, der især optager mig som lytter, er alle de måder, hvorpå lydenes teksturer undersøges. Hvor mangfoldige er mulighederne for, hvordan deres instrumenter kan lyde, ja nærmest føles? Svaret er knusende klart: så godt som utallige. Det formår strygerkollektivet kort og godt at cementere med deres pladedebut.
Fed Fungi
Med værkerne i udstillingen Fungal Network – der består af lydværker, tekstil, et videoværk, metal relieffer og tegninger – har Felia Gram-Hanssen og Jaleh Negari arbejdet med at oversætte henholdsvis lyd til billeder og billeder til lyd. Eksempelvis har Negari skabt en række tegninger, der er en fortolkning af feltoptagelser fra Indonesien, Iran og Danmark. Tegningerne har hun efterfølgende fortolket videre til elektroniske kompositioner, der også indgår i Fungal Network.
Under en koncert i udstillingen (23. februar) forsøgte de påny at aflæse de grafiske scores og oversætte dem til lyd. Her bevægede Gram-Hanssen sig langsomt til de elektroniske kompositioner, der lød som en gruppe syngende græshopper, mens hun var rettet mod de forskellige relieffer, som hænger i loftet. Det medførte, at jeg ikke alene oplevede musikken som manifesteret i de grafiske værker, men også i hendes bevægelser. Musikken fremstod tredimensionel – forankret i både grafik og skulpturer såvel som bevægelse. Efterfølgende begyndte de at spille på forskelligt slagtøj midt på gulvet – spinkle lyde, hvor hver rytme og tone fik lov at runge klart og tydeligt i O–Overgadens smukke rammer. Et særligt underholdende aspekt ved koncerten var den utilsigtede interaktion med de deltagende, især mange børn, der pludrede og småsnakkede undervejs og endte med at fremstå som en integreret del af den musikalske performance.
Idéen om tværmedielle oversættelser er både enormt interessant at forholde sig til og er flot udført i de forskellige værker, der udgør udstillingen. Koncerten udfoldede yderligere idéen bag udstillingen og var af den grund også en perfekt indgangsvinkel til den.
Med Bamse i »Black Mirror«
Man skal ikke langt ind i første værk på albummet, David Birds Atolls fra 2013, før fløjten viser sit bredspektrede potentiale som soloinstrument. Det begynder muntert med åndedræt og små stødpust, inden Laura Cocks tvinger værket for piccolofløjte og elektronik ud i en eskalerende fløjtestorm. Vi kommer godt rundt i temperamenterne.
Decideret omskifteligt bliver det med Bethany Younges ufokuserede Oxygen and Reality (2017), der zapper rundt mellem støj, nynnen, insektliv, ubåde og noget, der brænder. Og omvendt ensporet med Jessie Cox’ Spiritus (2018), der med lange, selvhøjtidelige halvgennemblæsninger saboterer sig selv for at understrege en programmatisk reference til »I Can’t Breathe«-bevægelsen.
Mest helstøbt fremstår DM R’s You’ll see me return to the city of fury (2017). I forgrunden folder Cocks sig ud med ekspressiv tværfløjte, mens baggrunden bygger et drama op af langsomt indtonende sampling, digitale overtoner og roterende støj. Ildevarslende!
Dristigst er dog Joan Arnau Pàmies’ teatralske stresstest Produktionsmittel I (2014). Her kæmpes virkelig, både for at frembringe lyd og med at overskue forløbet; solisten er fanget i et (kapitalistisk) system og må bryde ud. Forestil dig Bamse i et afsnit af Black Mirror. Fløjten har alle dage været et af de mest yndede instrumenter til at skrive mennesket ind i musikken, og Laura Cocks’ veludførte soloalbum viser, hvor meget drama de bøjede toner og aggressive pust kan sætte i gang.