kortkritikrelease
16.12.2024

En gåde, jeg ikke er den rette til at løse

Abdullah Miniawy: »Nigma Enigma«
© PR
© PR

Jeg tror ikke, jeg er den rette til at bakse med alle de eksistentielle spørgsmål om tro og kultur, som multikunstner og politisk eksperimentalist Abdullah Miniawy bakser med på sit nyeste album Nigma Enigma. Pladen er lige dele arabisk chant, folkemusik og klangkunst, baseret på modulær synth og feltoptagelser. Og den egyptiske komponist bruger pladens 11 abstraktioner som lydsiden til det, han selv kalder »en arabisk opera om tvivl og tro«. Men som ikke-arabisk, livslang ateist er det svært for undertegnede at sætte sig ind i de store spørgsmål, som Miniawy stiller på sit modersmål, mens samples af bål og filtreringer sætter en ellers gådefuld stemning, der spiller godt op med albummets titel. Da musikken også fungerer som lydside til et immersivt videospil, er vi endnu længere fra hjemmebanen, da undertegnede ikke har rørt ved den slags siden Quake i 1992.

Lægger man sin søgen efter mening på hylden og lader sig farve af musikkens umiddelbarhed, har vi at gøre med et stærkt konceptuelt, vellydende værk, hvor Miniawys stemme – oftest chantende arabiske gloser fra gamle folkesange – blandes med elektronisk støj. Her er især overgangen fra den smukke, tostemmige chanting på »Jayhano Al Kawahi« – med stærkt religiøse undertoner – til den dybt anarkistiske støjvignet »Half a Year II« – med filtrerede sinustoner og dunkende angreb af basstøj – en god karakteristik af et minimalistisk stykke klangkunst.

Men uden at kunne dele Miniawys kulturelle og åndelige kontekst, føles albummet som en gåde, jeg ikke kan løse. Som at drikke Irish Coffee uden whiskey: Den egentlige ros udebliver. Nigma Enigma vil tale til dem, der kan relatere til de spirituelle og filosofiske spørgsmål, Miniawy stiller, mens andre måske vil opleve det som en musikalsk rejse uden helt at forstå destinationen.

© PR

29. maj overtager det aalborgensiske kollektiv Datahaven9000 spillestedet Skråen og omdanner den store sal til en koncentreret éndagsfestival for elektronisk musik. Arrangementet er en del af koncertrækken Bystanders #3, hvor scenen gives til byens egne miljøer frem for husets faste programlægning.

kortkritikrelease
30.03

I bugen på et fremmed klangvæsen

Kali Malone & Leila Bordreuil: »Music for Intersecting Planes«
© PR
© PR

Det er to af samtidsmusikkens mest kompromisløse materialetænkere, den amerikanske organist Kali Malone og den franske cellist Leila Bordreuil, som mødes på Music for Intersecting Planes. Malone arbejder med overmættede klangblokke og lydens masse som vedvarende tryk, mens Bordreuil søger friktionen – med celloen som genstridig organisme, der knirker og protesterer.

Fælles er en asketisk opmærksomhed på instrumentets egenart. Orglet og celloen presses ud i deres randzoner, hvor genkendeligheden opløses, og overtoner træder frem som skjulte væsener.

Titelstykkerne »Intersecting Planes I« og »II« præsenterer bølgende opbrud af lyd: dyriske, næsten elefantagtige hvin, der presser sig frem og trækker sig tilbage. Kun sjældent lader klangen sig identificere som orgel eller cello. (»Pilots in the Night« ligger tættest på en forventelig balance mellem orglets tyngde og celloens modstand.) Ellers bevæger musikken sig i et felt mellem det metalliske og det elektroniske, som om lyden hverken stammer fra strenge eller piber.

Det er ikke massivitet, der undersøges, snarere en form for hulhed: en luftighed, der ikke er let, men gennemtrængt af en ubestemmelig resonans, noget urgammelt og ceremonielt. Albummet rummer noget langt mere porøst og åbent end Malone og Bordreuils tidligere værker. Lyden opleves som en konkav form, indadbuende, som et fravær af materiale. Klanglandskabet bærer sin egen opløsning med sig som en indbygget forsinkelse – som om musikken først og fremmest eksisterer som erosionen af noget, man troede, man hørte.

© Esben Aarup

»Musik for mig er rytmen, pulsen og energien i mit liv. Det er det, som driver mig og altid kan give mig energi eller farve min dag på en måde, som jeg har brug for. I et meget travlt, forvirrende og kaotisk liv, som jeg befinder mig i for tiden, kan musik stort set være den eneste ting, som får mit tempo ned, giver adgang til rent faktisk at mærke mine følelser og skabe refleksionsrum. Musik er historie og husker momenter og stemninger – den spejler kulturer og kan være stemmen for en generation eller en hel gruppe, som har svært ved at bryde mainstreamen eller status quo. Musik for mig er en af de primære måder, jeg kan have indflydelse på det samfund, jeg er en del af – om det er ved at understøtte vigtig kunst, som vi kan spejle os i eller samle store mængder mennesker om noget meningsfuldt og fællesskabende. Musik for mig er frihed. Frihed til at danse uden hæmninger, lade tårerne få frit løb og frihed til at spille lufttrommer i topfart på min gule racercykel på vej ned gennem Mejlgade.«

Oscar O'Shea er uddannet fra Kaospilot med fokus på innovation i kultur- og musikbranchen. Igennem SPOT Festival er han projektleder på det internationale projekt Live Incubator og det hyperlokale eventcSPOT i Bowlinghallen. Oscar er filmdokumentarist og er færdiguddanet som dokumentarfilmproducer fra det første hold på Den uafhængige Dokumentarfilmskole DOKTRIN, til sommer. Derudover har han for nylig stiftet det independent aarhusianske agentur Okay Management, som laver artist-management, booking, filmproduktion og udgiver musik for en lang række artister. Igennem agenturet åbner huset Okay i det nye Stenbro kvarter på Nørreport i Aarhus. Stedet skal showcase Aarhus-talent og har fokus på at samle det nye kulturområde og at bygge en bæredygtig musikbranche i Aarhus, fra bunden op igennem vidensdeling, transparens og samarbejde på tværs i undergrunden og vækstlaget. Han har været booker og programansvarlig på Sydhavns Festival, Gemini Festival og en lang række andre events og tiltag i løbet af de seneste par år. Hjertet banker for DIY,  indie-kultur, selvstændighed og samarbejde frem for konkurrence. Og selvom Oscar har boet i mange forskellige lande og arbejdet over hele verden, så vender han altid tilbage til Aarhus netop på grund af naboskabet og DIY-ånden i byen. 
 

kortkritiklive
28.03

Opera eller eksamensforberedelse?

Mauro Patricelli, Signe Asmussen, Matias Seibæk, Anders Banke, Thommy Andersson, Jessica Lyall m.fl.: »Tarantula«
© Søren Meisner
© Søren Meisner

Tarantula præsenteres som »dokumentaropera«, en genre skabt af Mauro Patricelli. Værket tager afsæt i tarantismen – myten om edderkoppens bid, der udløser vanvid og den ekstatiske dans, der helbreder – og fletter den sammen med Et Dukkehjem og Napoli af August Bournonville. Ambitionen er klar: at spejle kvindelige erfaringer med mani, undertrykkelse og fortolkning gennem historien. Scenografien understøtter det dokumentariske greb. Fem svævende skærme viser tekst, arkivmateriale, en danser og en professor karakter, der didaktisk udlægger værkets kilder. Samtidig står fire musikere og sopranen Signe Asmussen på række.

Musikken veksler mellem lange, nøgne linjer og repetitive, rytmisk komplekse figurer, tydeligt inspireret af tarantellaen. Men netop kompleksiteten bliver en hæmsko: afhængigheden af click-track og noder giver et mekanisk præg, der strider mod værkets påståede dæmoniske og kropslige energi. Det største problem er balancen mellem forklaring og fortolkning. Professorfiguren dikterer konstant læsningen og undergraver værkets egne kritiske ambitioner – ikke mindst når den samtidig problematiserer et »male lens«. Også forholdet til Ibsen fremstår som en forsimplet, næsten fejllæst illustration snarere end en reel fortolkning.

Lyrikken – primært bestående af historiske kilder og akademiske formuleringer – tynger dramaturgien. Når et brev om Ibsens kendskab til tarantismen ophøjes til dramatisk klimaks, bliver det svært at mærke, hvad der egentlig står på spil. At teksten både synges, projiceres og udleveres i librettoform, forstærker følelsen af redundans. Til sidst sidder man tilbage med en fornemmelse af at have deltaget i en forelæsning snarere end en opera. Min sidste note inden tæppefald: Will this be on the test?

© PR

»Musik for mig er et sted at møde både sig selv og andre i følelser. Det er frihed, fælleskab, individualitet, sprog og udtryk.«

Den danske kunstner Alice Ai forener følelsesmæssig dybde med elektronisk slagkraft og en punket energi. Hendes lyd bevæger sig i spændingsfeltet mellem det sårbare og det konfronterende – mellem det menneskelige og det syntetiske. Denne dobbelthed er indlejret i hendes navn: »Alice« refererer til nysgerrighed og eventyrlighed, og »Ai« peger mod det kunstige og teknologiske. Sammen danner de fundamentet for et kontrastfyldt univers, der gennemsyrer både hendes musik og kunstneriske persona. Alice Ai spiller på årets Roskilde Festival.