»Jeg er ikke slettet«, oplæste kunstneren Faun Vium. Et brev fra hendes søster indledte operaperformancen Dronning Annabel, der tager afsæt i søsterens indlæggelse. Vi stod foran Brønshøj Vandtårn. Med champagne i hånden, sang vi sammen en mol-dunkel sang, som havde startet hele processen. »Vi forsøger at forvandle psykosens poesi fra en ensom til en delt oplevelse«, stod der i programmet. En champagneprop sprang på vej ind i tårnet. Stemningen var premiere-let og tungsindig på samme tid.
Brønshøj Vandtårn er med sine svimlende betonsøjler nærmest et værk i sig selv. De mest uskadelige lyde bider fra sig i tårnets kolossale rumklang. Mellem søjlerne blev vi bænket og oplevede, hvordan værket byttede en båndet samtale mellem Vium og søsteren med performance i rummet. Tre sangere – to af dem spillede også cello og kontrabas – bevægede sig rundt i det kølige rum med skulpturelle skaller, som de udklækkede fra og forpuppede sig i. Men på grund af den anti-sceniske arkitektur, var det frustrerende svært at tage deres energi ind. Alting foregik i øjenkrogen, delvist hengemt bag en søjle. Derfor fik jeg – til trods for det inkluderende oplæg – en ærgerlig følelse af en halv oplevelse.
Måske var det pointen: Som publikum var man, ligesom den tvangsindlagte, låst i sin stol. I stedet gav jeg mig hen til klangen. Det var betagende at høre, hvordan samtalerne om »en sorg, der ikke kan spejles i verden« og sprogets utilstrækkelighed blev forlænget i sangernes fraser, hvor ordene blev opløst i den umådelige klang. Nogle gange sang sopranen, så det hvinede i ørene. Til sidst voksede en optagelse af de to søskendes fælles sang fra den personlige relation og ud i rummets sfære. Poesien forplantede sig i tårnets potentiale og satte et smukt klingende punktum for værket.
»Music is so many things, and arises in so many different forms every day. Music is also an art form, which, like all art, needs to be constantly renewed and deepened in order to be relevant.«
As well as making music as Nev Lilit, Siri Jennefelt works full-time as a composer and sound designer, creating scores for theatre and dance.
Endelig, efter deres koncert i Den Sorte Diamant for tre år siden, er samarbejdet mellem den danske guitarist Jakob Bro og den japanske perkussionist Midori Takada ude i albumformat – og det skuffer bestemt ikke.
Deres venskab kan umiddelbart virke overraskende, givet deres forskelligheder, men あなたに出会うまで / Until I Met You viser, hvordan det bygger på en fælles evne til at lukke øjnene og lytte. De giver hinanden plads til at udfolde det, de gør bedst: Bros simple, men raffinerede melodier og Takadas magiske lydflader. På titelnummeret skitserer Bro med akustisk guitar og sparsomme noder stregerne, som Takada fylder ud med boblende marimba og gong. På »A Brief Rest of Sisyphos« vender rollerne – her skaber Takada rammerne, mens Bro tilfører detaljerne.
De sublime søsternumre »Landscape II, Simplicity« og »Landscape I, Austerity« er mere abstrakte end de foregående værker. »Landscape II« emmer af håb og længsel med klangfulde chimes og perkussion, mens et midterstykke med guitar og klaver folder sig ud i melodisk harmoni. »Landscape I« bærer samme længsel, men med en mere melankolsk tone; en blidt bølgende marimba understøtter et vidunderligt smukt guitarstykke. Begge numre rummer en tydelig respekt og ømhed mellem musikerne: Bro og Takada lytter til hinanden med sjælden nærvær, og sammen skaber de noget helt særligt.
»Musik er et mange-dimensionelt sprog, hvor vi kan tale om og være i mange slags følelser og sansninger. Musik kan selvfølgelig handle om kærlighed, fest og glæde, men også om alle mulige andre, mørkere, mere komplicerede og uforklarlige følelser. Ved at vise os dette mørke giver musikken os lov til at have det som vi faktisk har det, på en umiddelbar, før-sproglig måde.«
Jacob Anderskov er pianist, komponist og bandleder fra København. Han har udgivet over 25 album, modtaget flere priser og er af den internationale presse anerkendt som en markant stemme i nutidig musik. Hans projekter spænder fra fri improvisation til komponerede værker for større ensembler, ofte med nye broer mellem det skrevne og det åbne. Siden 2019 er han professor ved Rytmisk Musikkonservatorium.
En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.
Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.
Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.
Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.
Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.
»Musik rammer mig stærkest, når den vækker længsel. Når jeg mærker den som et stik i maven, kan jeg begynde at tro på en oprigtighed i verden.«
Marta Bo er 24 år, bratschist på fritidsbasis og bachelorstuderende i musikvidenskab på Københavns Universitet. Hun er netop startet som praktikant i Seismograf.
