kortkritiklive
04.05

En trompet, to illusioner og en fjord

Kasper Tranberg / Mesmer
© PR
© PR

Rammerne var sat for en særlig oplevelse onsdag aften i KU.BEs omgivelser på Frederiksberg. I grænselandet mellem tradition og det glade vanvid stod fødselsdagsbarnet Kasper Tranberg på scenen og truttede i sin trompet. En insisterende blanding af jazz og avantgarde, tilsat en underspillet humor, leveret af en virtuos med en rolig, umiskendeligt dansk fremtoning. Med sit lune gjorde han selv de mest komplekse passager overraskende tilgængelige. Tranberg præsenterede uddrag fra 12 Melodic Illusions for Solo Improviser og Melodic Illusions for Sextet med både hengivenhed og glimt i øjet. Han viste, hvordan trompeten kan stå alene og samtidig formidle abstrakte følelser. Skarpe triller gled over i growlende undertoner og smeltede sammen med rummets ekko. Indimellem brugte han backingtracks og skabte duetter med sig selv.

Aftenens trækplaster var trioen Mesmer med Emil Jensen, Victor Dybbroe og Anders Filipsen, som fremførte værker fra deres nye værk Terrain Vague II, som er skabt på baggrund af flere ophold i Nordjylland. De tre kompositioner bevægede sig i feltet mellem elektroakustik, samtidsmusik og analoge improvisationer og bar et stærkt filmisk og naturpoetisk præg. Særligt de lydlige dyk i Limfjorden stod klart, hvor Dybbroes metalpercussion og Filipsens skvulpende synths tegnede et mørkt, dragende rum. I stykket om Aalborg Havn skar Jensens trompet igennem med lange, tågede toner, som kom de fra fjerne skibe. Resultatet var både fortryllende og til tider dybt inspirerende. Det var en koncert, der nægter at slippe sit tag i mig.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

© Astrid Lemmike

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.

© Anthon Unger

»Musik for mig er et afbræk fra en mere og mere vild verden, der lige nu kører på hyperspeed. Den er, når jeg kører på landevejen i USA og hører countrystjernen Lucinda Williams ru og brugte stemme. Lige nu må den også gerne være en kommentar til den farlige situation, vi står i. Derfor Imagine. Men først og fremmest skal den vække genklang for de følelser, jeg selv har og den situation, som jeg står i lige nu.«

Matias Seidelin er sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på forsvarsmediet OLFI, USA-ekspert, tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten og forfatter til bogen Game over there – hvad sker der hvis supermagten kollapser? om USA og Trump-land. Tidligere rockmusiker i flere bands.

kortkritiklive
12.04.2025

Mærk du bliver natur igen

Cecilia Fiona, Sophie Søs Meyer: »Ghost Flower Ritual« 
© Farzad Soleimani
© Farzad Soleimani

Stivnede menneskekroppe og ansigter formet og malet som keramik båret minutiøst rundt af blomsterskulpturer, der har forladt deres stillestående natur. Rollerne er byttet om. Naturen er de levende omgivelser, der giver lermenneskene små midlertidige liv i Ghost Flower Ritual på Copenhagen Contemporary. 

Værket er en live-installation med levende musikere og performere, hvor den 34-årige komponist Sophie Søs Meyer har samarbejdet med den jævnaldrende billedkunstner Cecilia Fiona. Det er et sansemæssigt overvældende, men dramatisk set helt afdæmpet ritual. I løbet af de tre kvarter sidder vi sammen under en kæmpeblomst og mærker de fem performeres minutiøse, langsommelige bevægelser. Mens klangflader og små pulserende figurer fra fire strygere og en fløjte former et landskab af farver, klange og bevægelser, der smelter sammen – det fylder simpelthen det højloftede rum med et auditivt og visuelt nærvær. Vi er en del en helhed. 

Jeg elsker de vilde dragter, der kommer underligt ned fra himlen. Jeg elsker at være en del af ritualet, som heler vores glemte forbindelse til naturen, som er forudsætningen for vores liv. Jeg elsker lyden af strøget, plukket og blæst træ fra Athelas’ musikere. Kultur er natur. Menneskedyrene og blomsterne er en del af den store bevidsthed. Det hele er en hyperkompleks mekanisme. Cecilia Fiona har et ekstremt visuelt og kreativt overskud i sine detaljerede ting, og Sophie Søs Meyer er præcis og interessant i sine vuggende klangfigurer, der langsomt og minutiøst forandrer sig. Indtil den ene blomst blæser i den store konkylie. Så er ritualet slut.