En tur i Europas mørke kammer
Det kan virke oplagt at anmelde mørkets fyrstinde og hendes august-album Broken Gatgoyles i en tid, hvor festlige sjæle pynter deres dørgavl med skeletter og sjove gyserhatte. Men gyset, der møder en i den ufremkommelige afgrund i pladens to installationer, er tydeligvis noget andet og mere jordnært. Det er jo Diamanda Galás, det her! Med udgangspunkt i pestdød og krigsepidemier boltrer den snart 70 år gamle gregorianske sortseer sig i sine vanlige virkemidler som hørt på hovedværker som The Litanies of Satan (1982) og Saint of the Pit (1986): Dybe klaveranslag, opklippede loops og Galás’ karakteristiske dæmonskig, som leveres fra et stemmebånd spændende tre et halvt oktaver.
Der er grove løjer på de to installationer »Mutilatus« og »Abiectio«, og når de spyttende lyrikgloser samtidig er holdt i germanske gloser, kan det hele virke en anelse utilnærmeligt, hvilket helt sikkert også er Galás intention. Efter årtier som cover-sanger af bluesstandards er det imidlertid rart at høre sangeren som rædslens budbringer igen, og især første installation leverer deciderede gruopvækkende ture ind i den europæiske histories mørkeste kamre.
På Galás' nok særeste udspil bliver det hele faktisk en smule fjollet i sidste ende – men denne tendens til at smile midt i de pinefylde rædsler retfærdiggør sangerens berettigelse i 2022. Det er svært at se, hvornår man rent faktisk kommer til at høre Broken Gargoyles uden for et museum eller et galehus. Men det er vel egentlig også meningen?
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.