kortkritikrelease
28.05

En violinist med ild i buen

Darragh Morgan, Ulster Orchestra & David Brophy: »Spin – New music for Violin & Orchestra from Northern Ireland«
© Brian Morrison
© Brian Morrison

Der er ikke noget som ildsjæle! De løfter komponister og værker, som ellers ville have ligget i dvale. Her er den sprudlende violinist Darragh Morgan, som siden han var 15 år gammel (!), har promoveret og spillet ny musik. Han ved, hvad der fungerer, og har næse for nye værker og komponister – især på denne plade med den knap så catchy titel: Spin – New music for Violin & Orchestra from Northern Ireland. Fire relativt nyskrevne violinkoncerter, alle med fokus på soloviolinisten Morgan. To er dedikeret til ildsjælen.

Der er ild i Brian Irvines violinkoncert À mon seul désir fra start, hvor gnistrende motiver og riffs skyder op overalt. Næsten for meget energi og aktivitet, men det virker, og alle de heftige bevægelser er afstemt og i balance. Satsen hedder: »With a big life embracing energy«. Konkret og beskrivende – de store abstraktionssfærer overlader irerne til den ny musik i Centraleuropa. Det dramatiske klimaks i andensatsen har jeg genhørt flere gange af lutter begejstring, og hele koncerten (der blot varer 15 minutter) slutter englesmukt på Morgans helt små, lyse strenge.

Ryan Molloys violinkoncert på tre satser over 20 minutter kører til gengæld i tomgang, men finalesatsen er dog på et stærkt niveau. Bill Campbells Swim er udpræget irsk i hele sin tone, og man hensættes til bølgende marker hos det stolte irske folk. En inderlig og bred solokadence giver Darragh Morgan os midtvejs i det kvarter lange værk. Spin 3 af Frank Lyons er heldigvis også en lille perle, så man bliver glad i låget af denne nye nordirske musik med Ulster Orchestra og den fascinerende Darragh Morgan, med den store personlige dedikation, der giver så meget.

kortkritikrelease
06.01.2025

Den perfekte storm 

Yanling: »Cymatic«
© PR
© PR

Det er sjældent, at et album komplimenteres for at lulle en i søvn. Men efter en måned med den schweizisk-boende, hongkong-fødte Natalja Romines album Cymatic har jeg flere gange fundet mig selv glide ind i drømmeland – og det ser jeg sjældent som en god ting. I tilfældet Cymatic er det dog en klar force. Yanling kommer fra kunstmusikken, og værket har allerede været præsenteret i den kontekst. Alligevel står det stærkt som en omgang filmisk sci-fi-ambient. Her spøger navne som Jean-Michel Jarre, Brian Eno og Hans Zimmer, mens modulære støjskyer, kvindevokaler og mystiske elektroniske pulse- og sinewaves smelter sammen og skaber et vellydende tapet. Det er ikke nyskabende, og numrene kan være svære at skelne fra hinanden. Alligevel skiller de fængende klaverstrofer på »Transmuted« og de gurglende bas-synths på »Nebula« sig ud. På »Fallen Tempest« går kor, akkorder og rumklang op i en højere enhed, og på pladens højdepunkt, »Aura Nova«, truer pludselige synth-stabs med at vække en fra drømmen.

Cymatic er ikke et mesterværk og kan på grå dage fremstå som brug-og-smid-væk-ambient til en Hollywood-storfilm, ingen gider se. Men med tiden vokser den til et glimrende stykke samtidskunst, der kun lider under en lidt for perfekt produktion og lidt for store armbevægelser. Hvorfor blive sur over stormvejret i dit vandglas, hvis det stormer på den rigtige måde?

© Fiona Aagaard

»Musik for mig er en måde at være i verden på. Jeg kan ikke leve uden musik, for den er en iltmaske. Jeg finder altid undskyldninger for, hvordan jeg kan inkorporere musikken i min billedkunst. Nogle af de største kunstneriske oplevelser i mit liv har været at lytte til musikalbum, og jeg har en ordentlig stak album, som jeg er dybt forbundet med og konstant genbesøger. Musik er noget af det allermest overvældende, brutaleste, smukkeste og sjoveste, og det forbinder mig til noget spirituelt og dybt. Min dårligste vane er at cykle rundt med høj musik i ørerne, men jeg har vurderet fordelene og ulemperne og kommet frem til, at musikken må være døden værd.« 

Multikunstneren Kim Richard Adler Mejdahl er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og har udstillet på bl.a. Kunsthal Charlottenborg, Overgaden og Rønnebæksholm samt internationalt på filmfestivaler i bl.a. Tyskland, Frankrig, Island og Sydkorea. Under aliasset Kim Kim har Mejdahl udgivet flere album og blandt andet spillet på Roskilde Festival. Han er blandt mange kendt for sin medvirken i anden sæson af Kunstnerkolonien på DR, hvor han kørte ind i folks stuer med partybus og godt humør. Mejdahls arbejde er repræsenteret i Statens Museum for Kunsts samling. For tiden er han aktuel med udstillingen Glory på KØN – Gender Museum Denmark samt DR-serien Provinsbøssernes drøm sammen med forfatteren Glenn Bech. Tidligere på året medvirkede han i forestillingen Friskabte, som er en musikalsk fortolkning af Glenn Bechs roman Farskibet med musikeren Henriette Sennenvaldt og billedkunstneren Michael Kvium.

© Isak Hoffmeyer

»Musik for mig er erotik, erkendelse, fest, støj, storslået natur, stilhed.«

Marina Botes er dansk/sydafrikansk komponist, pianist og forfatter. Hun er uddannet ved DKDM og dannede i 2022 duoen JØRGENSEN/BOTES sammen med Steen Jørgensen, som er aktuel med albummet Dråberne 5, 7, 8 & 11. De tidlige musikalske inspirationer var korsang, Buxtehudes orgelværker, 90'er-rave og Hindemiths klaversonater. Hendes praksis går på tværs af kunstneriske discipliner og medier med video, symaskine, billedecollager, tangenter og ord. I 2022 debuterede Botes som forfatter med collageromanen Der vil ikke bliver talt om denne nat (Forlaget Korridor).

© PR

Mike Tramps karriere er længere og mere farverig end de flestes. Han har været landets største teenageidol, lavet disko i Tyskland og været MTV-stjerne i USA. Efter at have succes med grupperne White Lion og Freak of Nature solodebuterede Tramp med albummet Capricorn i 1998. I 2022 kom det dansksprogede album For første gang. Senest har Tramp lavet albummet Mand af en tid, som udkom i foråret 2024. Med albummet gør han boet op, og som han konstaterer i et af pladens numre: »Jeg har valgt min vej og vejen gav mig svar / jeg kom som jeg var«. Alle sangene er skrevet sammen med Lars Daneskov, og pladen er produceret af Mike Tramp sammen med Søren Andersen. På pladen medvirker i øvrigt Søren Skov, Claus Langeskov, Kenni Andy, Emily Garriock Langeskov og Jørgen Thorup.

kortkritikrelease
16.12.2024

En gåde, jeg ikke er den rette til at løse

Abdullah Miniawy: »Nigma Enigma«
© PR
© PR

Jeg tror ikke, jeg er den rette til at bakse med alle de eksistentielle spørgsmål om tro og kultur, som multikunstner og politisk eksperimentalist Abdullah Miniawy bakser med på sit nyeste album Nigma Enigma. Pladen er lige dele arabisk chant, folkemusik og klangkunst, baseret på modulær synth og feltoptagelser. Og den egyptiske komponist bruger pladens 11 abstraktioner som lydsiden til det, han selv kalder »en arabisk opera om tvivl og tro«. Men som ikke-arabisk, livslang ateist er det svært for undertegnede at sætte sig ind i de store spørgsmål, som Miniawy stiller på sit modersmål, mens samples af bål og filtreringer sætter en ellers gådefuld stemning, der spiller godt op med albummets titel. Da musikken også fungerer som lydside til et immersivt videospil, er vi endnu længere fra hjemmebanen, da undertegnede ikke har rørt ved den slags siden Quake i 1992.

Lægger man sin søgen efter mening på hylden og lader sig farve af musikkens umiddelbarhed, har vi at gøre med et stærkt konceptuelt, vellydende værk, hvor Miniawys stemme – oftest chantende arabiske gloser fra gamle folkesange – blandes med elektronisk støj. Her er især overgangen fra den smukke, tostemmige chanting på »Jayhano Al Kawahi« – med stærkt religiøse undertoner – til den dybt anarkistiske støjvignet »Half a Year II« – med filtrerede sinustoner og dunkende angreb af basstøj – en god karakteristik af et minimalistisk stykke klangkunst.

Men uden at kunne dele Miniawys kulturelle og åndelige kontekst, føles albummet som en gåde, jeg ikke kan løse. Som at drikke Irish Coffee uden whiskey: Den egentlige ros udebliver. Nigma Enigma vil tale til dem, der kan relatere til de spirituelle og filosofiske spørgsmål, Miniawy stiller, mens andre måske vil opleve det som en musikalsk rejse uden helt at forstå destinationen.