kortkritik
11.01.2023

Flipping the bird with a broken thumb

Faust: »Daumenbruch«
© PR
© PR

Since they formed in 1971, Faust has always been the »enfant terrible« of Krautrock. For one, even if they have produced a number called, precisely, »Krautrock« on their 1973 mythical album Faust IV, they have never fit any case, tag or cliché linked with German rock music. Less »kraut« than Can or Electric Sandwich, they tend to move closer to the early improvisation incarnations of Amon Düül and Ash Ra Tempel, with an injection of a heavy dose of industrial electronics found in Die Krupps or Einstürzende Neubauten. 

Daumenbruch (»Broken Thumb«), their 16th album to date, is a perfect continuation of their rebellious career. It is a concept-album, created with guest musicians from other German bands such as, among others, Einstürzende Neubauten and Schneider TM, who added their sound to the track not knowing what the others were playing. The result is a mesmerizing three tracks album (»Weissechokolade«, »Default Mood«, »Border River«), which could almost be defined as »quantum music«, as it seems to occupy different spaces and epochs at the same time. The construction of each track plus the composition of the album makes one immediately feel both at home and in a totally other dimension. Echoes of contemporary industrial and ambient music mix, while memories of older radical German projects like DOM or Embryo surface. 

Apparently friendlier to the listener than the 1973 Faust Tapes, it nonetheless craves an open-mind and a curiosity for dissonances and textures. It is an album of musical geniuses that have never really cared much for the hype, and prove it once again without flinching. Even with a broken thumb, Faust can flip the bird to mainstream and the contemporary musical gravy.

© Carsten Seidel
»Hvem sagde nogensinde, at musik 'bare' er musik? For mig er det alt andet end det: En trang til at ville forstå og forklare det hele. Et smykke, jeg bærer hver eneste dag. En undertiden dyb glæde. Et konstant varierende aftryk af millioner af stik i mit hjerte. En længsel efter at forsvinde.«
 
Henrik Marstal er musiker, forfatter og musikforsker. Han er ph.d. i musikvidenskab, lektor på Rytmisk Musikkonservatorium og optræder jævnligt i medierne som ekspertkilde på musik. Han beskæftiger sig bl.a. med ny musik, herunder elektronisk musik. Til vinter er han aktuel med både et nyt album sammen med popgruppen ibens og en bog om Else Marie Pade, som udgives på det britiske forlag Bloomsbury.
 

 
© Linnea Syversen

»Musik er for mig noget, der spejler menneskelige oplevelser, og som vi kan finde os selv i på et helt eksistentielt niveau, hinsides sproget. Den føles som et fælles rige, vi har adgang til. Musik er måske den kunstform, der i mindst grad behøver at blive bearbejdet intellektuelt (selvom den også kan det!). Fordi den består af lyd, der udfolder sig over tid, må vi selv genskabe farverne og følelserne i os. Det kan ske hurtigt, som om vi var besat af en kraft udefra. Musik rummer mange lag af koder, som vi forholder os til på både ens og forskellige måder. Nogle af disse koder, såsom puls, resonerer med ubevidste lag i os, der stammer fra urtiden. Andre lag, såsom velkendte musikalske referencer, taler til det moderne, dannede menneske. Dette samspil gør musikken til noget helt unikt stimulerende! I den kulturpolitiske diskurs bliver kunsten ofte reduceret til et instrument for noget andet (hvilket den bestemt også både er og kan være). Dermed glemmer man kunstens egenværdi.«

Solveig Sørbø er komponist, musikproducer og artist, der skaber klassisk musik og alternativ pop. Hun komponerede musikken til dokumentarfilmen Hans pluss Liv (NRK), og et stykke herfra blev senere opført af KORK (Norges Radios Orkester). I anledning af solformørkelsen i 2026 skrev hun et orkesterværk, der forbinder Dantes metafysik med himmellegemernes fysik.

Sørbø har tidligere arbejdet i akademiske sammenhænge med innovative projekter som MusicLab (udgaven med DSQ blev af DR kåret til Årets Begivenhed) og som radiojournalist og -vært på NRK og radiOrakel. Med en metodisk tilgang til kunsten ønsker Solveig at skabe musik, der bevæger.

Hendes anmelderroste opera Heroin chic, med libretto af den prisvindende forfatter Maria Kjos Fonn, havde urpremiere på Classix-festivalen i Rumænien i 2025 og norsk premiere på Parkteatret i Oslo i februar 2026. Efterfølgende blev hun af Ballade kaldt »Musikkens Klæbo«. For tiden arbejder Sørbø blandt andet på en opera baseret på Ibsens Vildanden og forbereder en koncert med bandet Naturhistorisk.

Viner Khaiitov. © Tatita Zhiliaeva

»For mig er musik lige nu det modsatte af en flugt: Det er et rum, hvor spændingen fastholdes, gentages og omdannes til rytme.«

Viner er DJ og producer med base i både Marseille og Barcelona, hvor han driver pladeselskabet og kunstlaboratoriet PATAR. Han er født i Uljanovsk ind i en familie med usbekiske, tatariske og basjkiriske rødder og begyndte at lave musik i Kazan. I 2022 foretog han optagelser rundt omkring i Usbekistan: under Navruz-fejringen i Tasjkent, på Stihia-festivalen i Mujnak (hvor han fungerede som teknisk direktør) samt gadelyde fra Khiva, Bukhara og Samarkand. På udgivelsen 2330 (PATAR, november 2026) er disse optagelser klippet op i fragmenter på to sekunder eller derunder. De er indlejret i loops med en tredelt takt, der ligger forskudt i forhold til hovedpulsen – herunder »doira«-rytmer, der kræver flere takter for at nå hele vejen rundt – samt baspartier, der optræder som rå, forvrængede blokke. Kildematerialet forbliver kun delvist genkendeligt. Det, der bærer værket, er friktionen; den fastholdes gennem alle fem numre uden nogensinde helt at blive forløst.

 

© PR

»Musik for mig er en form for hemmelige stier, der giver adgang til følelser, tanker og ideer, som ellers nogle gange kan være svært tilgængelige. Smutveje til dagdrømmeri og kreativitet, til de øjeblikke, hvor jeg føler mig mest forbundet med min egen og andres menneskelighed. Hvor mit eget liv via musikken iblandes kunstnerens, og vi på den måde sammen skaber noget helt tredje.«

Kristoffer Møllegaard er cand.mag. i russisk sprog og kultur fra Københavns Universitet (2017) med speciale i fremtidsspekulation i russisk kunst og filosofi. Han skriver med jævne mellemrum om russisk kultur og folder sig i fritiden ud som billedkunstner og hobbysaxofonist. Han har været skribent for Seismograf siden 2020.

© PR

»Musik er som et sort hul, der suger dig til sig og skyder dig ud på den anden side af universet.« 

Francesco Rista er guitarist og arbejder både med klassisk og elektrisk guitar. Hans indspilninger er blevet anmeldt i internationale musikmagasiner og spillet på BBC og RAI Radio 3. Efter studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Lunds Universitet har han fokuseret på studieindspilninger, hvor han har udforsket guitarrepertoiret – fra barokken og romantikken til samtidsmusikken – samt instrumentets mangeartede klangmuligheder. Rista er i dag bosat på Island, hvor han underviser i guitar, komponerer musik og samarbejder med nulevende komponister.