Kortkritik

11.01.2023

Flipping the bird with a broken thumb

Faust: »Daumenbruch«

Dreamhouse, 31. dec. 2022

Siden dannelsen i 1971 har Faust altid været Krautrocks »enfant terrible«. For det første, selvom de har produceret et nummer, som netop hedder »Krautrock« på deres mytiske album Faust IV fra 1973, har de aldrig passet til nogen tag eller kliché forbundet med tysk rockmusik. Mindre »kraut« end Can eller Electric Sandwich har de en tendens til at rykke tættere på de tidlige improvisationsinkarnationer af Amon Düül og Ash Ra Tempel, med en tung dosis industriel elektronik fundet i Die Krupps eller Einstürzende Neubauten.

Daumenbruch (»Brækket tommelfinger«) – bandets 16. album til dato – er en perfekt fortsættelse af deres oprørske karriere. Det er et konceptalbum skabt med gæstemusikere fra andre tyske bands som blandt andre Einstürzende Neubauten og Schneider TM, der tilføjede deres lyd til nummeret uden at vide, hvad de andre spillede. Resultatet er et hypnotiserende album med tre numre (»Weissechokolade«, »Default Mood«, »Border River«), der næsten kunne defineres som »kvantemusik«, da det synes at indtage forskellige rum og epoker på samme tid. Konstruktionen af hvert nummer plus kompositionen af albummet gør, at man umiddelbart føler sig hjemme og i en helt anden dimension. Ekkoer af moderne industriel- og ambientmusik blandes, mens minder om ældre radikale tyske projekter som DOM eller Embryo dukker op.

Tilsyneladende venligere over for lytteren end Faust Tapes fra 1973, men musikken kræver ikke desto mindre et åbent sind og en nysgerrighed efter dissonanser og teksturer. Bag albummet står musikalske genier, der aldrig rigtig har bekymret sig meget om hypen, og som beviser det endnu en gang uden at knibe. Selv med en brækket tommelfinger formår Faust give en fuckfinger til mainstream og den moderne musikalske sovs.

Oversat fra engelsk af Andreo Michaelo Mielczarek

Playlist

05.07

Mit navn er Mark Solborg – vil du se min playliste?

»For mig er musikken lyset, der strømmer ind gennem vores vinduer og rammer menneskers sind. Musikken er fællesskab – noget vi skaber sammen. Musikken er det andet sprog – der kan tales, når alle ord og samtaler er slidt i stykker.«

Mark Solborg er dansk-argentinsk guitarist, komponist og improvisator med uddannelse fra bl.a. Rytmisk Musikkonservatorium og New School University i New York. Han har udgivet 28 albums med egne værker og samarbejdet med profiler som Evan Parker, Susana Santos Silva og Herb Robertson – ofte på det kunstnerdrevne label ILK, som han er medstifter af. Hans musik er opført i 23 lande og involverer musikere fra 15 nationer. Projekter som TUNGEMÅL og BABEL undersøger elguitarens rolle i akustiske rum, og hans virke omfatter også samarbejder med teater, film og billedkunst. Solborg er Reumert-belønnet, præmieret af Statens Kunstfond og blev i 2024 nomineret til en Danish Music Award som Årets Komponist. Han er aktuel med albummet Confluencia.

Playlist

03.07

Mit navn er Halym Kim – vil du se min playliste?

»Musik er for mig som en surdej. Hvis du ikke fodrer den rigtigt, dør den. Hvis du fodrer den korrekt, kan mange mennesker få glæde af den.«

Halym Kim er trommeslager, komponist og projektkoordinator med base i København. Hans musik er primært forankret i fri improvisation og eksperimentel musik, men han optræder også som traditionel koreansk percussionist. Han har en kandidatgrad og et avanceret postgraduate-diplom i musikudøvelse fra RMC i København. Sammen med Nana Pi organiserer han Impro Camp, en musiklejr for fri og struktureret improviseret musik, som finder sted hvert år i Fredericia.

Kortkritiklive

03.07

Komposition for stenvægge

Bjarke Mogensen – koncert i udstillingen »Psychosphere«

Cisternerne, 2.07

Louise Steiwer

Kontrasten er mærkbar, når man på årets varmeste dag træder fra Søndermarkens grønne plæner ned under jorden i Cisternerne, Københavns gamle vandreservoir. Luftfugtigheden er høj, lyset sparsomt og fra hvælvinger i loftet hænger stalakitter og kaster skygger i vandpytterne på gulvet. Og så er der lyden: I de tomme søjlesale kan rumklangen vare op til 17 sekunder. Selv den mindste skraben runger hernede.

Siden 2016 har Cisternerne fungeret som udstillingsrum, og i år har Jakob Kudsk Steensen omdannet salene til et undervandslandskab af videoprojektioner, skulpturelle objekter og et soundscape skabt af Lugh O’Neill med Bjarke Mogensen på accordion. Mogensen, som giver koncert denne aften, har en alsidig smag. Måske lidt for alsidig, tænker jeg, da jeg læser programmet for aftenens koncert, der spænder fra Bach til bornholmske folkemelodier. Det skal vise sig at hænge bedre sammen, end man skulle tro. Det er kompositioner, der ligesom trækker i tiden, hvor lange toner – forstærket og forlænget af rumklangen – lægger sig som en murrende bund for helt korte, perlende anslag, som marmorkugler, der rikochetterer fra en stenvæg.

En tindrende smuk, sorgfuld komposition af Nick Martin er inspireret af Michelangelos Pieta – marmor igen – afløses af Frederiksberg-komponisten Martin Lohses meditation over ekko mellem bornholmske klipper. Et andet stykke rejser sig spinkelt og sakralt som høje hvælvinge, mens Mogensens egen Passage knitrer, smælder og knaser som sten, der bliver brudt. Det er Mogensens accordion i konstant dialog med rummet; han kalder og de mørke søjlegange svarer tilbage – eller er det omvendt?

Publikum sidder som forstenet, sunket helt ind i lyden, når Mogensen virtuost får sit instrument til at lyde som alt fra et hastigt åndedræt til et tordenskrald. Da vi kommer op igen, ligger skyerne tungt over Søndermarken, og varmen er væk. Parken er som forandret. Kontrasten er til at føle på.

Playlist

30.06

Mit navn er Bjarke Mogensen – vil du se min playliste?

»Musik er (for mig) den direkte vej til alle hjerter, jorden rundt til alle tider – stol ikke på dem, der vil forbyde musik: de vil kontrollere alt og alle... for musik er lydsporet til verdens åndedræt, og musik er nøglen ind til det frie menneske.«

Bjarke Mogensen begyndte at spille accordeon som barn på Bornholm. Det, der startede som nysgerrighed, er blevet til et liv med musik – fra solooptrædener med store orkestre til eksperimenterende samarbejder med komponister og kolleger. Han har optrådt i bl.a. Carnegie Hall og Concertgebouw og fået skrevet over 60 værker til sig – flere dedikeret af komponister som Per Nørgård, Bent Sørensen og Poul Ruders. Han underviser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han selv debuterede i 2012. Hans repertoire spænder fra klassiske transskriptioner til egne værker og elektroakustiske eksperimenter. Han spiller både på en Pigini Mythos og et specialbygget kvarttone-accordeon. Blandt priserne er Kronprinseparrets Stjernedryspris, P2 Prisen og Anne Marie og Carl Nielsens Hæderspris i 2025. Mogensen trives bedst, når han kan føre lytteren et nyt sted hen – hvad enten det er i koncertsalen eller blandt de bornholmske klipper.

Kortkritikrelease

29.06

Kristine Tjøgersen skaber urimeligt smuk økopoesi

Kristine Tjøgersen: »Night Lives«

Aurora, 16.05

Henrik Friis

Naturens dyreliv er både smukt og legende – specielt i Kristine Tjøgersens musik. Det er nattens vilde, uforudsigelige liv uden for menneskets domæne, der står i centrum på hendes nye album Night Lives, skabt som en del af Ernst von Siemens-prisen, som Tjøgersen som den første norske komponist modtog for nylig.

Albummet er en lydversion i syv satser skåret ud af et scenisk værk på Ultima Festivalen i 2023, og det fungerer fuldstændig perfekt alene i en halvakustisk version spillet af Cikada Ensemble. Musikken spænder fra legesyge, eksperimenterende, rytmiserede lydbilleder af instrumenter der rasler og knitrer – til intense pulserende forløb. Tjøgersen har en helt speciel klangfølsom forståelse af instrumenterne, som gør, at hun kan morfe overraskende mellem akustisk og elektronisk, kulturelle miljøer og tider. Fra en enkel, langstrakt fløjtesolo til et dansende computerunivers – uden at blinke.

For 40-50 år siden kaldte man det postmodernisme, når gammel musik dukkede op i ny musik som det materiale, komponister genbrugte. Det gav mening, fordi mange dengang havde et bibliotek af historisk klassisk musik i hovedet, som et refleksionsrum alt det nye blev fortolket i. Publikums hoveder er anderledes i dag. Kristine Tjøgersen kan for eksempel sagtens bruge en helt straight baroksats som afslutning på albummet – som udgangspunkt for en musik, der tynder ud og går i stå i vanvittig smuk utopisk verden af akustiske strygere og synthesizer. Uden man tænker, at hun forhandler med publikums fornemmelse af fortid og nutid. Naturlyde, efterligninger af naturlyde, harmonier og hele sekvenser er bare byggeklodser i hendes personlige eksperimentarium. Og hvilket et!