Først til sidst slap musikken fri
Den britiske og københavnerbaserede komponist Nick Martin forsøger at give erindringen klanglig form med sit spritnye værk Remembering, skrevet direkte til The Baroque Society. Torsdag aften i Grundtvigskirken lykkedes det smukt i dele af det kvarterlange værk for fire sangere og en lille, intens gruppe barokinstrumenter.
Tætte, vokale klangflader dvælede længe i harmonier, der udviklede sig langsomt, men også lod solisterne komme til enkeltvis. Det statiske akkompagnement fastholdt erindringens fundament, hvorpå de svævende vokaler skabte stemninger om det tabte. Klangene skiftede langsomt harmonisk farve som skyer på himlen, der kontinuerligt skiftede form – tilsyneladende vilkårligt, men som var det et fast, organisk mønster. Men det blev for langt og passivt: Først i de sidste minutter blev harmonierne brudt flot op med god rytmisk afveksling og pirrende generalpauser. Var formskiftet kommet tidligere, havde Martin skabt et spændende værk. Det sluttede dog med en perle af en åben og søgende akkord, der ud over at demonstrere hans evner som vokalkomponist måske også inviterede til at betragte erindringen som noget positivt, udviklende og ikke-tragisk.
Remembering var omkranset af to værker af J.S. Bach (BWV 118 og 106). Den sidste kantate fik senere tilnavnet Actus Tragicus, men var slet ikke så tragisk, da døden hos Bach primært gav adgang til noget bedre. Det fik vi ikke indtryk af her, hvor det lille orkester i The Baroque Society manglede energi og drive. Der var ikke tilstrækkelig musikalsk ledelse fra Yngvild Haaland Ruud bag det lille orgel midt i orkestret, og der blev dvælet for meget ved følelsen eller mindet om den netop hørte klang. Tempoet var alt for slæbende. Men det var forfriskende med et nyt værk af Nick Martin – til at mindes ved Allehelgen.
Koncerten gentages i København, Helsingør og Gentofte i de kommende dage
Lad os alle lytte til Nyx
Fra de græske gudinder Hemera og Nyx til selve moderjord, Gaia, og videre til heksene og vølverne i nordisk folketro: Debutalbummet fra violinist Maria Jagd og kontrabassist Ida Duelunds eksperimenterende duo Lueenas har hentet inspiration fra mytologiske kvindeskikkelser, og inspirationen skinner på underfundig vis igennem. Duoen formidler både den storslåede skønhed og den ulmende uhygge, som disse fortællinger på hver deres måde vidner om. Selv bliver jeg mindet om den spanske mystiker Teresa af Ávila (1515-1582), hvis beskrivelser af både lidelsen og ekstasen ved Guds tilstedeværelse i krop og sjæl sommetider antog nærmest seksuelle konnotationer. Det samme møde mellem ånd og stoflighed oplever jeg i et nummer som »Souls Sliding«, hvor strygerne lyder som blød, lys dis, der igen og igen bliver punkteret af insisterende, technoagtige rytmer, og i åbningsnummeret »Resurrection«, hvor violinens lyse hvin stiger mod det himmelske lys, mens kontrabassens dybe summen forbliver i den mørke jord, hvorfra genopstandelsen må formodes at begynde.
På albummets utroligt smukke afslutningsnummer får Lueenas selskab af sangerinden og sangskriveren Emma Acs. Sammen maler de et billede af en mystisk, westernagtig nomadeskikkelse, der rejser hvileløst rundt i en stjålen bil på jagt efter en form for mening: »In the search for happiness / I found the end«, lyder den triste slutning.
Den arketypiske fortælling lyder som Lueenas' eget paradoksale bidrag til albummets serie af mytologier: Paradoksal fordi karakteren netop symboliserer den meningsløshed, som mytologierne ellers historisk set har været et værn imod.
Raffineret ambient
På sit debutalbum som solomusiker præsenterer den norske pianist Anja Lauvdal ti diskrete numre. Ikke diskrete i den forstand, at de mangler karakter – for det gør de på ingen måde – men derimod i den matematiske betydning: De fremstår alle formfuldendte og forskellige fra hinanden.
Fra den pitchshiftende »The Dreamer«, der med sine let oscillerende strygersamples lyder lettere psykedelisk og drømmende; til regnskovspastorale i »Clara.« De dub-agtige rytmiske samples i »Sukkertare« til det kaleidoskopiske, repetitive afsluttende nummer »Xerxes Shore.«
Der foregår mange ting, men alligevel passer de sammen i et større hele, hvilket i høj grad kan attribueres til albummets miks, der på én og samme tid lader alting stå i skarp relief, og samtidig nærmest svøber hele udgivelsen i et lydmæssigt lunt tæppe.
Fællesnævneren for alle albummets numre er en følelse af ømhed. Når klaveret i »Xerxesdrops« fx spiller lidt sære, tangerende til uhyggelige akkorder, akkompagneres de af blødere, mere behagelige synths og rumsterende samples. Dette spil mellem det foruroligende og beroligende, ængstelse og accepten af samme, er en grundpille i ambientmusik, udlagt af selveste Brian Eno ved genrens fødsel. Og Lauvdal navigerer spændingsfeltet på fornem vis. Med nøje afmålte doseringer af mystik og hverdagskomfort, overraskelser og kendinge er From a Story Now Lost en nær perfekt eksekveret lille udgivelse.
Tjekket tog til fremtiden
På papiret er Nausias andet album lige noget for mig. Jazz? Tjek. Kraut- og støjrock? Tjek og tjek. Formår den københavnske kvintet at skabe en blanding, der fremhæver de særegne kvaliteter ved hver genre? Også tjek.
Til at starte med var jeg en dog smule i tvivl – det er som om, udgivelsens første to numre bliver brugt på at finjustere blandingsforholdene. Kompositioner, der træder lidt for meget vande; og lovede forløsninger, der lige mangler det ekstra, der skal til, for at de kan leve op til deres potentiale.
Ved tredje nummer overbeviser orkestret mig endelig – men så gør de det også med stil. »Zug« lever med sin godstogsenergi op til sit navn, med krautsk tempo og Isak Schiødt og Oskar Fayes to saxofoner, der i ren tegnefilmsstil desperat lægger spor foran trommeslager Laurits Schmidts og bassist Milo Aurvigs rytmiske lokomotiv. En musikalsk togulykke i slowmotion, som pirrer både hofter og hjerne. Også »Celebration Song« fortjener fremhævelse. Spooky baggrundssynth, Christoffer Beeses kantede, støjende guitar, saxofonernes mere konventionelle, opløftende melodi og afhængighedsskabende rytmik – i perfekt blandingsforhold.
At navigere flere forskellige genrer er en svær balancegang. Og selvom jeg en gang eller to fanger mig selv i at ønske, at kvintetten bare lige havde tilføjet lidt mere af dette eller hint, eller en smule mere eksplosion i det crescendo, så er det samlede værk et album, der fortjener masser af lyttere.
Stolt metal fra Mongoliet
»Hu hu hu hu hu!« Publikum kaldte på det mongolske band, som trådte på scenen med vind i håret, publikumskontakt og stolthed over at være krigere, rytterfolk. Shamanistiske, sprængfulde af maskulin stamina og med strubesangens lange vibratovokaler og sangteknikker, der kunne få Lemmy Klimister til at tage hatten af fra det hinsides.
Traditionelle mongolske streng- og bueinstrumenter, tunge trommer, selvsikker elguitar, træfløjte og jødeharpe gik op i en højere enhed med mowhawks, undercuts, tung metal, syrerock og psychobilly. Nummeret »Gjenkis Khan« åbnede med stille bastoner, hæs vokal, bløde strøg over strengene og siden en eksplosion på rytmegruppen. Så udsyret metal og headbanging i »Wolf Totem«, tunge meditative droner i »Black Thunder« og den shamanistiske »Shoog Shoog«, der blev omsat til heavy.
Det var en stilsikker hitparade fra et band, der holdt energien samtlige sekunder i halvanden time. Aftenens sidste ekstranummer var en hyldest til heltene i Metallica, og således forlod The Hu scenen efter at have spillet »Sad But True« med mongolsk tekst og otte mand høj instrumentering.
Koncerten var en påmindelse om musikkens dialektik, hvordan kunsten ikke har grænser, kun broer. Ingen stjæler hinandens kultur, men hylder den, og inspirationen flyder frem og tilbage på tværs af verdensdele og årtusinder.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.
Psykoterapi med hyggejazz
I computerspillet The Forest Quartet tager vi rollen som Nina, den netop afdøde saxofonist fra kvartetten, hvis død ikke underligt har efterladt bandet i krise. Vi besøger de resterende tre medlemmer som et spøgelse, der via sang og knips kan interagere med de levendes verden. I løbet af en samlet spilletid på lige knap halvanden time lærer vi mere om historien bag bandet og deres indbyrdes relationer – og at de hver især slås med en mental diagnose. Disse diagnoser bliver omdrejningspunktet for vores interaktion med dem, i forsøget på at genoprette deres lyst til fortsat at spille musik.
Visuelt og sonisk er spillet virkelig helstøbt, og styrken findes i de skift, vi udsættes for, når vi dykker ned i de enkelt bandmedlemmers psyke, der hver især domineres af melankoli, angst og raseri. Musikken i spillet, velspillet hyggejazz komponeret af Kaspar Vadsholt, bliver i løbet af spillet mere og mere fyldig, som medlemmerne vender tilbage. De enkelte toner, man som spiller kan frembringe, bliver herved løbende harmoniseret forskelligt, men mere fylder musikken ikke i fortællingen. Musikken er et mål i spillet, men knap så meget et middel.
The Forest Quartet er et utroligt fint spil med en helstøbt æstetik, der minder om en interaktiv film. Det er hverken banebrydende musikalsk eller fra et spil-design-perspektiv, men dette gør også appellen ekstra bred, så de fleste vil med fornøjelse kunne spille med.