Fra Tehran til Husqvarna
Den røde Husqvarna-symaskine stod midt på scenen, fræsende af sted som en utrættelig trommeslager i et endeløst blast beat. »Järnrör«, »Cyanid«, »Tramadol« hvæsede Tehran mellem de hvinende guitarforstærkere og foran videoerne af idyllisk svensk motorvejskunst og billeder af de mange Husqvarna-våben. For bag Husqvarnas uskyldige have- og husholdningsprodukter gemmer der sig en industri af død – et prisme af opvæksten i Jönköbing og en illusion om svensk neutralitet, som den svensk-iranske kunstner Tehran betonede med koncerten Husqvarna The Movie.
Til hvert nummer var der en ny video badet i symaskine, guitar og growl-vokal. Men nummeret »Delam gerefteh« var anderledes afdæmpet, også fordi Tehran lænede sig tilbage på en stol og med en cigaret i munden lod musikken og videoen tale for sig selv.
Aftenens andet navn, canadisk-iranske Saint Abdullah, tilbragte hele koncerten med en tusch i munden, som han indimellem brugte til at notere musikkens gang. Saint Abdullahs koncert var som at se en radiooperatør, der skruer på en skrattende forbindelse – fra fuglefløjt til akustisk guitar, fra nyhedsudsendelser til field recordings var sampleren på midten af bordet et samlingspunkt for fragmenterne af tro, kultur og migration.
Hvor Tehrans koncert var som et indøvet, helende ritual, var Saint Abdullahs som en impulsiv dialog mellem et hav af lydbidder. Begge koncerter kredsede om den iranske arv. Ikke en arv, som vi nødvendigvis skulle kunne forstå, men som en mosaik af modsætninger, der kun kan behandles ét sted – i musikken.
Fest for Dionysos
Den altid produktive polskfødte kontrabassist og komponist Tomo Jacobson har sammen med pianist Rasmus Kjær Larsen, gong-spiller Ylenia Fiorini og percussionist Szymon Pimpon Gąsiorek dannet kvartetten Sounding Society. En sådan karakteristik af de fire medlemmers instrumentale roller føles reduktiv, for de spiller hver især på så mange forskellige instrumenter, at det sommetider kan være svært at følge med i, hvem det egentlig er, der spiller hvad.
På nærværende album med den mundrette titel Homecoming Medley or Society Into Sound møder det digitale det analoge i et orgie af dionysiske proportioner. Synths i flertal, mellotron, slagtøj og meget, meget mere snor sig tvetydigt omkring Jacobsons kontrabas, der desperat forsøger at fastholde en eller anden form for forankringsmulighed for lytteren.
De fire musikere skaber en lyd, der ofte overvælder sig selv. Instrumenterne kæmper med hinanden for at blive hørt, men kakofonien begejstrer i lige så høj grad, som den forvirrer. Særligt Gąsioreks heroiske indsats i »Part 2« imponerer med et dynamisk trommespil, der vidner om en beslutning om ikke at ramme det samme objekt mere end et par splitsekunder ad gangen.
Hvad dette album mangler af respekt for normerne, gør det op for med en hensynsløs, farverig energi, der simpelthen charmerer ad helvedes til. Jeg kan kun forestille mig, at Sounding Society har haft det overmåde sjovt, da de skabte dette forunderlige, selvmodsigende værk. Det har jeg i hvert fald, når jeg lytter til det.
Stram hidkaldelse med okkulte strejf
Med dronende strøg på en løs bratschstreng begyndte Damkapellets uropførelse af Pauline Hogstrands tyve minutter lange ritual Chants (2022) som en invitation.
Først bredte tågen sig til de seks øvrige strygere som rene naturintervaller, siden farvedes den mørk med to celloer i front. Men værket var draget af lys, og med hver sit gradvise ryk opad bevægede musikerne sig som en sværm af fugle mod solen.
Den dur, de landede i, fik følgeskab af et fløjtende stueorgel, men også af drilske stikker på bongotrommer og gulvtam, der vekslede mellem lige og trioliserede slag. Humøret bredte sig til et enkelt strygermotiv med indlejret glidetone, men fik også et okkult touch, da en violinist pludselig nynnede med som halvgemt sopran.
I sidste ende trumfede den rene velklang sig igennem, også selvom slagtøjet blev mere sprælsk og strygerne i frenetiske glimt lagde tryk og overtoner ned i deres strenge. Hogstrands meditative hidkaldelse var velgørende stram og lod sig ikke lokke ud på overdrevet.
Størst slægtskab havde Chants derfor nok med Lo Kristensons indledende bølgeværk på Damkapellets nye og charmerende album, Demiurge. Savnede man noget, var det, at det bid og den tumult, der følger efter på resten af albummet, også fik plads ved den korte koncert:
Randi Pontoppidans skærsild af glidninger og kvælning, Kirstine Lindemanns balstyriske percussionfjolleri og Greta Eacotts fabelagtigt ondsindede mystik. Men så er der noget at glæde sig til, når Damkapellet en dag folder hele repertoiret ud.
Synkoperede skåltaler
En familiefest i fire scener – det er den rituelle ramme for Apollonian Blackout. Ceremonier, død og genfødsel i et krydsfelt mellem performance, koncert og installation. Først pumper en hjerterytme fra en trommemaskine, vibrerende 80’er-synth-frekvenser ulmer, mens John Carpenter scorer sin egen begravelse. Et stemningsfuldt anslag, der dog ikke når et fyldestgørende klimaks i sine melodiske forskydninger, inden tæppet falder, og man bevæger sig videre langs det spisebord, der er scenografiens omdrejningspunkt.
Musikere dukker op med slagtøj og akustiske streng- og blæseinstrumenter, eksperimentende, jazzet, groovy er det, og publikum inviteres til at udfylde pauserne med taktslag på bordets vinglas. Der chantes i tekstbidder – fragmenter fra generationers skåltaler væves ind i musiktapetet. Kærlighed, minder, længsel..
Det »transatlantiske ensemble« kan både være jamband og New Yorker-kantet som Laurie Anderson med hverdagslige og sloganklingende ordlyde. Stramt eksekveret men også legende som i cirkus med høje hatte og candyfloss som skrub-af-mad.
Der bydes op til dans, og trancen indfinder sig. Eskaleringerne muterer i dissonans og disciplineret polyrytmisk feberdrøm. Spisebordet udmunder i et ormehul malet på endevæggen; stedet hvor tiden strækkes og det lineære og cirkulære smelter sammen. Lidt for letkøbt højpanderi? Måske, men også en variation over Hess Is More’s udforskning af scenografiens materielle afsmitning på kompositionen fra forgængeren Apollonian Circles, som arbejdede med det cykliske. Apollonian Blackout undersøger, hvornår et konstant udviklende forløb bider sig selv i halen.
Trådene samles i festens rytmiske ophav – den afrocubanske musiks gyngende gentagelser. Beruset forlader man familiefesten, hyperopmærksom på kroppen, sanseapparatet og hjertets banken.
Draculas mixtape
Hvis nu verdens yndlingsvampyr selv kunne vælge et soundtrack til sit liv og levned, hvordan ville det lyde? Sådan en forfængelig type – og det er Dracula (Jakob Madsen Kvol) i denne opsætning, hvidklædt aristokrat men også uplettet engel – går selvfølgelig op i ambience. »When I Am Laid In Earth (Dido’s Lament)« og bidder fra fem lækre dødsmesser dirrer bag ordene som ørehængende underlægning. 21 sangere fra Den Jyske Opera og en pianist bebor smukt scenen og næsten hvert minut i Martin Lyngbos version af dramaet, vi alle kender. Men det frapperende er, at vi netop også via den allestedsnærværende lyd mærker, hvad der sker, når en epidemisk frygt kortslutter et samfund.
»Blodet er livet,« fortæller Dracula. Vi ser Kvol (tidligere Bowie-inkarnation i Aarhus Teaters Lazarus) dirigere sangerne. Dracula er typen, der står ved boomboxen og vil male Transsylvanien og London rød; tvinge gæsterne til at danse efter sin drabelige pibe. »Se la mia morte brami« er selvfølgelig med på lyddesigner Marcus Aurelius Hjelmborgs Dracula-mix, for Carlo Gesualdo (1566-1613) var både elsket komponist og morder, ja, de über-passionerede madrigalkomponister siges at have levet i en forvirret tid, der skabte spaltede individer. Psyken, i al sin pragt og grimhed, er også begravet i lyd.
Forestillingen Dracula – ej opera, ej musical, nok noget tredje – er skabt før corona og krig. Som et sansende menneske i 2023 kan man ikke undgå at blive berørt af musikkens sofistikerede, næsten elektriske elegance, som lader os mærke, at volden er på vej. Alt det, vi kender, er ved at vælte.
Lyssøgende klaverterapi
Til at få øje på var bevægelsen fra mørke til lys, da Copenhagen Phil i kammeropstilling forleden uropførte Carsten Dahls let uortodokse, men intimt transparente koncert for to klaverer, van Gogh-overvejelsen The Sadness Will Last Forever (2022).
Først: en smeltet stenmasse af kontrafagot, basklarinet, pauke, kontrabasser og dybe anslag i de to flygler. Sidst: en hvislende vanddamp af let dissonerende violintåge og piblende tangentspil. Derimellem: glasklare solistmotiver, alvorsramte linjer på kanten af det atonale, marcherende slagtøj, unisone flugtløb og, endelig, kontrapunktisk forsoning mellem Martin Qvist Hansen og Søren Rastogi i tålmodig bevægelse tone-mod-tone.
Tydeligt var det, at Dahl var ude i et dramatisk, men samtidig apollinsk ærinde. Stram metrik og taktnære, sobre motiver holdt den skæbnetunge inderlighed i skak. Skriften var nøgternt autoritativ, men lod sig også opildne som korte lyn på himlen: et skred indledt af valdhorn, buer slået mod strygerne, hektisk skærende træblæsere inden førstesatsens stormfulde standsning.
Og så altså modsætningen i den korte andensats: klavererne, der langsomt viklede sig ud af atonale klynger og ind i et tålmodigt afbalanceret lys. Nærmest som en terapeutisk strategi, et harnisk mod melankoli og mørke. En for så vidt abrupt struktur, men samtidig med en gennemgående personlig tilstedeværelse, en kamp mellem strenghed og mani, som måske er lige dele van goghsk og dahlsk. Tilmed, hurra, i vældigt værdig philsk opførelse.