Gå, trip, trav
Det er et ydmygt emne, Simon Steen-Andersen har valgt til sin performance Walk the Walk: emnet er at gå. Følgerigtigt går de fire performere fra schweiziske Ensemble This Ensemble That rundt på scenen både i almindelige og lysende sko, på stedet, på løbebånd, og bare helt normalt. Walk the Walk er en tour de force gennem forskellige vinkler på emnet, og forskellige vinkler at lave teater på. Performerne er del af en nøje timet score, hvor hvert et skridt og til tider enhver stavelse skal leveres pointeret for at gå op i en højere enhed med scenografi, lydplayback og de øvrige medspillere. Instrumenter spiller de ikke på, de spiller på og med rekvisitterne; sko eller mikrofoner for eksempel. Kun helt til sidst får perkussionist Brian Archinal lov til at røre drumsettet, indtil også det bliver taget fra ham når det bliver hevet op i luften. Trommerne spiller videre, dog, ved hjælp af en slags trommeslagsmaskine. Scenografien tager over.
Tysk teater ser ud til at have inspireret komponisten, der arbejder med kneb som meta-samtaler om værket i værket (som den tyske instruktør René Pollesch), musikalsk nonsense (i stil med noget Christoph Marthaler kunne have fundet på), eller en scenografi der bliver til et selvspillende instrument (som Heiner Goebbels tidligere har gjort). Bedst fungerer værket, når sammenhængen mellem emnet og det sceniske og musikalske bliver tydligt, som når performerne går i takt med et lydsample, der bliver kortere og kortere, og det udsnit af scenen, vi som publikum ser, bliver mindre og mindre. Mindre godt fungerer det, hvor musikerne agerer som skuespillere, eller skal lipsynche til lydklip, hvilket de desværre gør rigtig meget.
Walk the Walk er en multimediel undersøgelse af et tilsyneladende banalt tema. Men præcis hvorfor vi skal se et stykke om at gå bliver ikke helt klart. Snarere virker emnet som en undskyldning for de forskellige permuteringer af mediale konstellationer, komponisten vil lege med. Live-tale, optaget tale, samples, scenografi, rekvisitter, lys – alt dette er instrumenterne, Steen-Andersen bygger sin komposition af. Imponerende er det, og han finder på originale kombinationer. Æstetisk efterlader det et blandet indtryk. Et eller andet sted mellem sofistikeret koncept, en hjemmelavet virkende scenografi, drenget humor og lecture performance. Steen-Andersen spiller højt risiko når han vælger selv at stå for alt fra musik til scenografi, lys og instruktion. I nogle få øjeblikke bliver publikum belønnet med noget enestående. Men hvorfor ikke have tillid til et dygtigt hold skuespillere, en scenograf, lysdesigner, dramaturg eller en instruktør? Den præcision, værket forlanger, bliver ikke helt forløst.
Først til sidst slap musikken fri
Den britiske og københavnerbaserede komponist Nick Martin forsøger at give erindringen klanglig form med sit spritnye værk Remembering, skrevet direkte til The Baroque Society. Torsdag aften i Grundtvigskirken lykkedes det smukt i dele af det kvarterlange værk for fire sangere og en lille, intens gruppe barokinstrumenter.
Tætte, vokale klangflader dvælede længe i harmonier, der udviklede sig langsomt, men også lod solisterne komme til enkeltvis. Det statiske akkompagnement fastholdt erindringens fundament, hvorpå de svævende vokaler skabte stemninger om det tabte. Klangene skiftede langsomt harmonisk farve som skyer på himlen, der kontinuerligt skiftede form – tilsyneladende vilkårligt, men som var det et fast, organisk mønster. Men det blev for langt og passivt: Først i de sidste minutter blev harmonierne brudt flot op med god rytmisk afveksling og pirrende generalpauser. Var formskiftet kommet tidligere, havde Martin skabt et spændende værk. Det sluttede dog med en perle af en åben og søgende akkord, der ud over at demonstrere hans evner som vokalkomponist måske også inviterede til at betragte erindringen som noget positivt, udviklende og ikke-tragisk.
Remembering var omkranset af to værker af J.S. Bach (BWV 118 og 106). Den sidste kantate fik senere tilnavnet Actus Tragicus, men var slet ikke så tragisk, da døden hos Bach primært gav adgang til noget bedre. Det fik vi ikke indtryk af her, hvor det lille orkester i The Baroque Society manglede energi og drive. Der var ikke tilstrækkelig musikalsk ledelse fra Yngvild Haaland Ruud bag det lille orgel midt i orkestret, og der blev dvælet for meget ved følelsen eller mindet om den netop hørte klang. Tempoet var alt for slæbende. Men det var forfriskende med et nyt værk af Nick Martin – til at mindes ved Allehelgen.
Koncerten gentages i København, Helsingør og Gentofte i de kommende dage
»Musik er for mig utroligt vigtigt. Det er musik, der fortæller, hvem jeg er, og hvem jeg vil være. Det er musik, der er min muse, min lise og min pensel. Det er musikken, der maler min sindsstemning og er samtaleemnet i min vennekreds, og det er musikken (og de sungne ord i sangene), der er min foretrukne udtryksform. Musik er for mig farverne og formerne i mit liv. Med hang til danske kunstnere som C.V. Jørgensen, Elisabeth, Olesen-Olesen, Peter Sommer og Gravens Rand.«
Søren Damm er prisbelønnet forfatter til romanerne Transit, Melodrama og Finland. Han er også sanger og sangskriver og har bl.a. udgivet albummet Håbet Er Den Største Last.
»Musik er som et sort hul, der suger dig til sig og skyder dig ud på den anden side af universet.«
Francesco Rista er guitarist og arbejder både med klassisk og elektrisk guitar. Hans indspilninger er blevet anmeldt i internationale musikmagasiner og spillet på BBC og RAI Radio 3. Efter studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Lunds Universitet har han fokuseret på studieindspilninger, hvor han har udforsket guitarrepertoiret – fra barokken og romantikken til samtidsmusikken – samt instrumentets mangeartede klangmuligheder. Rista er i dag bosat på Island, hvor han underviser i guitar, komponerer musik og samarbejder med nulevende komponister.
Percussionisten og komponisten David Hildebrandt hædres for sit virtuose arbejde med ny musik og for at udfordre grænserne for, hvad rytme kan være.
David Hildebrandt er blandt modtagerne af årets hæderspriser fra Wilhelm Hansen Fonden. Han modtager prisen på 200.000 kroner for sit kompromisløse arbejde med ny musik og multi-percussion samt for sin evne til at udfordre de gængse forestillinger om rytme.