Niels Rønsholdt
49
Gåsehud i retten: Når musik bliver til magtspil
Niels Rønsholdt og Louise Beck: »Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt« – Aarhus Festuge
© Malte Bülow Photography
En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.
Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.
Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.
Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.
Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.
© Christian Klintholm
»Musik er for mig lige noget for mig.«
Christian Juncker er en dansk musiker og sangskriver, som har udgivet en række dansksprogede album. Han debuterede i 1995 med bandet Bloom. Sammen med sin ven Jakob Groth Bastiansen dannede han duoen Juncker i 2002. Han står også bag julesangen »Luk julefreden ind« fra 2024.
© Guy Wasserman
»Musik for mig afslører tomheden i grænser og definitioner – i bevidstheden, i rummet og i musikken selv.«
Idan Elmalem er en oud-spiller og komponist, der arbejder på tværs af verdens- og populærmusik, og præsenterer nu sin debut-instrumentale EP og liveoptrædenprojekt. Efter mange års samarbejde inden for den israelske musikscene vender han sig mod en mere personlig og intim musikalsk stemme, hvor han blander traditionel oud med en moderne sensibilitet. Inspireret af sine studier med mester Nissim Dakwar udforsker Elmalems musik rummet mellem tradition og innovation. Hans debut-EP, Time, indeholder tre live-indspillede stykker, der bevæger sig mellem fortid, nutid og fremtid og kombinerer klassiske arabiske og persiske elementer med jazz, minimalisme og filmisk lyd. Elmalem, der er baseret i Tel Aviv, trækker på sin marokkansk-danske arv i sit arbejde. Han er uddannet fra Jerusalem Academy of Music and Dance og er i øjeblikket i gang med en kandidatgrad i etnomusikologi ved University of Haifa, sideløbende med sit arbejde som musiker og komponist.
29. maj overtager det aalborgensiske kollektiv Datahaven9000 spillestedet Skråen og omdanner den store sal til en koncentreret éndagsfestival for elektronisk musik. Arrangementet er en del af koncertrækken Bystanders #3, hvor scenen gives til byens egne miljøer frem for husets faste programlægning.
I bugen på et fremmed klangvæsen
Kali Malone & Leila Bordreuil: »Music for Intersecting Planes«
© PR
Det er to af samtidsmusikkens mest kompromisløse materialetænkere, den amerikanske organist Kali Malone og den franske cellist Leila Bordreuil, som mødes på Music for Intersecting Planes. Malone arbejder med overmættede klangblokke og lydens masse som vedvarende tryk, mens Bordreuil søger friktionen – med celloen som genstridig organisme, der knirker og protesterer.
Fælles er en asketisk opmærksomhed på instrumentets egenart. Orglet og celloen presses ud i deres randzoner, hvor genkendeligheden opløses, og overtoner træder frem som skjulte væsener.
Titelstykkerne »Intersecting Planes I« og »II« præsenterer bølgende opbrud af lyd: dyriske, næsten elefantagtige hvin, der presser sig frem og trækker sig tilbage. Kun sjældent lader klangen sig identificere som orgel eller cello. (»Pilots in the Night« ligger tættest på en forventelig balance mellem orglets tyngde og celloens modstand.) Ellers bevæger musikken sig i et felt mellem det metalliske og det elektroniske, som om lyden hverken stammer fra strenge eller piber.
Det er ikke massivitet, der undersøges, snarere en form for hulhed: en luftighed, der ikke er let, men gennemtrængt af en ubestemmelig resonans, noget urgammelt og ceremonielt. Albummet rummer noget langt mere porøst og åbent end Malone og Bordreuils tidligere værker. Lyden opleves som en konkav form, indadbuende, som et fravær af materiale. Klanglandskabet bærer sin egen opløsning med sig som en indbygget forsinkelse – som om musikken først og fremmest eksisterer som erosionen af noget, man troede, man hørte.
© Esben Aarup
»Musik for mig er rytmen, pulsen og energien i mit liv. Det er det, som driver mig og altid kan give mig energi eller farve min dag på en måde, som jeg har brug for. I et meget travlt, forvirrende og kaotisk liv, som jeg befinder mig i for tiden, kan musik stort set være den eneste ting, som får mit tempo ned, giver adgang til rent faktisk at mærke mine følelser og skabe refleksionsrum. Musik er historie og husker momenter og stemninger – den spejler kulturer og kan være stemmen for en generation eller en hel gruppe, som har svært ved at bryde mainstreamen eller status quo. Musik for mig er en af de primære måder, jeg kan have indflydelse på det samfund, jeg er en del af – om det er ved at understøtte vigtig kunst, som vi kan spejle os i eller samle store mængder mennesker om noget meningsfuldt og fællesskabende. Musik for mig er frihed. Frihed til at danse uden hæmninger, lade tårerne få frit løb og frihed til at spille lufttrommer i topfart på min gule racercykel på vej ned gennem Mejlgade.«
Oscar O'Shea er uddannet fra Kaospilot med fokus på innovation i kultur- og musikbranchen. Igennem SPOT Festival er han projektleder på det internationale projekt Live Incubator og det hyperlokale eventcSPOT i Bowlinghallen. Oscar er filmdokumentarist og er færdiguddanet som dokumentarfilmproducer fra det første hold på Den uafhængige Dokumentarfilmskole DOKTRIN, til sommer. Derudover har han for nylig stiftet det independent aarhusianske agentur Okay Management, som laver artist-management, booking, filmproduktion og udgiver musik for en lang række artister. Igennem agenturet åbner huset Okay i det nye Stenbro kvarter på Nørreport i Aarhus. Stedet skal showcase Aarhus-talent og har fokus på at samle det nye kulturområde og at bygge en bæredygtig musikbranche i Aarhus, fra bunden op igennem vidensdeling, transparens og samarbejde på tværs i undergrunden og vækstlaget. Han har været booker og programansvarlig på Sydhavns Festival, Gemini Festival og en lang række andre events og tiltag i løbet af de seneste par år. Hjertet banker for DIY, indie-kultur, selvstændighed og samarbejde frem for konkurrence. Og selvom Oscar har boet i mange forskellige lande og arbejdet over hele verden, så vender han altid tilbage til Aarhus netop på grund af naboskabet og DIY-ånden i byen.