Gåsehud i retten: Når musik bliver til magtspil
En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.
Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.
Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.
Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.
Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.
Dødsensalvorlig leg på Louisiana
Nye klange på Louisiana er et initiativ, hvor det nordsjællandske museum har inviteret pladeselskabet Dacapo/nodeforlaget Edition S til at kuratere koncerter med nulevende komponister. Simon Steen-Andersen var den første i rækken, og han benyttede lejligheden til at sammensætte et ikke blot overvældende og forrygende, men også foruroligende program af en times varighed, hvor alle værker gled over i hinanden og derved blev som ét langt statement for i hvert fald en del af komponistens praksis og filosofi.
I en kombination af videofilm og live-fremførelser forløb koncerten som en udmøntning af nogle af Simon Steen-Andersens kunstneriske strategier. Verfremdungseffekterne står centralt, fx i Asthma (2017) for akkordeon, luftpumper og video, der tematiserer og undersøger den menneskelige vejrtrækning på godt og ondt. Blandt de mange groteske og sjove klip – ledsaget af en forrygende foley-underlægning af Håkon Stene med luft- og støjlyde foruden speaks – dukker pludselig et kort videoklip op af brutal politivold, hvor en betjent med stor omhu sprayer peberspray i ansigterne på bagbundne demonstranter. Så fremstår alt det andet lige pludselig ikke helt så sjovt længere, og det skæve smil stivner.
Koncerten var et sandt sansebombardement, og den omstændighed, at alle værkerne bliver afviklet attacca giver nok et stærkt flow, men gjorde også, at man som tilhører blev nærmest overmættet af indtryk. Alligevel forekom den efterfølgende samtale mellem Simon Steen-Andersen og musikkritikeren og forfatteren Thomas Michelsen alt for kort. Men komponisten fik slået sin pointe fast om, at alt, hvad han foretager sig, er, hvad han kaldte »dødsensalvorlig leg«. Lige netop.
»Musik er for mig et osmotisk tilflugtssted.«
Jungstötter er et soloprojekt af den Berlin-baserede sangskriver og musiker Fabian Altstötter. Han har udgivet to albums på [PIAS] og har spillet shows over hele Europa, herunder Volksbühne, Silent Green og Zeiss Major Planetarium (alle Berlin), Kampnagel (Hamborg), Nürnberger Staatsmuseum für Kunst und Design, Palac Akropolis (Prag), Desertshore Festival (Wien) og flere. Han har støttet anerkendte kunstnere, herunder Owen Pallett (Final Fantasy, Arcade Fire) og Petra Hermanova.
Gintė Preisaitė gør tvivlen til musik
Man støder efterhånden på Gintė Preisaitė i mange sammenhænge og under flere navne – solo som Baraboro og som en del af trioen Treen. Med Instruments of Forgetting and the Singing Bone udgiver den litauisk-danske komponist sit første album under eget navn, og det føles da også som hendes mest personlige værk til dato.
Først og fremmest skyldes det, at Preisaitė synger på hele syv ud af albummets otte numre. Hun behandler sin sangstemme som et instrument på lige fod med alle andre, og selvom sangen er lyrisk, så bruger hun den i hovedreglen til at skabe tekstur, dybde og kontrast. På »Summary Saint Mary« iblandes fx flere vokaltracks i forskellige tonelejer med baggrundsskurren, hurtige pulse, rungende bas, og mange flere lyde af både digital og analog oprindelse. Det er forfriskende fragmentarisk, en villighed til at lege med usikkerheden. Ikke alt hænger sammen, men netop manglen på sammenhængskraft får musikken til at føles levende og spændende.
Kun på »Nippon Dreams« – et væld af slagtøj, samples og feltoptagelser af japanske stemmer – mangler Preisaitės vokal. Og først dér mærker man, hvor afgørende den har været som orienteringspunkt gennem albummet. Fraværet efterlader et tomrum, som understreger den dualisme, som Preisaitė arbejder med: Musikkens udtryk er både intimt og køligt, nærværende og distanceret.
Instruments of Forgetting and the Singing Bone giver ikke mange svar. Til gengæld er det endnu en fascinerende brik i det puslespil, der er Preisaitės særegne oeuvre.
En violinist med ild i buen
Der er ikke noget som ildsjæle! De løfter komponister og værker, som ellers ville have ligget i dvale. Her er den sprudlende violinist Darragh Morgan, som siden han var 15 år gammel (!), har promoveret og spillet ny musik. Han ved, hvad der fungerer, og har næse for nye værker og komponister – især på denne plade med den knap så catchy titel: Spin – New music for Violin & Orchestra from Northern Ireland. Fire relativt nyskrevne violinkoncerter, alle med fokus på soloviolinisten Morgan. To er dedikeret til ildsjælen.
Der er ild i Brian Irvines violinkoncert À mon seul désir fra start, hvor gnistrende motiver og riffs skyder op overalt. Næsten for meget energi og aktivitet, men det virker, og alle de heftige bevægelser er afstemt og i balance. Satsen hedder: »With a big life embracing energy«. Konkret og beskrivende – de store abstraktionssfærer overlader irerne til den ny musik i Centraleuropa. Det dramatiske klimaks i andensatsen har jeg genhørt flere gange af lutter begejstring, og hele koncerten (der blot varer 15 minutter) slutter englesmukt på Morgans helt små, lyse strenge.
Ryan Molloys violinkoncert på tre satser over 20 minutter kører til gengæld i tomgang, men finalesatsen er dog på et stærkt niveau. Bill Campbells Swim er udpræget irsk i hele sin tone, og man hensættes til bølgende marker hos det stolte irske folk. En inderlig og bred solokadence giver Darragh Morgan os midtvejs i det kvarter lange værk. Spin 3 af Frank Lyons er heldigvis også en lille perle, så man bliver glad i låget af denne nye nordirske musik med Ulster Orchestra og den fascinerende Darragh Morgan, med den store personlige dedikation, der giver så meget.