Glitchede traumer på væggen
Inden singaporeanske Yeules andet studiealbum, Glitch Princess, slutter af med en knap fem timer lang synthmeditation, er der allerede sket en del.
Hovedpersonen har præsenteret sig selv med netop glitchet stemme på »My Name is Nat Cmiel«. Oven på den sparsomme lyd af spilledåse har vi lært, at Nat Cmiel ikke bare er en balletinteresseret person i starten af tyverne, der elsker flotte lydteksturer, men også kan lide »at blive knaldet og knalde«, slet og ret. Stemningen er dyster.
Det er kun begyndelsen på en rejse ned i sindets afgrund. Yeule synger bedragende forsigtigt om selvskade og traumer, mens kvindestemmen bliver til en pigestemme og ender som lyse, robottiske hyl. Alt sammen manipuleret, udsat for sabotage og tilsat stjernetåger af synth. »How can I burn out of my real body?« lyder et af de gentagede mantraer.
Albummet pendulerer mellem lydkunst og rendyrket pop, der på overfladen er glad, men bærer på smertelig, underkuet lyrik. Især første halvdel er værd at lytte til for eksperimenterne med vokal og kontrasten mellem eksplosioner af poplykke og afgrundens dybde. Anden halvdel har en tendens til at reducere glitch til ren effekt i mere traditionelle popskemaer. Indtil da er Yeules Glitch Princess en af årets mest løfterigt forstemmende udgivelser.
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.