Kaj Duncan David
17
Heavenly tape loops from the superstar of ambient music
Alice: William Basinski
© Rene Passet
The only thing that might be missing was a yippie ki-yay from William Basinski when he took on the Copenhagen Distillery as part of The Last Symphony tour. »Buckle up bitches«, it sounded so raw that for a moment you thought it was Bruce Willis on stage. Basinski's riveting superstar charisma is the perfect contrast to his crumbling and self-indulgent ambient music.
The concert was refreshingly far from the extended space of contemplation I associate with Basinski's recorded works. His famous series The Disintegration Loops (2002-2003), in which the mortal world of tape loops crumbles in slow motion, was emblematic of the concerns many had around the turn of the millennium: Was the infinity of the brave new digital world actually the beginning of the end? Like no one else, Basinski manages to let the question of technological determinism sound open in his music: The patinated tape recordings contain no answer, but instead a curious state, where repetition and impermanence stop pulling at the sense of time from either side and instead come full circle.
It was fascinating to experience the way Basinski processed his loops. Every time he put a new sound into rotation, it seemed as if it was his first encounter with it. Quickly, a sucking field of reverberation and feedback arose, forming a sphere from the orbits of the tape loops. The analog sound sometimes gnawed at the music with its small clips and grinding compression.
The distance between the ambient terrains was short and the concert, which was followed by two encores, was more collage-like than the wasteland Basinski usually paints. The landscape was particularly captivating as a six-note motif consumed itself in reverberation and gave way to what sounded like Arabic ornamented chant. Basinski found transcendence in the high frequencies, and when at one point he extended a bright vocal sound beyond the murky tape environment, the boundary between heaven and earth disappeared. It was incomprehensibly beautiful to hear how the vocals hovered like a radiant deity over the profane tape-recorded world.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
Lydsporet til din daglige færden
Vincent Yuen Ruiz: »Le seul salut que je connaisse«
Vincent Yuen Ruiz: »Le seul salut que je connaisse« © Fryd Frydendahl
I sit måske vigtigste værk, L'étique de la psychanalyse, diskuterer den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, hvordan et objekt forvandles til noget andet, i det øjeblik det efterlignes af et kunstværk. Kunstværket, siger han, foregiver kun at efterligne objektet. De ord har ofte strejfet mig siden min første lytning til Vincent Yuen Ruiz' debutalbum, Le seul salut que je connaisse. Live-indspilningen fra Koncertkirken er fortrinlig moderne kompositionsmusik – et dokument over de naturligt forekommende lyde, der danner lydsporet til vores daglige færden i storbyen: legende børn, trafik, fodtrin, døre, der åbnes og lukkes. Henover disse skøjter et væld af strygere og orgel, som søgelyset fra en projektør, der udstiller et goldt krigslandskab: Lydene fremstår forvrængede, fremmede, som om de i musikkens favntag gøres til, med Lacans ord, noget andet. Noget ildevarslende og smukt.
Eneste anke er måden, musikken til sidst fordamper uden at have nået en definitiv afslutning. Jeg savner et punktum, en konklusion. På den anden side er der noget fascinerende ved idéen om albummet som et kort indblik i noget større, frem for et afgrænset hele i sig selv. Når de sidste toner ringer ud, sidder jeg tilbage med følelsen: Hvis jeg slog et smut forbi Koncertkirken, ville Ruiz og hans musikere stadig være i gang.
Hovedspring i containeren
Støberiet: »Sa(l)vages«
Ensemble K!ART havde kurateret koncertinstallationen »Sa(l)vages« på Støberiet på Nørrebro. © Gert Sørensen
I hjørnet af Støberiets forsamlingslokale hænger en brudekjole af det pureste hvide plastik. Den tilhører POSY aka. James Black som bizar runaway bride i et multikøn af pap og PVC. På en skærm ses POSYs trivielle hverdag sløjfe sig som korte modløse Instagram-videoer. Hurtige sprittuschtegninger på væggen tilføjer en orakelstatus til Blacks vidunderligt mærkelige karakter – i denne installation går det trivielle og det sensationelle i hårdknude.
POSY II – The life of POSY er del af koncertinstallationen Sa(l)vages kurateret af det entreprenante ensemble K!ART. Fem solooptrædener kredser om begrebet affald/spild. To af komponisterne spiller på hjemmelavede skraldeinstrumenter. Emil Vijgens trækasse med fjedre spændt på toppen har klanglig dybde; formen efterlades dog lovligt søgende i Spring Pastludes, og Kristin Warfinges Space Junkyard taber mig omvendt i brugen af loop-sekvenser. Nærværet sættes over styr.
Neli Pantsulaias højttalerværk Just the Simplicitity of Life er et spøgelsesopkald fra 00’erne: En gruopvækkende surftur på bilradioens FM-bølger med Britney Spears og sælgerstemmer monteret med nødopkald og elektroniske støjeffekter. Before, Behind, Between, Above, Below af Connor McLean lyder også hacket. Mikkel Schou agerer cyborg: Autotunet til at være out of tune med sin westernguitar plastret til med slimede effekter.
Aftenens højdepunkt var Rob Durnins trommesæt-etude these gizmos are totally ill-suited for my birthday bash, mom: Hsiao-Tung Yuan udstyret med de underligste trommestikker i form af asiatisk snakkende højttalere, som bragte barneleg ind i en stiliseret afmontering af den kultiverede trommeslager.
Summa summarum om Sa(l)vages: Der er spildmateriale derude, som ikke må gå til spilde. Spændende idéer og lyde materialiserer sig ofte i randområderne af objekternes egentlige intention. Men jeg savnede noget mere skrald i affaldstematikken, der kun glimtvis bed fra sig.
Til rave med Teletubbies
Klang Festival: Alexandra Hallén & Krumbuktus
Alexandra Hallén og Krumbuktus opførte en række værker under overskriften »Alexandras Spectacle«. © Alexander Banck-Petersen
»Nu kan alt ske, lige om lidt kommer Alexandra flyvende gennem ruden.« Jeg overhørte denne kommentar, mens vi ventede på at blive lukket ind i Koncertkirken. Døren gik op, og fire væsener med kæmpe papmachéhoveder og tylskørt lukkede os ind. Til en scenografi, der bestod af et bur bygget af neonrør. Oh yes, alt kan ske nu, tænkte jeg og trådte ind i en verden af tyl, pap, neon og teletubbier fra mine dybeste mareridt.
Koncerten vekslede mellem kropsligt performanceteater, hvor lyden kom fra de mange mikrofoner, der var sat i neonburet, og ravemusik af den type, man går til klokken tre om natten på Roskilde. Fire sortklædte mænd i helt hvide høje hæle udførte to forskellige, velkoreograferede serier med hælene som percussion. Senere så vi fire hvidklædte kvinder, bundet sammen i et stort stykke stof, binde snore på kryds og tværs af buret for herved at skabe musik, når de kastede sig mod stoffet og kun blev holdt af de andre. Jeg sad på kanten af mit sæde, hver gang en af performerne var ved at falde, hvilken intensitet!
Men mest fascinerende var kontrasten, da ravemusikken begyndte at spille og de fire stagehands tilfældigt, men effektivt fjernede alle paprørene fra neonburet. Ravets uplanlagte koreografi af kroppe, der intuitivt vidste, hvor de skulle hen, til de elektroniske og prædefinerede rytmer, rundede fint aftenen af, da de nu otte mareridts-teletubbier dansede rundet i salen. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad der skete – men nøj!
Konstrueret krop komponeret
Klang Festival: Jeppe Ernsts »Sakramente (Natsange)«
»Sakramente (Natsange)« blev opført af Erica Giacoletto, Kalle Hakosalo, Matias Seibæk og Tomek Szczepaniak. © Alexander Banck-Petersen
»Kroppen er ikke i rummet, den bebor rummet,« skriver fænomenologen Maurice Merleau-Ponty, og jeg mærker det som et nervesus, da det pludselige udsyn af kroppene foran mig absorberer kirkerummet: en nærved nøgen kvindekrop som centrum i trekantsformation af tre mandlige kroppe klædt i sort.
Sakramente (Natsange) af kropskomponisten Jeppe Ernst simrer af posthumanisme: kroppe, der bevæger sig, som var de forprogrammeret i en metronomstram synkronicitet, prædetermineret til at danne imitationer, spejlinger og kontrapunkter. Skinbarlige kroppe, der blinker og ryster, men på samme tid fremstår lige så artificielle og konstruerede som det partitur, der har sat dem sammen.
Værket består af tre satser, hvor den sidste er et ekko af den første. De mandlige kroppe træder frem mod kvindekroppen – først den ene, siden de to andre – og spiller en typisk Ernst-koreografi af armbevægelser. Bløde løft, en pludselig sitren i hånden, kontante fremadskydninger: Alt sammen udført med et imponerende fokus.
I andensatsen træder værket i karakter. Kvindekroppen bliver lagt ned i en positur, der både minder om da Vincis Den Vitruvianske Mand og Kristus på korset. Mandekroppene sætter sig på hug rundtom og iværksætter et voldsomt ritual, hvor dumpe slag og kvælertag blander sig med nænsomt strygende kærtegn.
Bevægelserne, der før virkede abstrakte, bliver nu til symbolske berøringer, som udtrykker en besidderisk ambivalens. De vil dominere, men er allerede domineret, sat sammen i rytmiske mønstre. Det er en form for afmagt, der udsulter humanismens naturaliserede kropsbegreb og på fornemste vis afslører mande- og kvindekroppen som dybt konstruerede størrelser.
Simuleret ursuppe
Kaj Duncan David: »All Culture Is Dissolving«
Kaj Duncan David: »All Culture Is Dissolving«. © Carl-John Hoffmann
Den første gang, jeg satte dette album på, fyldtes jeg næsten øjeblikkeligt af en nærmest barnagtig begejstring. En særegen kombination af overraskelse og genkendelsens glæde overkom mig. Jeg havde aldrig hørt albummet før, men det føltes, som om jeg alligevel havde hørt musikken før.
Kaj Duncan Davids musik drypper, bobler, trækker vejret tungt og udånder, vokser og fortaber sig. Den er fyldt med vokallyde – menneskelige, eller et stykke softwares imitationer? Et sprog de- og rekonstrueret. Synths, der til tider simulerer analoge instrumenter. Faktisk er det, som om alt ved denne musik simulerer. Hypervirkelighed a la Baudrillard i øverste potens, et simulakrum af et simulakrum.
De elektroniske flader, blip og blop samt stemmer iblandes lejlighedsvis dyrelyde. Alt fra heste, grise og hunde til frøer, katte og fugle får lov til at istemme sig koret. Især katten på titelnummeret frembringer konsekvent et smil på læben. Der er noget mystisk, mytisk, men også absurd humoristisk over det.
All Culture Is Dissolving er som en kedel i kosmisk størrelsesorden, hvori al eksistens er blevet kogt ned til en ny ursuppe – og dette er, hvordan det lyder. Det flyder over af liv, eller i hvert fald en approksimation af det. Overraskelsesaspektet er nu ved nærmere bekendtskab gået tabt, men begejstringen er ikke aftaget.