© Rene Passet
© Rene Passet

The only thing  that might be missing was a yippie ki-yay from William Basinski when he took on the Copenhagen Distillery as part of The Last Symphony tour. »Buckle up bitches«, it sounded so raw that for a moment you thought it was Bruce Willis on stage. Basinski's riveting superstar charisma is the perfect contrast to his crumbling and self-indulgent ambient music.

The concert was refreshingly far from the extended space of contemplation I associate with Basinski's recorded works. His famous series The Disintegration Loops (2002-2003), in which the mortal world of tape loops crumbles in slow motion, was emblematic of the concerns many had around the turn of the millennium: Was the infinity of the brave new digital world actually the beginning of the end? Like no one else, Basinski manages to let the question of technological determinism sound open in his music: The patinated tape recordings contain no answer, but instead a curious state, where repetition and impermanence stop pulling at the sense of time from either side and instead come full circle.

It was fascinating to experience the way Basinski processed his loops. Every time he put a new sound into rotation, it seemed as if it was his first encounter with it. Quickly, a sucking field of reverberation and feedback arose, forming a sphere from the orbits of the tape loops. The analog sound sometimes gnawed at the music with its small clips and grinding compression.

The distance between the ambient terrains was short and the concert, which was followed by two encores, was more collage-like than the wasteland Basinski usually paints. The landscape was particularly captivating as a six-note motif consumed itself in reverberation and gave way to what sounded like Arabic ornamented chant. Basinski found transcendence in the high frequencies, and when at one point he extended a bright vocal sound beyond the murky tape environment, the boundary between heaven and earth disappeared. It was incomprehensibly beautiful to hear how the vocals hovered  like a radiant deity over the profane tape-recorded world. 

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

Amanda Drew © Ninna Lundberg

»Musik for mig er et mulighedsrum for en bedre verden. Man kunne fristes til at sige, at den er eskapistisk, men jeg mener, den er transformerende, bevidsthedsåbnende og livsnødvendig for at skabe en verden, der er til at holde ud at leve i.«

Amanda Drew er en dansk/engelsk vokalist, sangskriver, komponist, musiker, producer og performer, også kendt under kunstnernavnet Precious Mayhem. Sidste år udkom Precious Mayhems debutalbum The Softness I Sing – et konceptalbum af valsede søvngængersange, fra nætter fyldt af angst og omsorg. Drew trives i et musikalsk spænd over samtidsmusik i både rytmiske og klassiske genrer og med en forkærlighed for modig, sårbar, stærk og ærlig musik, som rører lytteren. På scenen bruger Drew vokal, cello, synthesizere og guitar foruden elementer fra performancekunst og koreografi. Amanda Drew komponerer musik i tværkunstneriske samarbejdsprojekter senest i det anmelderroste kontemporære operaværk Dronning Annabell, som havde premiere på CPH Operafestival 2025 og er lige nu aktuel med den brutale teaterforestilling Fædra om magt, manipulation og begær, som hun optræder i og har komponeret musikken til. Fædra har premiere på Aarhus Teater 20. november 2025. Amanda Drew har desuden udgivet musik med stororkesteret Natlyst og blev i 2020 uddannet Rytmisk Musiker (sang) fra Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus, og har en kandidat i Music Performance fra Rytmisk Musikkonservatorium, København.

Nikolaj Vonsild. © Asger Ryø Borberg

»For mig er musik mit møde med verden og en måde at trække vejret. Da jeg var lille var det den eneste måde, jeg rejste på.«

Nikolaj Manuel Vonsild er forsanger og producer i When Saints Go Machine, Cancer og H2OP. I efteråret 2025 er han aktuel med When Saints Go Machines syvende album, Greatest Escape.

Kortkritik
07.11

Mellem vestjysk stilhed og californisk støj

Niels Lyhne Løkkegaard & Michael Pisaro-Liu: »Fata Morgana«
© PR
© PR

Engang så man Beverly Hills 90210, fordi den fyldte flow-TV-sendefladen. Også kunstner Niels Lyhne Løkkegaard har hele sin ungdom slentret gennem de virtuelle californiske landskaber. I projektet Fata Morgana udforsker Løkkegaard og den amerikanske komponist Michael Pisaro-Liu denne oplevelse mellem sted og fiktion. Med altblokfløjten som våben inviterer de os hjem og ud. Og som en nostalgisk hyldest til hedengangne medievirkeligheder har projektet en A- og en B-side. Det starter med »Visit«: En knitren i skovbunden nær Løkkegaards barndomshjem i Vestjylland i 2021. Mikrofonen placeres et sted, der tages et par skridt og så. Stilhed … Langt væk begynder altblokfløjten en melodi omgivet af fuglekvidder. Dette hjemlige soundscape væves ind i lytterens sted. Kørte der lige en bil forbi her? Eller dér?

På B-siden, »Visitation«, genplacerer Pisaro-Liu i 2024 fløjtestykket i Californien. Spændingen stiger, melodien besøges og hjemsøges fra den anden side af jorden. Den forstyrres og forvrænges af elektriske signaler, hyletoner, intervenerende støj og brudstykker af amerikanske stemmer, som mumler noget om »fever dream« og »not anything in particular«. 

For der er ikke rigtigt noget. Det er klassisk Løkkegaard: En forestillet verden i lytterens sind. Det kunne være gjort kortere end 2x22 minutter, men ideen er stærk, enkel og veludført. Som lydversionen af et tegnefilmsfatamorgana, der står og flimrer uægte i skarpt californisk sollys. 

© Jesper Lidang

»Musik er for mig et håndværk, der kræver vedholdenhed og koncentration for at kunne vokse, men det er også et frit rum hvor mit eget lille jeg bliver ét med en verden af toner og stemmer. Når jeg skriver allerbedst, er det med en følelse af at have tilsidesat mig selv, for at noget andet kunne få plads. Det er en form for omsorgsproces, der giver så meget tilbage.«

Jesper Lidang er sangskriver og musiker med base i København. Han stiftede bandet The Rumour Said Fire i 2008 og brød igennem med debut EP'en The Life And Death Of A Male Body i 2009 ført an af kæmpehittet The Balcony. Sammen med sit band har han modtaget flere priser, blandt andet P3 Talentet, og han har efterfølgende udgivet flere albums. Senest er han med The Rumour Said Fire klar med første dansksprogede fuldlængde Lyset Mit Navn, der udkommer i november 2025 som opfølger til EP'en Det Nye Forår (2022).

© Mari Liis

»Musik og lyd er for mig et sprog – det mest nærværende og flygtige. Noget, der passerer gennem hjertet og bliver til fortid på et sekund. Musik forstærker enhver følelse – kærlighed, glæde, vrede, sorg – tusind gange og får mig til at føle alting dybere og mere sanseligt.«

Sophia Sagaradze er lydkunstner, komponist og performer fra Georgien med base i Danmark. Hun eksperimenterer med rum, multikanals elektronik og audiovisuelle installationer. Sagaradze er optaget af at skabe værker, der undersøger grænsefladen mellem ydre og indre rumoplevelser. Hun har en bachelorgrad i klassisk komposition fra Tbilisi State Conservatory og en kandidatgrad i elektronisk komposition fra DIEM, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.

I 2022 modtog hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris i komposition. Sagaradze har optrådt i flere lande, modtaget bestillingsværker for ensembler, optrådt live og skabt audiovisuelle installationer. Hun er stifter og kunstnerisk leder af Aarhus Sound Association (Aarhus Lydforening), projektleder hos ROSA og underviser ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.