Historien om et afblæst mord
To kortkritik af Emil Palme i rap – det må man nærmest kun, hvis dagens runde i det mindste er en nedsabling, ik’? Karaktermord var der virkelig også lagt op til: Vejret var rasende, blæsten havde retning mod de ni cirkler i helvede, og Alice nærmest lokkede til blodrus. Med kustodebrillen helt nede over næsetippen kaldte man koncerten her den første i open call-serien »Alice Works«. Hvilket jo i sig selv lyder strafbart bedaget, men når det så viser sig, at koncerten slet ikke ér et værk, kan selv den blideste af alle anmeldere mærke hjørnetænderne spidses.
Heldigt, at Palmes guitarduo havde fundet sit perfekte match i strygekvartetten Halvcirkel. Endnu heldigere, vel, at de har lagt deres firkantede, ustemte mikroskoperier fra 2015-debuten bag sig og er slået ind på en helt anden tilbagelænet og velvillig vej med åben klang og drevne motiver. Allerheldigst, for os, men ikke for det bebudede mord, at aftenen i Brorsons var noget af det rareste, mest opløftende, jeg længe er løbet ind i (det må altså godt være et succeskriterium, måske en gang per halvår).
Lige straks jeg frygtede, at åbningens sfæriske tremolo og flimrende strygere skulle udvikle sig til en times meditation – det var, mens man stadig troede, der var tale om ét værk – stjal Palme scenen med blødt, nærved alfaderligt motivarbejde. En kort melodi, bare en håndfuld toner, men fuld af folkemelodisk muld og nyenkel jazzdrift. Siden fulgte komposi-improvisa-tioner, der svajede luftigt om en højtopbygget durakkord, et vidunderligt langt harmonisk forløb pyntet med vippefigurer og til slut en yndighed, jeg genkendte som #42 fra sidste års Yngel-album II. Anmeld bare Palme igen i morgen.
Sikken festival det kunne være blevet
Årets Gong Tomorrow er måske nok imploderet til næsten ingenting, men festivalen nåede dog trods alt at slå et tema an på sin åbningsaften. I dunkel belysning og ganske let forstærket stod således fire sangere og muhede Kirstine Fogh Vindelevs Imitationer af liv i gang, mens en slagtøjsspiller gjorde cirklende bevægelser på sin pauke.
Altså decideret muhede. Som køer. Inden de trillede stemmebåndene intenst som kyllinger til lyden af trommehvirvler. Fremførte en indfølt gryntesolo. Og efterhånden flettede mennesket ind i værket, først med forsigtige fragmenter af ord, siden folkemelodiske koraler.
»Vi bedøver dem ikke, nu stikkes de med knive, men de lever endnu, for hjertet skal pumpe blodet ud,« sang de til sidst liggende på gulvet. Hvad der begyndte som komiske dyrelyde, blev langsomt stiliseret med præcise dissonanser, synkrone koslik og sakrale ekkoer. Landbrugets dystre virkelighed nåede at sænke sig over rummet som et koldt udråbstegn. Avs.
Se dyrene som liv, hør dem synge, lyt til deres pinsler. Ambitionen virkede klar. Og udførelsen ligefrem, tilgængelig, åben. Kunne man med fordel have stiliseret muhlyden yderligere, når nu den ikke virkede helt troværdig i sin ret rene form? Det tror jeg. Men værkets stramme, enkle og kølige greb holdt mulen i sporet.
At det økokritiske tema aldrig får lov at folde sig ud, fordi Gong Tomorrow er løbet ind i så massive vanskeligheder i år, er en ulykke. Vindelev lod os ane, at noget stort var i vente.
Lad os alle lytte til Nyx
Fra de græske gudinder Hemera og Nyx til selve moderjord, Gaia, og videre til heksene og vølverne i nordisk folketro: Debutalbummet fra violinist Maria Jagd og kontrabassist Ida Duelunds eksperimenterende duo Lueenas har hentet inspiration fra mytologiske kvindeskikkelser, og inspirationen skinner på underfundig vis igennem. Duoen formidler både den storslåede skønhed og den ulmende uhygge, som disse fortællinger på hver deres måde vidner om. Selv bliver jeg mindet om den spanske mystiker Teresa af Ávila (1515-1582), hvis beskrivelser af både lidelsen og ekstasen ved Guds tilstedeværelse i krop og sjæl sommetider antog nærmest seksuelle konnotationer. Det samme møde mellem ånd og stoflighed oplever jeg i et nummer som »Souls Sliding«, hvor strygerne lyder som blød, lys dis, der igen og igen bliver punkteret af insisterende, technoagtige rytmer, og i åbningsnummeret »Resurrection«, hvor violinens lyse hvin stiger mod det himmelske lys, mens kontrabassens dybe summen forbliver i den mørke jord, hvorfra genopstandelsen må formodes at begynde.
På albummets utroligt smukke afslutningsnummer får Lueenas selskab af sangerinden og sangskriveren Emma Acs. Sammen maler de et billede af en mystisk, westernagtig nomadeskikkelse, der rejser hvileløst rundt i en stjålen bil på jagt efter en form for mening: »In the search for happiness / I found the end«, lyder den triste slutning.
Den arketypiske fortælling lyder som Lueenas' eget paradoksale bidrag til albummets serie af mytologier: Paradoksal fordi karakteren netop symboliserer den meningsløshed, som mytologierne ellers historisk set har været et værn imod.
Raffineret ambient
På sit debutalbum som solomusiker præsenterer den norske pianist Anja Lauvdal ti diskrete numre. Ikke diskrete i den forstand, at de mangler karakter – for det gør de på ingen måde – men derimod i den matematiske betydning: De fremstår alle formfuldendte og forskellige fra hinanden.
Fra den pitchshiftende »The Dreamer«, der med sine let oscillerende strygersamples lyder lettere psykedelisk og drømmende; til regnskovspastorale i »Clara.« De dub-agtige rytmiske samples i »Sukkertare« til det kaleidoskopiske, repetitive afsluttende nummer »Xerxes Shore.«
Der foregår mange ting, men alligevel passer de sammen i et større hele, hvilket i høj grad kan attribueres til albummets miks, der på én og samme tid lader alting stå i skarp relief, og samtidig nærmest svøber hele udgivelsen i et lydmæssigt lunt tæppe.
Fællesnævneren for alle albummets numre er en følelse af ømhed. Når klaveret i »Xerxesdrops« fx spiller lidt sære, tangerende til uhyggelige akkorder, akkompagneres de af blødere, mere behagelige synths og rumsterende samples. Dette spil mellem det foruroligende og beroligende, ængstelse og accepten af samme, er en grundpille i ambientmusik, udlagt af selveste Brian Eno ved genrens fødsel. Og Lauvdal navigerer spændingsfeltet på fornem vis. Med nøje afmålte doseringer af mystik og hverdagskomfort, overraskelser og kendinge er From a Story Now Lost en nær perfekt eksekveret lille udgivelse.
Tjekket tog til fremtiden
På papiret er Nausias andet album lige noget for mig. Jazz? Tjek. Kraut- og støjrock? Tjek og tjek. Formår den københavnske kvintet at skabe en blanding, der fremhæver de særegne kvaliteter ved hver genre? Også tjek.
Til at starte med var jeg en dog smule i tvivl – det er som om, udgivelsens første to numre bliver brugt på at finjustere blandingsforholdene. Kompositioner, der træder lidt for meget vande; og lovede forløsninger, der lige mangler det ekstra, der skal til, for at de kan leve op til deres potentiale.
Ved tredje nummer overbeviser orkestret mig endelig – men så gør de det også med stil. »Zug« lever med sin godstogsenergi op til sit navn, med krautsk tempo og Isak Schiødt og Oskar Fayes to saxofoner, der i ren tegnefilmsstil desperat lægger spor foran trommeslager Laurits Schmidts og bassist Milo Aurvigs rytmiske lokomotiv. En musikalsk togulykke i slowmotion, som pirrer både hofter og hjerne. Også »Celebration Song« fortjener fremhævelse. Spooky baggrundssynth, Christoffer Beeses kantede, støjende guitar, saxofonernes mere konventionelle, opløftende melodi og afhængighedsskabende rytmik – i perfekt blandingsforhold.
At navigere flere forskellige genrer er en svær balancegang. Og selvom jeg en gang eller to fanger mig selv i at ønske, at kvintetten bare lige havde tilføjet lidt mere af dette eller hint, eller en smule mere eksplosion i det crescendo, så er det samlede værk et album, der fortjener masser af lyttere.
Stolt metal fra Mongoliet
»Hu hu hu hu hu!« Publikum kaldte på det mongolske band, som trådte på scenen med vind i håret, publikumskontakt og stolthed over at være krigere, rytterfolk. Shamanistiske, sprængfulde af maskulin stamina og med strubesangens lange vibratovokaler og sangteknikker, der kunne få Lemmy Klimister til at tage hatten af fra det hinsides.
Traditionelle mongolske streng- og bueinstrumenter, tunge trommer, selvsikker elguitar, træfløjte og jødeharpe gik op i en højere enhed med mowhawks, undercuts, tung metal, syrerock og psychobilly. Nummeret »Gjenkis Khan« åbnede med stille bastoner, hæs vokal, bløde strøg over strengene og siden en eksplosion på rytmegruppen. Så udsyret metal og headbanging i »Wolf Totem«, tunge meditative droner i »Black Thunder« og den shamanistiske »Shoog Shoog«, der blev omsat til heavy.
Det var en stilsikker hitparade fra et band, der holdt energien samtlige sekunder i halvanden time. Aftenens sidste ekstranummer var en hyldest til heltene i Metallica, og således forlod The Hu scenen efter at have spillet »Sad But True« med mongolsk tekst og otte mand høj instrumentering.
Koncerten var en påmindelse om musikkens dialektik, hvordan kunsten ikke har grænser, kun broer. Ingen stjæler hinandens kultur, men hylder den, og inspirationen flyder frem og tilbage på tværs af verdensdele og årtusinder.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.