kortkritik
22.05.2024

Hvad nu hvis Schuberts vandrer mødte en cyborg?

EKKI MINNA og Sebastian Vinther Olsen: »NO MORE NO LESS«
© PR
© PR

Franz Schuberts Täuschung, altså »bedrag-delen« fra Winterreise, hvor et dansende lys forfører en nedslået vandrer, der savner distraktion, får en eksklusiv tur i ny musik-transformatoren af den københavnske duo EKKI MINNA og tonemesteren Sebastian Vinther Christensen. Deres humoristiske og stilsikre arrangementer lader Schuberts forførende lys danse lige ind i vores tid. 

EKKI MINNA har skiftet klaveret ud med accordeon, mens Christian Winther Christensen går mere radikalt til værks med sit karakteristiske og uforudsigelige mix af slag, knibs og mikromelodier fra cello, accordion eller er det et lille orgel? Et veltilrettelagt fysisk statement om, at klassiske instrumenter i vores tid kan frembringe noget radikalt anderledes. Det indledende, fjantende og dansende lys leder os videre til Mads Emil Dreyers smukke, rolige, langt mere alvorlige, ambiente lydlandskab – et blødt og indadvendt sted, der giver mulighed for at meditere over livets bølgende dissonans og konsonans. Lykkes værket i at finde samklang til sidst, selvom tonerne igen og igen søger spænding i yderområderne?

Til sidst hilser det antropocæne temmelig foruroligende på os med sin ambiente uhygge og en cyborgs stemme, Mia Ghabarous autotunede vokal i »A lot of Angels.« Ja, Schuberts vandrer findes også i vores tid, og afslutningen på turen er ildevarslende i en grad, så man får lidt lyst til at gå hjem og preppe. 

NO MORE NO LESS er en vellykket collage af humor, spænding og melankoli, hvis dansende lys sætter både livets vaklen og vores musikarv i et tankevækkende perspektiv.

© PR

»Musik for os er en primal urkraft, som giver anledning til at slippe hæmningerne.«

Leizure er en københavnsk kvintet, der bevæger sig i krydsfeltet mellem post-punk, no wave og eksperimenterende rock. Bandets lyd er præget af atonale vokaler, skærende saxofon, hypnotiske guitarriff og et rytmisk fundament, der veksler mellem stram præcision og rå intensitet.

Bandets kommende album The Guillotine kredser om temaer som samfundsmæssigt forfald, omvæltning og opgør med etablerede strukturer, formidlet gennem et direkte og energifyldt musikalsk udtryk.

© Robin Skjoldborg
© Robin Skjoldborg

Den danske musiker, forfatter og kunstner Martin Hall er død, 63 år gammel. Ifølge familien døde han tirsdag 21. juli af et hjertestop i sit hjem på Frederiksberg.

Siden begyndelsen af 1980'erne satte Hall et markant præg på dansk musik- og kunstliv – først med Ballet Mécanique og Under For, siden gennem en omfattende solokarriere, der bevægede sig ubesværet mellem eksperimentalmusik, elektronisk pop, poesi, performance og litteratur. Han efterlader sig en af de mest omfattende diskografier og bibliografier i dansk kulturliv.

nyhed
15.07

God sommer!

© Kåre Viemose
© Kåre Viemose

Seismograf går på sommerferie og tjekker havets dybe vibrationer. 🌊🤿  Vi ses i august. God sommer! 

kortkritiklive
14.07

Støj i white cuben

Aros: »Ulydig – Kroppen i punk«
© Karen Knorr & Olivier Richon, Vortex 6 from the Punks series, 1976 - 1977, gelatin silver print on paper,18,7 x 28,2 cm, Tate. Courtesy of the artists.
© Karen Knorr & Olivier Richon, Vortex 6 from the Punks series, 1976 - 1977, gelatin silver print on paper,18,7 x 28,2 cm, Tate. Courtesy of the artists.

Det første, der rammer én på Aros' Ulydig – Kroppen i punk, er ikke hundehalsbånd, læderjakker eller netstrømper. Det er lyden. Den buldrer gennem rummene. For hvad skal punken overhovedet på museum? Punk er ikke skabt til museum. Den er beskidt, højlydt og midlertidig. Den lever af amatørisme, fejl og modstand. Man kunne frygte, at white cubens hvide vægge ville gøre de tre akkorder til kulturhistorie og støjen til baggrundsmusik. Kurator Marie Arleth Skov har skabt en udstilling, hvor lyden ikke blot illustrerer historien, men driver den frem. Rå guitarer, skingre saxofoner, flimrende Super 8-film og koncertoptagelser smelter sammen i et brus af støj, billeder og kroppe.

Ulydig er ikke en komplet punkhistorie, men et præcist snapshot af en kultur, hvor lyd og krop var uløseligt forbundet. Her møder man punkens gudmødre side om side med danske bands som Lost Kids, Pussy Punk og Sods i hidtil usete optagelser fra en københavnsk punkhappening. Et lædertrommesæt af Käthe Kruse fra Die Tödliche Doris står som en skulptur med den tørre titel In Leder, mens Cornelia Schleimes video viser, at punkens oprør også rummede skrøbelighed og poesi. Kontrasten til Erik Saties nøgne klavermusik er udsøgt. Det er som at gå rundt i et tredimensionalt fanzine – overalt hyldes de skæve eksistenser og dem, der aldrig bad om lov. Leopardmønstrede hynder, rå materialer og taktile installationer gør, at man næsten kan røre ved punken. 

På kunstmuseer reduceres lyd ofte til atmosfære. Her er den et materiale på linje med stof, video og krop. Støjen bliver en kunstnerisk metode snarere end et soundtrack. Den 50 år gamle støj lyder stadig forbløffende nutidig, når den går i dialog med udstillingens nyere værker. Det gungrer i kroppen. 

Kan et oprør overleve på museum? Ulydig viser, atpunkens energi og ikke dæmpes af museet – det fungerer som en forstærker. Kun to ting mangler: at udstillingen kunne opleves klokken fire om morgenen – og at det overdådige katalog var indbundet i latex.

© PR

»Musik for os er den følgesvend, du har gennem livets op-, ned-, druk- og røvture. Der findes ikke den følelse, vi ikke hver især har et indre soundtrack til. Det er så dejligt universelt, at musik trigger stemninger og understøtter følelser.«

Barcode spillede et par hundrede shows rundt i Europa i 90'erne og 00'erne sammen med bl.a. Madball, Agnostic Front og Hatebreed og udgav fem fuldlængde albums. Det aahusianske band spiller sin første koncert i 18 år som headliner på Support Our Scene-festivalen i Fredericia i august.