Kaj Duncan David
17
Hvid som et sår
Barbara Hannigan, Laura Bowler, Copenhagen Phil: »The White Book«
I The White Book kredser forfatteren Han Kang om sorg ved at beskrive hvide ting, såsom ens ånde en vintermorgen eller klædet man svøber den nyfødte i. Med afsæt i denne poetik har Laura Bowler skabt et værk af samme navn, der fik danmarkspremiere i Konservatoriets Koncertsal i København.
Bowler frembragte samme knugende uberørthed i sin afsøgning af det hvide. Solisten var Barbara Hannigan, hvis stemme bevægede sig igennem mange registre, teknikker og udtryk, men hver frase stod umiddelbar og ærlig. Copenhagen Phil spillede med en betagende detaljebevidsthed, og man blev konstant suget ned i musikkens »hvide« klangflader. Særligt Bowlers disciplinerede brug af udvidet teknik (utraditionelle spilleteknikker), langsomme glissandi og støjfremkaldende slagtøjsinstrumenter skabte denne ophøjethed.
Selv de mest brutale lyde besad en forfinet og afvæbnende skrøbelighed. Særligt én »knagende« lyd fra slagtøjssektionen bevægede mig så meget, at jeg havde svært ved at sætte ord på den følelse, den vakte i mig.
Min eneste anke gjaldt det litterære lag. Melodierne bevægede sig for langsomt gennem ordene til, at man for alvor kunne få en poetisk oplevelse. Derfor lyttede jeg med særlig interesse til Bowlers refleksioner ved den efterfølgende talk. Her beskrev hun, hvordan værket udspringer af den overrumplende affekt, hun oplevede i mødet med The White Book. Samtidig forklarede hun, at den støjklang, jeg havde hæftet mig ved, var tænkt som et udtryk for længsel. Der var det!, tænkte jeg, ordet, jeg ledte efter.
Konstrueret krop komponeret
Klang Festival: Jeppe Ernsts »Sakramente (Natsange)«
»Sakramente (Natsange)« blev opført af Erica Giacoletto, Kalle Hakosalo, Matias Seibæk og Tomek Szczepaniak. © Alexander Banck-Petersen
»Kroppen er ikke i rummet, den bebor rummet,« skriver fænomenologen Maurice Merleau-Ponty, og jeg mærker det som et nervesus, da det pludselige udsyn af kroppene foran mig absorberer kirkerummet: en nærved nøgen kvindekrop som centrum i trekantsformation af tre mandlige kroppe klædt i sort.
Sakramente (Natsange) af kropskomponisten Jeppe Ernst simrer af posthumanisme: kroppe, der bevæger sig, som var de forprogrammeret i en metronomstram synkronicitet, prædetermineret til at danne imitationer, spejlinger og kontrapunkter. Skinbarlige kroppe, der blinker og ryster, men på samme tid fremstår lige så artificielle og konstruerede som det partitur, der har sat dem sammen.
Værket består af tre satser, hvor den sidste er et ekko af den første. De mandlige kroppe træder frem mod kvindekroppen – først den ene, siden de to andre – og spiller en typisk Ernst-koreografi af armbevægelser. Bløde løft, en pludselig sitren i hånden, kontante fremadskydninger: Alt sammen udført med et imponerende fokus.
I andensatsen træder værket i karakter. Kvindekroppen bliver lagt ned i en positur, der både minder om da Vincis Den Vitruvianske Mand og Kristus på korset. Mandekroppene sætter sig på hug rundtom og iværksætter et voldsomt ritual, hvor dumpe slag og kvælertag blander sig med nænsomt strygende kærtegn.
Bevægelserne, der før virkede abstrakte, bliver nu til symbolske berøringer, som udtrykker en besidderisk ambivalens. De vil dominere, men er allerede domineret, sat sammen i rytmiske mønstre. Det er en form for afmagt, der udsulter humanismens naturaliserede kropsbegreb og på fornemste vis afslører mande- og kvindekroppen som dybt konstruerede størrelser.
Simuleret ursuppe
Kaj Duncan David: »All Culture Is Dissolving«
Kaj Duncan David: »All Culture Is Dissolving«. © Carl-John Hoffmann
Den første gang, jeg satte dette album på, fyldtes jeg næsten øjeblikkeligt af en nærmest barnagtig begejstring. En særegen kombination af overraskelse og genkendelsens glæde overkom mig. Jeg havde aldrig hørt albummet før, men det føltes, som om jeg alligevel havde hørt musikken før.
Kaj Duncan Davids musik drypper, bobler, trækker vejret tungt og udånder, vokser og fortaber sig. Den er fyldt med vokallyde – menneskelige, eller et stykke softwares imitationer? Et sprog de- og rekonstrueret. Synths, der til tider simulerer analoge instrumenter. Faktisk er det, som om alt ved denne musik simulerer. Hypervirkelighed a la Baudrillard i øverste potens, et simulakrum af et simulakrum.
De elektroniske flader, blip og blop samt stemmer iblandes lejlighedsvis dyrelyde. Alt fra heste, grise og hunde til frøer, katte og fugle får lov til at istemme sig koret. Især katten på titelnummeret frembringer konsekvent et smil på læben. Der er noget mystisk, mytisk, men også absurd humoristisk over det.
All Culture Is Dissolving er som en kedel i kosmisk størrelsesorden, hvori al eksistens er blevet kogt ned til en ny ursuppe – og dette er, hvordan det lyder. Det flyder over af liv, eller i hvert fald en approksimation af det. Overraskelsesaspektet er nu ved nærmere bekendtskab gået tabt, men begejstringen er ikke aftaget.
Over jorden, under tiden
Vanessa Amara: »Music for Acoustic Instruments & Feedback«
Vanessa Amara: »Music for Acoustic Instruments & Feedback«. © Posh Isolation
Music for Acoustic Instruments & Feedback får tiden til at stå stille. Kombinationen af akustisk instrumentering – klaver, klokker, akkordeon med mere – og feedback giver albummet en overjordisk kvalitet. Klokkerne på intronummeret »Bells« er hørbart til stede. De findes, i lighed med de andre instrumenter på albummet, et sted derude i verden. Deres lyde er på et tidspunkt blevet optaget og er nu blevet en del af nærværende udgivelse.
Feedbackens uigenkendelighed forplumrer dog billedet. Det er, som om jeg kan placere musikken i sted, men ikke i tid. Jeg henføres til dagdrømme, hvori tidens kontinuerlige og fremadrettede march ikke kan tages lige så for givet, som man gør det i sin vågne tilstedeværelse. Klaveret i »Piano & Two Tape Loops« skyller frem og tilbage, mens båndoptagelserne pludrer i baggrunden.
Der er noget ved disse numre, der sætter gang i den frie association, en midlertidig frigørelse fra min egen kødelige eksistens. De somme tider melankolske, somme tider sangvinske simple melodier, der svæver over en underskov af feedbackens flimrende, summende droner. Vanessa Amara gør sig i en form for underspillethed, der opfordrer til både mere og mindre fokuseret lytning. Begge tilgange anbefales herfra.
Vidne til ophøret
Bára Gísladóttir & Skúli Sverrisson: »Caeli«
Bára Gísladóttir og Skúli Sverrisson: »Caeli«. © Sono Luminus
En verden af iskold sol og helvedsblomster toner frem i Gísladóttirs musik; bredt hvislende droner sat over for kontrabassens på samme tid meditative og foruroligende botanisering. Det er storladent, men ukunstlet, en bombastisk ensartethed i en to timer lang raptus. »Solen størkner blodig, imedens den brænder,« som Baudelaire skrev.
Kun rent undtagelsesvis viger Gísladóttir og Sverrisson bort fra hovedsporet på Caeli, for eksempel med de klagende mågeskrig og konturerne af et strygerarrangement på »Caeli movendi sunt et terra«. For sproget er fundet, deres opgave er blot at lade det flyde. Hyl mod månen!
Jeg kan ikke lade være et krydslæse Gísladóttir – månens og den evige vinters besynger – med den soloptagede og lige så hyperproduktive digter Cecilie Lind: »Jeg er solen, der stod op om natten,« skriver hun i Mit barn, langdigtet om fødslen af den sorte sols baby og den personlige undergang spejlet i galaksens, »mor / mord / dødssol«.
Umuligt er det at fjerne blikket fra himmellegemer i kollaps, hvad end det er måne eller sol (ét fedt bag apokalyptiske briller). Og det er vel sådan, jeg lytter til Caeli og Gísladóttirs improvisatoriske partiturcirkler, som en myg fanget af det lys, der vil udslette den. Som en myg, der ser en komponist finde sit sprog og bade sig i den overflod af lyd, det taler.
Blæst over egoet
Maraton: »Maraton«
Maraton: »Maraton«. © Barefoot Records
De har improviseret op til ni timer i træk. For at udmattelsen skulle slette egoet, for at transcendere. Simpelthen. Ekstraktet af bandet Maratons kollektive udforskninger af alverdens beats og freejazzet blæs høres på debutalbummet, hvor et bølgende Rhodes-klaver drømmer dybt under Maria Dybbroes totalt vågne sax.
På den fine, cinematiske tur – CD’en er pakket i en DVD-æske med palmetræer (eller er det bregner?) på coveret – deltager Jonathan Ludvigsen fra Athletic Progression, og numre som »Den japanske have« har farve af sådanne fritænkende og lidt spacede jazzerier.
»Indianerdoku« er helt i friland med trommerne i centrum. Andetsteds lyder ambience, percussivt tingeltangel og en synthesizer, der minder om noget fra 80’er-filmen Le grand bleu.
Musikken er spraglet – og rummer måske for mange forskellige udtryk til én CD. Men kunst behøver ikke være instant, og måske er det meningen, at lytteren (også) skal svede igennem sammen med Maraton. Undertegnede kunstudsultede ego er helt med. Kunstmuseet Aros siger, kunst er mental fitness. Og muligvis også transcendens.