Hvid som et sår
I The White Book kredser forfatteren Han Kang om sorg ved at beskrive hvide ting, såsom ens ånde en vintermorgen eller klædet man svøber den nyfødte i. Med afsæt i denne poetik har Laura Bowler skabt et værk af samme navn, der fik danmarkspremiere i Konservatoriets Koncertsal i København.
Bowler frembragte samme knugende uberørthed i sin afsøgning af det hvide. Solisten var Barbara Hannigan, hvis stemme bevægede sig igennem mange registre, teknikker og udtryk, men hver frase stod umiddelbar og ærlig. Copenhagen Phil spillede med en betagende detaljebevidsthed, og man blev konstant suget ned i musikkens »hvide« klangflader. Særligt Bowlers disciplinerede brug af udvidet teknik (utraditionelle spilleteknikker), langsomme glissandi og støjfremkaldende slagtøjsinstrumenter skabte denne ophøjethed.
Selv de mest brutale lyde besad en forfinet og afvæbnende skrøbelighed. Særligt én »knagende« lyd fra slagtøjssektionen bevægede mig så meget, at jeg havde svært ved at sætte ord på den følelse, den vakte i mig.
Min eneste anke gjaldt det litterære lag. Melodierne bevægede sig for langsomt gennem ordene til, at man for alvor kunne få en poetisk oplevelse. Derfor lyttede jeg med særlig interesse til Bowlers refleksioner ved den efterfølgende talk. Her beskrev hun, hvordan værket udspringer af den overrumplende affekt, hun oplevede i mødet med The White Book. Samtidig forklarede hun, at den støjklang, jeg havde hæftet mig ved, var tænkt som et udtryk for længsel. Der var det!, tænkte jeg, ordet, jeg ledte efter.
»Hvad musik er for mig? Her er et citat fra Nietzsche: 'De dansende virkede alle vanvittige for de mennesker, der ikke kunne høre musikken.'«
Salim Washington er en saxofonist, multi-blæser, komponist, akademiker og aktivist fra Detroit, som siden 70'rne har været meget aktiv på den amerikanske jazzscene og sågar også i Sydafrika, hvor han blev en central aktør. John Coltranes ånd hviler over hans musik, som har både spirituelle og sociale dimensioner.
»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.«
DØGNKIOSK er et dansk punkrock-band med rødder i Silkeborg. Bandet består blandt andre af bassist og sanger Anders Ejner, der gennem flere årtier har været aktiv på den danske undergrundsscene. Musikalsk bevæger DØGNKIOSK sig i et felt mellem klassisk dansk punk og alternativ rock. I foråret 2026 udgiver bandet deres andet album, Tæt på kanten.
Det er svært at fatte, at Andreas Engström ikke længere er iblandt os. For blot et par måneder siden skrev han – som han havde gjort så mange gange før – med et ambitiøst forslag: han ville anmelde en boks med tyve udgivelser af Dror Feiler. I samme besked nævnte han også planer om at komme til Aarhus til den netop afsluttede Spor Festival.
Flugten fra hotellet, der måske ikke findes
Mine damer og herrer, vi er helt nede i undergrunden! Sågar i Frankrig. Nærværende EP er den seneste konceptuelle udgivelse fra den franske elektro-producer Romain Martin, der arbejder under navnet RÖM i grænselandet mellem ambient og techno. Whispering Dub er bygget op af fem numre, der trækker på en stor indflydelse fra dub og fortæller en historie om flugten fra et fiktivt hotel. Escomels baggrund i studier af afrikansk percussion og en kærlighed til analogt udstyr kommer til syne i de mystiske klangflader og den stærke kontrast mellem arrangeret percussion og dubbede ekkoer, der understreger konceptets spænding mellem mystik og virkelighed.
»Oilbird« åbner med dystopisk ambient og glider over i den rytmiske »Eastern Temple«, der konstant veksler mellem filtrerede synths, hektisk percussion og pludselige breakbeats. Mere sammenhængende bliver det på titelnummeret, der blander minimal-techno ind i opskriften og glimrer ved at holde pulsen oppe, mens ekkobelagte trommer lægger en foruroligende stemning midt i dansemusikken. På den afsluttende »Hotel Amnesia« vågner fortælleren op igen i et sammensurium af alle pladens elektroniske tendenser og betvivler sin egen eksistens i pladens eneste brug af vokal.
Whispering Dub er ikke vanvittig banebrydende eller bizar nok til at kaste ens sanser ud i ekstreme reaktionsmønstre. Men som et stykke velproduceret og effektiv elektronik, inviterer den lytteren med på en udmærket omgang hviskeleg.