Hvorfor skulle vi jages rundt på Thorvaldsens Museum?
Måske havde jeg indstillet mit oplevelsesmodus forkert, da jeg trådte ind i Thorvaldsens Museum for at se performanceværket Passages. Sanseapparatet var kørt i stilling til fordybelse, vi skulle jo på museum og programmet havde lovet totaloplevelse og fri bevægelighed.
Men der var meget, vi skulle nå på den time, Passages varede. Alt for meget. Vi startede sammen i salen ved indgangen, kringsat af storladne marmorskulpturer. Mens vi smagte på atmosfæren i rummet, der var parfumeret med et diskret elektronisk lydspor, gik en kunstner i gang med en sprittuschtegning på et stort stoflærred på gulvet. Snart blev hun afbrudt af sortklædte sangere, der havde gemt sig i publikum. Passagefigurer, fornemmede man, der kaldende skulle bestøve de gamle lokaler og blegstivnede statuer.
Efterhånden blev vi gelejdet ud på gangen: Nu skulle vi på opdagelse. Problemet var bare, at værket ikke kunne slippe trangen til drama. Der var hele tiden scener, man skulle nå at indhente, en fortravlet følelse af at komme for sent til indholdet. Heraf passagetanken, hjemsøgelsen, flygtigheden, I get it. Men hvorfor så ikke skabe kaos i stedet? Jeg kunne ikke udlede andet end frustration af det subtile fravær, som konstant meldte sig.
Når man endelig fik lov til at dvæle ved noget, var det med en flad fornemmelse. Da vi til sidst endte sammen, hvor vi startede, sluttede værket i en svulstig, musicalagtig finale. Der var slet ikke skabt plads til sådan et storladent temperament. Det føltes ufortjent.
»Musik hjælper mig med at mærke, bearbejde og regulere mine følelser; den giver dem et afløb, når jeg har brug for forløsning, og skaber ro, når jeg har brug for balance – den fungerer nærmest som et eksternt nervesystem for mig.«
Krzysztof Pietraszewski er musikjournalist, redaktør og kurator med base i Kraków, Polen. Siden 2016 har han været kunstnerisk leder af Sacrum Profanum, en festival for ny og eksperimenterende musik. Han er vært på Muzykoteka og koncertserien RKK Live, der genudsender koncerter på Radio Kraków Kultura. Han udvikler desuden lyttesessioner med samtaler, hvor publikum inviteres til at opdage ukendt musik, udveksle indtryk og lytte sammen. Hans arbejde omfatter også produktion af indspilninger til serien Sacrum Profanum Archives. Han stammer oprindeligt fra Schlesien, men har gjort Kraków til sit hjem. Her formidler han musik gennem koncerter, radioudsendelser, artikler og på det seneste også eksperimenterende DJ-sæt.
»Musik for mig er bedst, når der er noget både for hjerne og hjerte. Jeg elsker musik, der leger med sproget og forstår, at ord skaber billeder, samtidig med at det har sin helt egen lydlige kvalitet og humør. Det er kun et plus, hvis musikken også giver mig energi på løbeturen eller får mig til at danse i køkkenet eller grine. Eller græde. Musik må gerne være en flødebolle med en overraskelse indeni.«
Lone Hørslev er forfatter til både digte, romaner og sangtekster og tv-serien Den gode stemning. Sammen med Mads Mouritz er hun den ene halvdel af Mouritz/Hørslev Projektet, og senest har hun skrevet tekster til musikteaterforestillingen STOLT sammen med Katrine Muff. Sangene kan findes på albummet Jeg ønsker mig.
»Jeg tror, at musikken simpelthen er den måde, jeg opfatter og bearbejder verden på.«
Raphael Loher er pianist og komponist med base i Luzern i Schweiz; han kombinerer elementer af eksperimenterende elektronisk musik, ambient og minimalistisk komposition. Hans særegne, krystalklare værker udforsker legende reduktion og rytmisk abstraktion med det formål at skabe unikke resonanser og æstetiske forbindelser. Hans meditative klaverspil lader sitrende, rhizomatiske strukturer opstå, hvilket skaber spændingsfyldte narrative forløb. Loher udvider sit lydspektrum ved at præparere klaveret, bruge effektpedaler og arbejde med båndoptager.
Lohers nye album, Figuren (Präsens Editionen), er præget af intuition, eksperimenter og en bevidst distance til hans primære instrument – klaveret. Ved at bearbejde intime koncertoptagelser fra et residency-ophold har Loher dekonstrueret udvalgte melodier, toner og resonanser til nye former og transformeret dem yderligere gennem båndmanipulation.