kortkritik
31.03.2021

Hvorhen nu? Ud i garagen

Femmandskoncert med hiphopduoen Chris & Pis
Chris og Pis. © Andreo Michaelo Mielczarek
Chris og Pis. © Andreo Michaelo Mielczarek

Ej bel canto-rap sivede fra Pis’ mund i garagen i det idylliske Øgadekvarter. Snarere aarhusiansk, semimuntert, hårdt knækket prosa om at være en upcoming hiphopduo. Vi var de tilladte fem til indspilningssession: 2,5 meter foran mig og en anden gæst var Chris (Christian Windfeld) på friske trommer og forsanger Pis (Niels Kern Bertelsen) plus producer bag døren. Og uanset hvordan »Hulubulu, hvor er de hænder?« og bidske numre om flere likes, flere royalties, innovationer og entreprenante partnerskaber kommer til at lyde i deres final cut, så fattede vi foredraget om at »tage den store dyne på«.

Kunstens hellige haller er lukkede, og garagekulleren kan kureres med ‘kontaktløse’ studio-visits i højhuse via droner. Eller: via en meget kontaktfuld, kammeragtig og fysisk grounded øver på 28 minutter, midt i 8000 C. Udstillede var vi, men det var også et trygt mikrokosmos at træne skills i: Engang letter dynen, og vi bliver mere end en håndfuld til at dele beatet. Mine forsøg på håndtegn var pisseforkølede. De foregik i hjernen. Håndtegn skal være spontane og i kollektive bølger, flotte som koloratur. Kun dronninger vinker alene på en altan.

Vi var bare et lille partnerskab på fem. I en garage. Og i den garage mindede vi hinanden om, at vi lever i en meget fysisk verden. Du skal vinke med, når der er garagetour.

kortkritik
27.10.2020

Goodiepal kan tæmmes

»Unboxing the Goodiepal Collection«
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen

Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).

Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.

Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?

Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.