kortkritiklive
30.05

Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«
© Kongehuset
© Kongehuset

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler. 

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«. 

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til. 

»Musik er for mig det subkutane hellige stof. At finde hinanden i os selv og os selv i hinanden. Mørket. Støvet. Stjernerne bliver ved med at udvide sig. Hvad er egentlig personligt? Vi rører alle ved hinandens ansigter og taler langsomt kærlighedsdigte gennem hver eneste handling.«

Laura Cocks er administrerende direktør og fløjtenist i TAK Ensemble. De er også medlem af Talea Ensemble og samarbejder ofte med musikere som DoYeon Kim, Timothy Anguglo, yuniya edi kwon, Wendy Eisenberg, Lester St. Louis, Ryan Sawyer, Brandon Lopez, International Contemporary Ensemble, Wet Ink Ensemble og mange andre. Deres seneste soloalbum, field anatomies (Carrier Records), som blev udnævnt til en af Stereogums ti bedste eksperimenterende udgivelser i året, opnåede en placering i Billboards top ti over Classical Crossover-udgivelser. Deres duo med Weston Olencki, Music for Two Flutes, er udgivet på Hideous Replica, og deres kommende soloudgivelse, FATHM, udkommer på Out Of Your Head og Relative Pitch i slutningen af februar.

Laura Cocks kan høres på labels som ECM, Denovali Records, Catalytic Sound, Pi Recordings, TAK Editions og Tripticks Tapes.

© Mads Brügger

»For mig er musik det stærkeste våben vi har, hvis jorden bliver angrebet af væsener fra det ydre rum. De vil overgive sig på stribe, hvis de hører Bruckners Fjerde symfoni.«

Mads Brügger er journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio. Inden sin tiltræden på Radio24syv gjorde Mads Brügger sig bemærket ved blandt andet at infiltrere forskellige miljøer under falske forudsætninger. Fra 1996 og til sin tiltræden på Radio24syv var Brügger journalist og tv-tilrettelægger på Danmarks Radio, hvor han blandt andet skabte de satiriske dokumentarserier Danes for Bush (2004) og Det Røde Kapel (2006).

Født 1972, journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio.Født 1972, journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio.
© Flemming Ege

»Musik er for mig som at trække vejret. Jeg har levet som rejsende musiker i over 50 år. At vælge fem sange ud er helt umuligt, fordi jeg hører så meget, og det vil også let komme til at lyde frygteligt gammeldags, da Kinks, Stones, Dylan, Cohen, Fairport Convention og Beatles jo er lydtapetet til min ungdom. Jeg prøver alligevel. Og kigger langt ud over 60'erne og 70'erne og bliver i Danmark, næsten. Efter jeg i Toppen af poppen 2015 mødte Shaka og Nanna (Oh Land) har jeg fulgt dem. Jeg har turnereret flere gange med Shaka og jeg har indspillet og optrådt med Nanna. Myrkur har jeg aldrig mødt, men jeg hører ofte hendes album Folkesange fra 2020. Peter Sommer arbejdede jeg lidt sammen med i 2013, og han bliver bedre og bedre. Endelig tager jeg et fantastisk Dylan-outtake med. »The girl from the red river shore«. Dyrk hans stemme, det er bare så rørende.«

Første gang Lars Lilholt fik penge for at spille, var i 1973, da han var 20 år. Han har skrevet sange, siden han fik sin første guitar 1964, og på dansk siden 1968, hvor han opdagede, at Eik Skaløe fra Steppeulvene kunne synge som Bob Dylan på dansk. Lilholt har udgivet 40 albums i løbet af de 50 år, senest Kosmiske kindkys i 2024. 

© Vikingeskibsmuseet i Roskilde
© Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Lydkunstneren Jacob Kirkegaard optager lyde for at forbinde sig til verden – for at kunne holde det, der sker, ud. Denne gang er det på bestilling fra Københavns Museum, der vil hjælpe udstillingen af et opgravet skibsvrag fra havnen på vej med et nyt lydværk. Resultatet er Naufragium (latin for skibsvrag) – skvulpende smukt, sitrende enkelt og næsten selvudslettende diskret. Og på den måde passer tingene sammen: Historien om livet på havnen i den sene middelalder kender vi kun i form af de sjældne, store begivenheder, mens den travle dagligdag som forbindelse til den store verden er druknet i anonym glemsel. 

Skibsvraget i sig selv er næsten ukendeligt. En række skibsplanker – op til 14 meter i længde – lagt svævende på spejle og suppleret af 11 tværbrædder. Det er det hele. Lyset i museets smalle rum er dæmpet, og der er film på vinduerne. Vi kommer ned i vandets dyb. 

39 minutter er der i båndsløjfen, hvis man vil høre det hele. Små lyde fordelt på syv højttalere. Fire i loftet, tre under vraget. Nænsomt distribueret er de små skvulp, de dryppende indsatser, en sitrende raslen som en nervebane i toppen – dumpe lyde af træ, der giver sig i vandet. Et slags tågehorn får vi også. Alt sammen helt diskret som en lydkulisse til en tavs hovedperson, der skal iscenesættes klangligt. Der var sikkert sjældent storm eller kanoner – eller anden form for storladent drama i skibets måske trehundrede år som fragtinstrument i Københavns havn, indtil det sank i 1700-tallet. Men, hvis man ser godt efter – og åbner ørerne – vidner det i dag stofligt og sandfærdigt om den historie, som er de fleste af os givet. Den almindelige. 

kortkritikrelease
07.02.2025

Skammens uhyggelige mesterlighed

Ethel Cain: »Perverts«
© Silken Weinberg
© Silken Weinberg

At kalde amerikanske Ethel Cains (Hayden Silas Anhedönia) stilskifte fra debuten Preacher’s Daughter (2022) til Perverts for en ekstrem kovending ville næsten være at tale det ned. For der er langt fra debutens gotiske lo-fi-pop til dette monster af et værk, der kombinerer dark ambient, noise og dystopiske ballader – alt sammen med Cains vanlige opgør med sin religiøse baggrund og kampen for seksuel frigørelse.

Perverts er på papiret en EP, der varer i 89 minutter, men den føles som meget mere end det. Knusende støjdroner, støvede klaveranslag og fjerne prædikantstemmer fra knitrende radioer blandes med akustiske rum. Og selvom pladen også indeholder mere gængse ballader som »Punish« og den smukke »Vacillator« – der endda har et decideret rytmisk forløb – er det de lange, episke ambientnumre, der trækker lytteren ind i det ofte gyselige mørke.

Én ting er, at Cain pludselig laver dark ambient – en anden er, at hun er så god til det. Perverts er ikke blot et dybt skræmmende indblik i gnidningsfeltet mellem seksualitet og religiøs fanatisme, men også en umiddelbar, kreativ og gennemført hyldest til en fascinerende nichegenre. Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.