James Black
28
Komponisternes nye go-to-pianist
Nikolaus von Bemberg: Debutkoncert
© Cecillie Klausen
Jeg tog chancen og fulgte den tyske pianist Nikolaus von Bembergs DKDM-debutkoncert online, lokket af ikke blot et program med Messiaen-uddrag, men en uropførelse af pianistens eget projekt A Day in the Life og en gentagelse af Connor McLeans timelange Fragments (2020-22), som tidligere er opført på Minu Festival.
Og hvilket held: Koncerten understregede, at det københavnske musikliv i Bemberg har fostret en pianist, der ikke kun har styr på temperamenterne i Messiaen, men også har ambitiøse ideer, når det gælder iscenesættelse og medvirken i unge komponisters udsyrede frembringelser.
A Day in the Life begyndte som musikpædagogik. Skuespilleren Bless Amada fortalte begejstret om sin første klassiske koncert; denne musik var anderledes, gjorde ham bevidst om sig selv: »Jeg var den eneste sorte.« Bemberg spillede langsomme, spredte toner, men Amada sank ind i en kaotisk verden af sinustoner og stress. Hørte Jürg Frey på lp og læste Rilkes breve om ensomhed.
Det lignede et portræt af pianisten, og pludselig dukkede en krumrygget Bemberg op i en hjemmevideo, hvor han spillede skrøbeligt på et faldefærdigt pianette. Til sidst: video af et kystlandskab, lyden af fuglefløjt. Fred efter små tre kvarter. Lidt langt? Tjo. Men fint og personligt.
McLeans fragmenterede coronaværk var endnu længere – alt for langt, ja, ligesom pandemien – men komponistens monologer undervejs nåede desværre ikke ud til os onlinelyttere. Jeg noterede mig dog en parodi på nordisk krimi-tv med et mord på James Black og med Bemberg, der på flygel og Juno-60 spillede klynger og gysermotiver. Det var da værd at tage med.
Men værket gik på flere måder altså lost in translation på sin vej ud til mig, så det må blive til revanche, når McLean selv debuterer fra DKDM 12. juni.
Først til sidst slap musikken fri
The Baroque Society: »Remembering«
© Malin Annie Jansson
Den britiske og københavnerbaserede komponist Nick Martin forsøger at give erindringen klanglig form med sit spritnye værk Remembering, skrevet direkte til The Baroque Society. Torsdag aften i Grundtvigskirken lykkedes det smukt i dele af det kvarterlange værk for fire sangere og en lille, intens gruppe barokinstrumenter.
Tætte, vokale klangflader dvælede længe i harmonier, der udviklede sig langsomt, men også lod solisterne komme til enkeltvis. Det statiske akkompagnement fastholdt erindringens fundament, hvorpå de svævende vokaler skabte stemninger om det tabte. Klangene skiftede langsomt harmonisk farve som skyer på himlen, der kontinuerligt skiftede form – tilsyneladende vilkårligt, men som var det et fast, organisk mønster. Men det blev for langt og passivt: Først i de sidste minutter blev harmonierne brudt flot op med god rytmisk afveksling og pirrende generalpauser. Var formskiftet kommet tidligere, havde Martin skabt et spændende værk. Det sluttede dog med en perle af en åben og søgende akkord, der ud over at demonstrere hans evner som vokalkomponist måske også inviterede til at betragte erindringen som noget positivt, udviklende og ikke-tragisk.
Remembering var omkranset af to værker af J.S. Bach (BWV 118 og 106). Den sidste kantate fik senere tilnavnet Actus Tragicus, men var slet ikke så tragisk, da døden hos Bach primært gav adgang til noget bedre. Det fik vi ikke indtryk af her, hvor det lille orkester i The Baroque Society manglede energi og drive. Der var ikke tilstrækkelig musikalsk ledelse fra Yngvild Haaland Ruud bag det lille orgel midt i orkestret, og der blev dvælet for meget ved følelsen eller mindet om den netop hørte klang. Tempoet var alt for slæbende. Men det var forfriskende med et nyt værk af Nick Martin – til at mindes ved Allehelgen.
Koncerten gentages i København, Helsingør og Gentofte i de kommende dage
© PR
»Musik er for mig utroligt vigtigt. Det er musik, der fortæller, hvem jeg er, og hvem jeg vil være. Det er musik, der er min muse, min lise og min pensel. Det er musikken, der maler min sindsstemning og er samtaleemnet i min vennekreds, og det er musikken (og de sungne ord i sangene), der er min foretrukne udtryksform. Musik er for mig farverne og formerne i mit liv. Med hang til danske kunstnere som C.V. Jørgensen, Elisabeth, Olesen-Olesen, Peter Sommer og Gravens Rand.«
Søren Damm er prisbelønnet forfatter til romanerne Transit, Melodrama og Finland. Han er også sanger og sangskriver og har bl.a. udgivet albummet Håbet Er Den Største Last.
© Paw Ager
»Musik for mig er nysgerrighed og overraskelser, men som man kan føle sig hjemme i. Musik er i os alle på en fysisk og anderledes måde end alle andre kunstformer. Musik for mig er noget, som er større end individet, og som altid vil overleve individet – the good stuff altså ;) «
Kaspar Kaae er en prisvindende filmkomponist, musikproducer og sangskriver i bands som CODY og Bug Chaser. Han har en master i filmkomposition fra SDMK. Han har tidligere været guitarist i en række bands på den danske indiescene som CODY, Broken Twin og Bug Chaser. Sidstnævnte udgiver albummet My First Crippled Love i november. Han er født i 1983 på Bornholm, men har været bosat i København og Berlin gennem sit voksne liv.
© PR
»Musik er som et sort hul, der suger dig til sig og skyder dig ud på den anden side af universet.«
Francesco Rista er guitarist og arbejder både med klassisk og elektrisk guitar. Hans indspilninger er blevet anmeldt i internationale musikmagasiner og spillet på BBC og RAI Radio 3. Efter studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Lunds Universitet har han fokuseret på studieindspilninger, hvor han har udforsket guitarrepertoiret – fra barokken og romantikken til samtidsmusikken – samt instrumentets mangeartede klangmuligheder. Rista er i dag bosat på Island, hvor han underviser i guitar, komponerer musik og samarbejder med nulevende komponister.
© Villads Hoffmann
Percussionisten og komponisten David Hildebrandt hædres for sit virtuose arbejde med ny musik og for at udfordre grænserne for, hvad rytme kan være.
David Hildebrandt er blandt modtagerne af årets hæderspriser fra Wilhelm Hansen Fonden. Han modtager prisen på 200.000 kroner for sit kompromisløse arbejde med ny musik og multi-percussion samt for sin evne til at udfordre de gængse forestillinger om rytme.