Lad os alle lytte til Nyx
Fra de græske gudinder Hemera og Nyx til selve moderjord, Gaia, og videre til heksene og vølverne i nordisk folketro: Debutalbummet fra violinist Maria Jagd og kontrabassist Ida Duelunds eksperimenterende duo Lueenas har hentet inspiration fra mytologiske kvindeskikkelser, og inspirationen skinner på underfundig vis igennem. Duoen formidler både den storslåede skønhed og den ulmende uhygge, som disse fortællinger på hver deres måde vidner om. Selv bliver jeg mindet om den spanske mystiker Teresa af Ávila (1515-1582), hvis beskrivelser af både lidelsen og ekstasen ved Guds tilstedeværelse i krop og sjæl sommetider antog nærmest seksuelle konnotationer. Det samme møde mellem ånd og stoflighed oplever jeg i et nummer som »Souls Sliding«, hvor strygerne lyder som blød, lys dis, der igen og igen bliver punkteret af insisterende, technoagtige rytmer, og i åbningsnummeret »Resurrection«, hvor violinens lyse hvin stiger mod det himmelske lys, mens kontrabassens dybe summen forbliver i den mørke jord, hvorfra genopstandelsen må formodes at begynde.
På albummets utroligt smukke afslutningsnummer får Lueenas selskab af sangerinden og sangskriveren Emma Acs. Sammen maler de et billede af en mystisk, westernagtig nomadeskikkelse, der rejser hvileløst rundt i en stjålen bil på jagt efter en form for mening: »In the search for happiness / I found the end«, lyder den triste slutning.
Den arketypiske fortælling lyder som Lueenas' eget paradoksale bidrag til albummets serie af mytologier: Paradoksal fordi karakteren netop symboliserer den meningsløshed, som mytologierne ellers historisk set har været et værn imod.
Roger Reynolds – stadig en god roadmovie?
God idé: en hel koncert med musik af Roger Reynolds, den eksperimenterende amerikaner, der vandt en Pulitzer i 1989, men hvis musik ikke lyder så eksperimenterende længere.
Selv hans nyeste musik. Nørrebro var vært for verdenspremieren på Reynolds nye obokoncert Journey, som en del af Matthias Reumerts minifestival Offbeat. Det er et stykke helt uden rodfæstning – en roadmovie, der kun minimalt er tro over for toneart, materiale eller system, mens den springer frem gennem en række mystiske billeder. Jacqueline Leclair spillede det karismatisk. Nødvendigt, da der kun synes at være lidt ud over overfladelyd i stykket.
Mistral satsede på Reynolds taksonomiske tendenser. Det er et partitur, hvor instrumentgrupper holder sammen, inden de danner skrøbelige koalitioner på tværs af klanglige grænser – en proces, der kaster dem ud i mani. Værkets antifonale kvaliteter og brølende messing råbte efter et større rum end Koncertkirken, eller blot en anden rumlig konfiguration.
De, der blev hængende efter et timelangt interval forårsaget af en lægelig nødsituation, blev belønnet med aftenens højdepunkt: Transfigured Wind III. Igen helliger Reynolds her sig til en musikalsk gestus: en solofløjte græder, pruster og puster (nogle gange forførende, nogle gange klichéfyldte) og bliver besvaret af en række delikate ensemble-ritornelloer, der forvandler det samme materiale. Kerstin Thiele spillede den med en glød pænt afbalanceret af Reumerts cool dirigering.
Med sin tålmodighed gik dette sidste stykke dybere – dets enklere struktur trak flere nuancer fra Reynolds og gav os et klarere overblik over hans kvasi-spektrale æstetik. Er den æstetik stadig noget værd? Reynolds hævder, at ingen kan sætte pris på hans musik via en enkelt lytning. Jeg har bestemt brug for mere overbevisning.
Roger Reynolds: Still worth its chops?
Nice idea: an entire concert of music by Roger Reynolds, the experimental American who won a Pulitzer in 1989 but whose music doesn’t sound that experimental anymore.
Even his newest music. Nørrebro hosted the world premiere of Reynolds’s new oboe concerto Journey as part of Matthias Reumert’s mini-festival Offbeat. It is an entirely un-rooted piece – a road movie betraying little allegiance to key, material or system as it capers forwards through a series of mystical images. Jacqueline Leclair played it charismatically. Necessary, as there can seem little beyond surface sound in the piece.
Mistral went big on Reynolds’s taxonomical tendencies. It is a score in which instrumental groups stick together before forming fragile coalitions across timbral boundaries – a process that plunges them into mania. The work’s antiphonal qualities and roaring brass cried out for a bigger space than Koncertkirken, or just a different spatial configuration.
Those who stuck around after an hour-long interval caused by a medical emergency were rewarded with the evening’s highlight: Transfigured Wind III. Again, Reynolds sanctifies musical gesture here: a solo flute cries, huffs and puffs (sometimes beguiling, sometimes clichéd) and is answered by a series of delicate ensemble ritornellos that transfigure the same material. Kerstin Thiele played it with an ardour neatly balanced-out by Reumert’s cool conducting.
In its patience, this last piece went deeper – its simpler structure drawing more nuance from Reynolds and giving us a clearer view of his quasi-spectral aesthetic. Is that aesthetic still worth its chops? Reynolds claims nobody can appreciate his music in one hearing. I certainly need more convincing.
Kaktusvæske i en ørken af luft
Luft, altings forudsætning, er også altings udfordring. Driver man rundt en fredag på talentfestivalen Spot i Aarhus, er det ikke kun den kraftige vind, der rusker i nervøse ører, det gør også unge popvokaler med luft, al for megen luft, på stemmebåndene.
Mødet med Maria Dybbroes klare altsaxofon i den albumaktuelle flimringskvintet Caktus bliver derfor også et møde med det, som mange musikere må have glemt i øjeblikkets spurt mod stjernerne: den klanglige kernes forførende sandhed, den luftløse nøgenheds hårdhed og appel.
I hendes blæs høres ingen hvislen, men en helt ren, maritimt blågrøn lyd. Fra Dybbroes lukkede øjne og fuglede bevægelse udgår en impuls, der får hvert livgivende pust til at sætte sig i saxen som en hele tiden foranderlig tone. Alt bliver til udvikling: nervøs tremolo, bugtende intensitet, letblæst piblen og hele tiden dette antiluftige, skorpede hjerte i klangen.
Ledsaget af melankolsk skærende cello, grundprikkende kontrabas, let bølgende trommer og endnu en altsax, denne i kontrasterende luftige klæder, er mødet med Caktus’ ømt trukne melodier og henslængte plateauer en undtagelse af tæt ro og opmærksomt lyttende fællestrance på Spot.
Det er, kort sagt, en påmindelse, ja et opdrag, om at gennembryde luftagtighedens tekniske fernis og turde satse hele sit musikalske projekt på sandhedens alter. Alt er kerne. Og Caktus’ kerne, Dybbroes uimodståelige klang, er en livgivende kilde af kaktusvæske i en ørken af luftspejlinger.
Kvinder uden grav
I Skuespilhuset giver den tværæstetiske musikforestilling Hex stemme til en række historiske personer under 1600-tallets uhyrlige trolddomsprocesser. Der er udelukkende kvinder både på og bag scenen, og manuskriptet af Olga Ravn og Liv Helm er skrevet over historiske retsdokumenter, teologiske skrifter og gamle magiske remser.
Monologerne flyder med stor musikalitet og står stærkest ved en magisk voksdukkes poetiske vidneberetninger: »Hvis jeg havde haft øjne, der kunne græde, havde jeg grædt.« Kvinderne bevæger sig langsomt som Butoh-ånder og gjalder gåsehudsfremkaldende flerstemmig sang over melankolske folketoner og ritualistiske trommerytmer. Jeanett Albeck er værkets komponist og performer også selv sammen med en perkussionist og en cellist. Hun personificerer renæssancesamfundets ultimative horrorfantasi – djævlen selv – og sætter undervejs gang i en grotesk dæmondans med åben mund og svirpende nippletassels over pulserende trancemusik, ond latter og kvindestøn i loop. Henover resonerer hendes dæmonisk manipulerede stemme tungt og ironisk: »Når kvinder tænker alene, tænker de ondt.« Det er som et syretrip gået galt.
Forestillingen er så sansemættet, at den bliver uklar i sin historiefortælling. På trods af smukke og stærke idéer undervejs, sidder man som publikum tilbage med en usamlet oplevelse og en følelse af at være slået omkuld uden forklaring. En ujævn sammenblanding af mange kunstneriske udtryk og niveauer af tid gør, at man aldrig helt kan give sig hen til den samlede fortælling. Som et uforståeligt ritual, der er lukket inde i sig selv.
Der er så tyst i Ørestaden
En elektronisk produceret drone tystnede det ellers snakkesalige publikum i kunsthallen Simian, der onsdag aften fremstod som en stor åben kælder badet i blåt lys. Her havde den svenske lydkunstner, komponist, musiker m.m. Catherine Christer Hennix samlet en reduceret udgave af den nydannede gruppe Kamigaku Ensemble: Udover Hennix selv på det japanske rørbladsinstrument shō var også ligeledes svenske Ellen Arkbro på trompet og Marcus Pal på elektronik og stemme. Trompettonerne var lange og kun afbrudt af behovet for at trække vejret. Snart kom Hennix på shō med og Pal med messende sang. Forholdet mellem de fire elementer – den kontinuerlige drone, den æteriske shō, den jordnære trompet og den menneskelige sangstemme – udviklede sig på små, men meget interessante måder. Musikerne var i en konstant søgen efter hinandens tonearter, og når de mødte hinanden rigtigt, ringede samklangen på den helt magiske måde.
Således oscillerede de tre musikere koncerten igennem, en opbyggende bølgegang mellem fundet og mistet samstemmighed i en kælderstilhed, der kun aperiodisk blev afbrudt af publikums skridt, host og ølåbning. Intet andet end skønheden i Hennix, Arkbro og Pals søgen efter indbyrdes harmoni. Koncerten sluttede med den samme enkeltstående drone som den startede med, og en vis forvirring over, hvorvidt opførslen rent faktisk var færdig. For mit vedkommende kunne de tre musikere godt have fortsat en stund endnu.