kortkritik
23.04.2021

Lydfar, se denne film!

CPH:DOX: »Sisters with Transistors«
Maryanne Amacher i »Sisters with Transistors«. © Anna Lena Films
Maryanne Amacher i »Sisters with Transistors«. © Anna Lena Films

Mellem støjen og musikken er musikerens hånd, citerer Jean-Michel Jarre Pierre Schaeffer i Lisa Rovners dokumentarfilm. Og den hånd har sjældent været kvinders. Wrong! Via sjældne fotografier og optagelser – bundet sammen af Laurie Andersons speak – fortælles en fascinerende historie om kvinder, der hørte radikale lyde i deres hoveder, indfangede lyden af en elektrificeret verden og så teknologien som en befrier.

Disse kvindelige komponister mærkede the sweet mystery of noise, lyden af fremtiden og ville skabe dialoger med elektroniske lyde. Kærlighed til Tolana-båndoptagere og en ARP 2500-synth kender ikke til køn. Kig bare på thereminmesteren Clara Rockmore og Maryanne Amacher, som ville spille med lytterens fysikalitet og fik sit ramponerede hus, stoppet med maskiner fra et fysiklab, til at vibrere. Eller Laurie Spiegel, der med sit projekt »Music Mouse« omdannede den menneskevenlige Macintosh fra 1984 til et rungende, pulserende musikinstrument. Og alle de andre elektroniske søstre, som ikke ville trækkes rundt af døde, hvide mænds næser, men aktivere nye indsigter og tænke uden for kompositioner, som vi kender dem. Bum. 

Samtidige kunstnere som Holly Herndon og Ramona Gonzalez (Nite Jewel) kommenterer bedrifterne. I dag siger én af de elektroniske pionerer, at de ikke revolutionerede, men blot ønskede at sætte musikken i kontakt med sig selv. Ja, men de så moderne magi i computerne – der i starten tilhørte bankerne, militæret, forsikringsselskaberne – og var med til at gøre magien til en kunstform. Og selvfølgelig har Pauline Oliveros ret: Hvordan du lytter, har betydning for, hvordan du udvikler en kultur. Look and learn – og lyt, lyt igen, Lydfar.

© Peter Gannushkin

»Musik for mig er en verden fuld af lyde, som man kan gå på opdagelse i, jonglere med, sætte i system, blive inspireret af og danne udgangspunkt for møder mellem mennesker på tværs af kulturer og generationer.« 

Håkon Berre (f. 1980) har markeret sig som en central skikkelse på den danske scene for improviseret musik. Hans praksis er kendetegnet ved en udvidet tilgang til percussion, hvor både traditionelle instrumenter og hverdagsobjekter – som ringeklokker, blikplader, kæder og køkkenredskaber – indgår i et nuanceret og ofte uforudsigeligt klangligt udtryk. Han har optrådt på klubber og festivaler internationalt og samarbejdet med en lang række markante musikere, herunder Peter Brötzmann, Phil Minton, Axel Dörner, John Tchicai, Jamie Branch og Otomo Yoshihide. Berre medvirker på en omfattende diskografi med mere end 40 udgivelser, heraf mange på det kunstnerdrevne label Barefoot Records, som han er medstifter af. Derudover har han komponeret og arrangeret musik til teater og udstillinger samt arbejdet med interaktive lydinstallationer vist på museer i Danmark og Tyskland. Han er aktiv i en række ensembler, herunder Ytterlandet, TEETH, VÍÍK og Mirror Matter, samt i forskellige duo- og kvartetkonstellationer.

kortkritiklive
06.04

PowerPoint mod mørket

Laurie Anderson with Sexmob: »Republic of Love«
© Ebru Yildiz
© Ebru Yildiz

Med sin sædvanlige nysgerrige tone indledte Laurie Anderson søndagens koncert i DR's koncertsal med en politisk parole og bemærkningen »Thank you for your attention to this matter«. Aftenens emne var et tungt politisk klima, hvortil Anderson, som en avantgardens professor emeritus, tilbød en musikalsk rammefortælling med musik, slideshow og citater fra tænkere og kunstnere, der på hver sin vis nuancerer en stadig mørkere verden. En rammefortælling, hvor hvert stykke musik havde et klart formål – at fordampe enhver kondens af konvention.

Slide efter slide førtes publikum gennem forunderlige stik til det totalitære og konventionelle. Den lange liste af ord, som Trump-administrationen har slettet fra regeringsdokumenter, fungerede fx som introduktion til nummeret »Language Is a Virus«, som er inspireret af forfatteren William Burroughs, der også dukkede op på skærmen bag Anderson og bandet Sexmob. Det samme gjorde Lou Reed, Andersons afdøde ægtefælle, og påført en glitrende jakke, der som en tryllekunstens Kraftwerk udløste lyde af både trommer, båthorn og kasseapparater, delte Anderson ægteparrets tre livsråd, mens hun legesygt dansede og fortalte.

Jeg tror aldrig, jeg har været til en koncert, hvor hele produktionsholdet, både på og bag scenen, blev krediteret med rulletekster. Men alligevel virkede det som en helt naturlig afslutning på Andersons lidt tørre og fantastisk håbefulde powerpoint-koncert. En koncert, der som en dejligt dekonstruerende påmindelse forenede det eksperimenterende og det konkrete i en håndfast førstehjælpskasse mod tyranni og undertrykkelse.

© Niklas Ottander

»Musik er en dyb, men ikke seriøs, spirituel praksis, hvor både skaber, samarbejdspartner og forbruger er deres egen personlige pave.«

James Black (f. 1990) er komponist, performer og kunstnerisk leder af Klang Festival – Copenhagen Experimental Music. De er oprindeligt fra Bristol, England, men flyttede til København i 2013. Blacks værker har tiltrukket sig stor opmærksomhed både nationalt og internationalt for deres karakteristiske kombination af kunstnerisk mod og sårbarhed, beskrevet af Statens Kunstråd som »et univers af ægte vanvid, hvor alting går hen«. Deres arbejde er en dyb og personlig udforskning af emner som religion, tab og queer-identitet, der ikke er bange for at være dum eller seriøs i nogen retning.

© Christian Klintholm

»Musik er for mig lige noget for mig.«

Christian Juncker er en dansk musiker og sangskriver, som har udgivet en række dansksprogede album. Han debuterede i 1995 med bandet Bloom. Sammen med sin ven Jakob Groth Bastiansen dannede han duoen Juncker i 2002. Han står også bag julesangen »Luk julefreden ind« fra 2024.

© Guy Wasserman

»Musik for mig afslører tomheden i grænser og definitioner – i bevidstheden, i rummet og i musikken selv.«

Idan Elmalem er en oud-spiller og komponist, der arbejder på tværs af verdens- og populærmusik, og præsenterer nu sin debut-instrumentale EP og liveoptrædenprojekt. Efter mange års samarbejde inden for den israelske musikscene vender han sig mod en mere personlig og intim musikalsk stemme, hvor han blander traditionel oud med en moderne sensibilitet. Inspireret af sine studier med mester Nissim Dakwar udforsker Elmalems musik rummet mellem tradition og innovation. Hans debut-EP, Time, indeholder tre live-indspillede stykker, der bevæger sig mellem fortid, nutid og fremtid og kombinerer klassiske arabiske og persiske elementer med jazz, minimalisme og filmisk lyd. Elmalem, der er baseret i Tel Aviv, trækker på sin marokkansk-danske arv i sit arbejde. Han er uddannet fra Jerusalem Academy of Music and Dance og er i øjeblikket i gang med en kandidatgrad i etnomusikologi ved University of Haifa, sideløbende med sit arbejde som musiker og komponist.