Kortkritik
13.02.2023

Lyssøgende klaverterapi

Carsten Dahl: »The Sadness Will Last Forever«
© Jesper Egelund
© Jesper Egelund

Til at få øje på var bevægelsen fra mørke til lys, da Copenhagen Phil i kammeropstilling forleden uropførte Carsten Dahls let uortodokse, men intimt transparente koncert for to klaverer, van Gogh-overvejelsen The Sadness Will Last Forever (2022).

Først: en smeltet stenmasse af kontrafagot, basklarinet, pauke, kontrabasser og dybe anslag i de to flygler. Sidst: en hvislende vanddamp af let dissonerende violintåge og piblende tangentspil. Derimellem: glasklare solistmotiver, alvorsramte linjer på kanten af det atonale, marcherende slagtøj, unisone flugtløb og, endelig, kontrapunktisk forsoning mellem Martin Qvist Hansen og Søren Rastogi i tålmodig bevægelse tone-mod-tone.

Tydeligt var det, at Dahl var ude i et dramatisk, men samtidig apollinsk ærinde. Stram metrik og taktnære, sobre motiver holdt den skæbnetunge inderlighed i skak. Skriften var nøgternt autoritativ, men lod sig også opildne som korte lyn på himlen: et skred indledt af valdhorn, buer slået mod strygerne, hektisk skærende træblæsere inden førstesatsens stormfulde standsning.

Og så altså modsætningen i den korte andensats: klavererne, der langsomt viklede sig ud af atonale klynger og ind i et tålmodigt afbalanceret lys. Nærmest som en terapeutisk strategi, et harnisk mod melankoli og mørke. En for så vidt abrupt struktur, men samtidig med en gennemgående personlig tilstedeværelse, en kamp mellem strenghed og mani, som måske er lige dele van goghsk og dahlsk. Tilmed, hurra, i vældigt værdig philsk opførelse.

© Kelly Crandell & Kieran Kesner

»Musik for mig er en nødvendighed. Nyt og gammelt. På tværs af alle genrer. Musik er noget helt essentielt menneskeligt – og for mig er stemmen det mest direkte kommunikerende instrument i verdenen.« 

Else Torp debuterede i maj 2023 i tre koncerter med New York Philharmonic i et værk af den amerikanske komponist Julia Wolfe. Hun har tidligere optrådt med bl.a. BBC Philharmonic, Scottish Chamber Orchestra, Gulbenkian Orchestra, danske landsdelsorkestre, London Symphony Orchestra og Sydney Symphony Orchestra. Hun synger et omfattende repertoire af Lieder, danske sange og eksotiske værker som William Waltons Façade og Judith Weirs one-voice opera King Harald’s Saga. Else Torp er medlem af Paul Hillier’s Theatre of Voices og har optrådt på internationale scener som BBC Proms, Berliner Festspiele, Lincoln Center og ved flere udsolgte koncerter i Carnegie Hall. Else Torp har medvirket på snart 40 indspilninger på Dacapo, Ondine og Deutsche Grammophon og på den Grammy-vindende CD The Little Match Girl Passion (HMU, USA). I 2016 udkom duetten »Distant Sky« med Nick Cave og Else Torp på albummet Skeleton Tree samtidig med premieren på 3D-dokumentaren One More Time with Feeling om albummets tilblivelse. Hun sang live med Nick Cave and The Bad Seeds i Royal Arena og var igen biografaktuel et halvt år senere. I 2018 sang hun blandt andet Kaija Saariahos opera Only The Sound Remains på Paris' Opera Garnier, Teatro Real de Madrid og Lincoln Center i New York. Else Torp har medvirket i DRs Den klassiske Musikquiz, været deltager i Babettes Gæstebud med Brødrene Price, ligesom hun ofte interviewes til DR P2.

© PR

»For os er musik saltet, vinen, forretten, hovedretten, desserten, opbygningen, forløsningen. Musik er også en masse mellemrum. Musik kan være til glæde og trøst for mennesker, og det er ganske smukt, synes vi. Ikke mindst er musik en vej (ud af mange) ind i altings altinghed.«

Skammens vogn er en trio bestående af digterpræsten Nikolaj Zeuthen, healeren Oliver Hoiness og den irske cannabisbonde Jakob Millung. Det er en gruppe baseret på et venskab fra folkeskoletiden, et kunstnerisk og spirituelt fællesskab, som snart har eksisteret i tyve år. Bandet slog igennem med albummet Asfalt (2013) og har siden da udgivet syv albums. 

Skammens vogn er hverken highbrow eller lowbrow, men et sted midt i mellem. Eller måske snarere nobrow. Musikken har en folkelig appel, men er også blevet kaldt »en finger til ræset«. I deres tyve år lange karriere har de bevæget sig fra brutalistisk naivisme over ambitiøs avantgardepop og til underliggjort blues. Musikken er en blanding af genrer, og i midten af blandingen bor Zeuthens poetiske tekster, udtrykt med hans tilbagelænede og uskolede vokal. Bandet har ved flere lejligheder sagt, at musikken skal kunne undre og pirre dem selv.  

Kortkritikrelease
16.08.2024

Årets symfoniske statement

Søs Gunver Ryberg: »Coexistence«
© PR
© PR

Min oplevelse af Coexistence, Søs Gunver Rybergs ti minutter lange værk for orkester og elektronik, falder i to etaper. Først er jeg lamslået: over den naturlighed, hun behandler det symfoniske materiale med, så orkestret bliver til en potent hybrid mellem akustik og syntese. Sikket bid i klangen, sikken ørkenstorm af kornet tekstur, der rumsterer videre bag instrumenterne.

Her realiseres det klanglige potentiale for det 21. århundredes orkester, tænker jeg begejstret. Men så melder tvivlen sig i næste etape. For sker der i realiteten det samme som i svenske Jesper Nordins timelange Emerging from Currents and Waves (2018): et teknologisk kvantespring for symfonisk klang, der imidlertid stivner kompositorisk i et stop-and-go mellem bulder og stilhed?

Udbuddet af dramatik er næsten vulgært i Coexistence: ustabile islandske mørkedroner, harske messingdrøn, skælvende strygere, tordenpauke, hårde opbremsninger som i actiontrailere fra Hollywood – og meget mere. Det er et himmelsk kaos. Kontrasten: dæmpede alarmer af strøget metal, opsamlet støj og udstrakte toner som et skrøbeligt jernstativ, der skælver efter stormen.

De to temperamenter afløser hinanden på skift, og det lyder fænomenalt under Dalia Stasevskas ledelse af BBC Symphony Orchestra. Værkets kerne er vel katastrofen – kollaps og efterspil – og i den optik giver de sort-hvide ekstremer mening. Musikken er brutal, nådesløs. Men kunne den have været mere: i farver, hinsides tvekampen? Måske, døm selv – Coexistence er så afgjort årets mest opsigtsvækkende symfoniske statement.

Kortkritiklive
16.08.2024

Global opvarmning er virkelig nået til Aarhus

Lydenskab, Laura Bowler: »The Girl With the Hurricane Brain«
© Kim Glud
© Kim Glud

»LOOK AT ME I AM BURNING« – det hvide banner med den sorte skrift troner på scenen. Det og andre bannere udgør dele af librettoen til The Girl with the Hurricane Brain. Settingen er enkel: Et forældrepar mener, de gør nok for at modvirke klimakrisen. Deres teenagedatter og en tiltagende desperat fjernsyns-meteorolog er uenige. Selv for en opera gentager forældrene sig meget, når de taler. Højdepunktet for mig var: »We even vent vegan… mostly«, før de slukker fjernsynet, som beretter, at æbletræerne nu er uddøde. 

Det lyder komisk, men spilles med komplet alvor, godt understøttet af Laura Bowlers dissonante musik, der veksler mellem passager for alle 10 musikere og duetter mellem datteren og enkelte eller få musikere. Musikalsk er disse duetter suverænt værkets stærkeste – stemmen og instrumentet nærmest væves ind i hinanden. Musikken suppleres af sangstemmerne, der samples og skaber et umenneskeligt ubehag. Ofte blev jeg i tvivl om, hvornår der blev sunget, og hvornår maskinen tog over, og det ser jeg som en kritik af parolerne om, at teknologien nok skal finde en løsning, som en fralæggelse af menneskeligt ansvar – og menneskeligheden.

Værket søger at give inspiration til at tale om klimakrisen, men min optimisme vokser ikke undervejs. Ikke at cli-fi partout skal vise, hvordan en sådan dialog skal finde sted, men jeg manglede nok bare nogle enkelte glimt af håb, eller en tydeligere følelse af forbundethed. Måske hvis de virkelig lod os grine af forældrenes ignorance, kunne jeg have følt, at vi som kollektiv var enige om at gøre noget. Nej, global opvarmning er virkelig nået til Aarhus. 

© Beowulf Sheehan

»Musik er grænseløs, og dens potentiale for betydning er uendeligt. Det er hverken godt eller dårligt, men blot en anerkendelse af, at musik er én form for udtryk for en given kultur (med mange andre input, som jeg for det meste er uvidende om). Set i det perspektiv er musik så bare endnu et medie, hvorigennem jeg forsøger at forstå et andet menneske og/eller den kultur, de eksisterer(e)de i, og mere dybtfølt mærke den indbyrdes forbundethed i den verden, vi lever i, som vi har arvet, og som vi vil give videre.«

Cellisten Jay Campbell er i øjeblikket den eneste musiker nogensinde, der har modtaget to Avery Fisher Career Grants – i 2016 som solist og i 2019 som medlem af JACK Quartet. Han har bragt sine eklektiske kunstneriske interesser både som udøvende musiker og kurator til institutioner som New York Philharmonic, Deutsche-Symphonie Orchester, Los Angeles Philharmonic, Seattle Symphony, Ojai Festival, Lucerne Festival og mange andre. Med et stærkt engagement i kollaborativ musik er Jay medlem af JACK Quartet samt Junction Trio sammen med violinisten Stefan Jackiw og komponisten/pianisten Conrad Tao. Han er også en del af det tværdisciplinære kunstnerkollektiv AMOC og samarbejder hyppigt med komponister og musikere som Helmut Lachenmann, Patricia Kopatchinskaja, Barbara Hannigan, John Zorn, Tyshawn Sorey og mange andre fra sin egen generation.