Er det ikke essensen af komponistens arbejde? At få andre til at gøre noget. Jeg sad efter Spor-koncerten Asking People to Do Things med den nykonceptuelle supergruppe Current Resonance og studsede over temaet. Selvfølgelig med mindre man som de fire komponister på scenen gør det meste selv, konkluderede jeg. Med en velkommen sans for de helstøbte koncertoplevelser havde gruppen sammensat et program, der undersøgte ordrens maskering i spørgsmålet. 

Koncerten virkede som en jagt efter en bagvej om selve processen med at komponere og opføre musik, som man kender fra den musikalske konceptualisme hos eksempelvis Johannes Kreidler eller Trond Reinholdtsen. I det æstetiske ærinde var det interessant at opleve spørgsmål og imperativer blive omsat til kompositorisk materiale. Carolyn Chens Introducing Object genoplivede ready-made tanken med fluxus-dessiner i højttalerne, som dikterede performernes overgrundige beskrivelse af en kagedåse. Senere revsede Matthew Grouse dynamikken i koncertrummet og tog publikum som gidsel med det interaktive spørgeværk SPEAK BEFORE YOU THINK. Ud af koncertsalen kom vi også mellem værkerne, hvor flashmobvideoer fra Aarhus fungerede som underholdene pauseskærm. 

Fordi gruppen leverede årets koncert i 2023, blev jeg efterladt med en følelse af, at de denne gang havde sværere ved at få konceptværkerne helt ud over rampen. Jeg savnede de store teatralske effekter. Bedst fungerede Dylan Richards og Michael Hopes bombastiske fællesværk, hvor Richards’ karakteristiske digitale opkast blev sidestillet med Hope, der gav den som gradvist mere uduelig hype man. Hvilket vidunderligt kaos. 

»Jeg er ikke slettet«, oplæste kunstneren Faun Vium. Et brev fra hendes søster indledte operaperformancen Dronning Annabel, der tager afsæt i søsterens indlæggelse. Vi stod foran Brønshøj Vandtårn. Med champagne i hånden, sang vi sammen en mol-dunkel sang, som havde startet hele processen. »Vi forsøger at forvandle psykosens poesi fra en ensom til en delt oplevelse«, stod der i programmet. En champagneprop sprang på vej ind i tårnet. Stemningen var premiere-let og tungsindig på samme tid. 

Brønshøj Vandtårn er med sine svimlende betonsøjler nærmest et værk i sig selv. De mest uskadelige lyde bider fra sig i tårnets kolossale rumklang. Mellem søjlerne blev vi bænket og oplevede, hvordan værket byttede en båndet samtale mellem Vium og søsteren med performance i rummet. Tre sangere – to af dem spillede også cello og kontrabas – bevægede sig rundt i det kølige rum med skulpturelle skaller, som de udklækkede fra og forpuppede sig i. Men på grund af den anti-sceniske arkitektur, var det frustrerende svært at tage deres energi ind. Alting foregik i øjenkrogen, delvist hengemt bag en søjle. Derfor fik jeg – til trods for det inkluderende oplæg – en ærgerlig følelse af en halv oplevelse. 

Måske var det pointen: Som publikum var man, ligesom den tvangsindlagte, låst i sin stol. I stedet gav jeg mig hen til klangen. Det var betagende at høre, hvordan samtalerne om »en sorg, der ikke kan spejles i verden« og sprogets utilstrækkelighed blev forlænget i sangernes fraser, hvor ordene blev opløst i den umådelige klang. Nogle gange sang sopranen, så det hvinede i ørene. Til sidst voksede en optagelse af de to søskendes fælles sang fra den personlige relation og ud i rummets sfære. Poesien forplantede sig i tårnets potentiale og satte et smukt klingende punktum for værket.