Da St. St. Blicher i 1838 skrev Trækfuglene: En Naturkoncert, følte han, døden snappede ham i hælene. Melankolien hviler over digtsamlingen, men også en længsel mod naturen og rejsen. I Hans Rønnes nye forestilling Over Vadehavet skeles der til Blichers lyriske hovedværk – med ny dramatisk tekst af Jens Kepny Kristensen og musik af Uta Motz. Tre amatørornitologer, Frikke, Iversen og Gram, sidder på deres vante observationspladser og småskændes om, hvem der har set flest fugle i år. Gæs skræpper foroven. Naturen synger for mennesket. Samtidig gennemsyres det hjemlige af udlængslen. Buret er ved at sprænges. Frikke, søn af Iversen, længes bort. For også han er kun her på træk. Men vil moren lade ham sprede sine vinger?

Rønne kalder forestillingen en musikalsk ode til himlens fugle. Det er den også – til dels. Der synges uddrag af Blichers egne tekster, og Motz eksperimenterer med fugletællerens mekaniske rytme i tandem med skuespillernes 'mimicry' af fuglenes sang og lyde. Det sidste kunne der have været mere af. Der er et stort potentiale i at lade menneskestemmer åbne sig mod mere dyriske toner. Det sker desværre kun glimtvis i Over Vadehavet.

Det er dog stadig et fint, lille værk. På et tidspunkt når vi at kede os. Sådan er det at se på fugle. Man venter i dage, før man spotter en eleonorafalk eller en citronfinke. Dette afspejles i fortællingen, som tager en uventet drejning, da de tre karakterer tvinges til at gøre op med vante opfattelser af ophav og tilhørsforhold. Kedsomhed er en formidabel aktør i udviklingen af 'suspense'. Fuglene bliver det gennemgående motiv, der illustrerer figurernes tanker om endelighed og frihed.

Lille VEGAs intime rum dannede rammerne for innovativ vokallyd i stort format, da Ars Nova og dirigent Paul Hillier kombinerede forløsende origamisanselighed fra Caroline Shaw med Signe Lykkes dystopiske digitalspejlinger med klar intonation og imponerende musikalsk overskud.

De lillabelyste luftstrømme flød først fra Bjarke Mogensens susende akkordeon i en opvarmningsakt af intens virtuositet. Musikken spændte bredt fra en livlig russisk dans og melankolske åndedrag fra Bornholm til rørende kvarttonemusik af Sune Cølster, Lil Lacys store cinematiske vingesus og eksplosive kadencebevægelser fra Anders Koppels akkordeonkoncert nr. 2.

Amerikanske Caroline Shaw kender indgående til stemmens potentialer, hvilket stod klart i How to fold the wind, et værk inspireret af den gamle japanske origamikunst. Som et enkelt stykke papir, der transformeres til en smuk skulptur, blev sangernes stemmer formet som hyper-fleksible instrumenter med alle dets muligheder – sprog, tale, klang og åndedrag – men altid med menneskelig varme, sublim sanselighed og intens nærhed. 

Det organiske papir blev forvandlet til pixeleret selvforvrængning i Signe Lykkes I shall feed my eyes. Værket beskæftiger sig med skyggesiden af vores digitale virkelighed og er en rejse ind bag skærmens sorte tomhed. Berøringshungrende kvartfald og ekstatiske overtoner i koret blev overvåget og splintret køligt i Anders Stig Møllers elektroniske lydunivers, og evigt scrollende toner og fraser forsøgte konstant at række ud efter den næste, men nåede aldrig derhen, før de krakelerede i metalliske fragmenter og digital ekkobrus. 

»Musik er flydende arkitektur; arkitektur er frossen musik«. Sådan lyder et berømt citat, der typisk tilskrives den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe. På Thorvaldsens Museum fik vi et unikt indblik i relationen mellem de to kunstformer, da percussionisten Ying-Hsueh Chen bød på en arkitektonisk koncert-vandring: Gennem de smalle gange, forbi Thorvaldsens gipsmodeller og marmorstatuer, fra rum til rum ledte hun publikum, mens hun udforskede forskellige slagtøjsinstrumenters muligheder. 

Vandringen var en nysgerrig undersøgelse af lydens materialitet; en undersøgelse, der demonstrerede, hvordan slagtøjsinstrumenter af forskellige materialer interagerede med rummene på vidt forskellig vis. Det var fascinerende at bevidne, hvordan et for mig ukendt, kugleformet instrument af træ producerede en lyd, der blev kastet ud i rummet med en sådan smertefuld voldsomhed, at man kunne høre selve murene skælve, mens lyden af et andet instrument – denne gang af metal – blev spaltet i det intrikate klangrum, sådan at den mindede om kvidrende fuglesang. 

Højdepunktet var uden sammenligning Chens fortolkning af græske Iannis Xenakis' værk, Rebonds, der blev opført med så storslået en sans for drama, at det til fulde kunne konkurrere med den kolossale rytterstatue af den tysk-romerske kejser Maximillian I, som det blev opført foran. Xenakis, der i sit virke som både komponist og arkitekt netop var interesseret i lydens og rummets indbyrdes relation, ville have været stolt.