Kortkritik
16.06.2022

Moog til folket

Klang Festival: »The Minimoog Project« – Sebastian Berweck
© Alexander Banck-Petersen
© Alexander Banck-Petersen

En bedaget døs af musikhistorisk revisionisme meldte sig i Musikhusets forgyldte lokale: Nu skulle Minimoogen skrives ind i den klassiske kanon med koncerten The Minimoog Project. »Synthesizernes Stradivarius«, som hovedpersonen Sebastian Berweck varedeklarerede. 

Der gik Darmstadt i den: Skulle vi nu til alt det med de »nie erhörte Klänge« én gang til? Ikke rigtig. Futurisme var ikke en del af startopstillingen. I stedet havde man sat retromani på banen i form af Dorit Chryslers theremin-tryllerier i værket Fracture 22. Magien udeblev i det forudsigelige plot, hvor instrumenterne startede i hver sit frekvensland men til sidst fandt sammen i fælles filtrering.

Heldigvis blev der skiftet ind med værker, der rent faktisk havde noget på hjerte. Juan David Perez’ støjende tandrodsbehandling i Abstraco Model – Ducil Artefacto gjorde nas. Misha Cvijovics filmiske granatchok Iktuarspok var – trods den slidte symbolisme – en smagfuld drone, som smidigt mixede Moogens bløde og hakkende kurver. 

Befriende var det, da Kirstine Lindemann stødte til og førte synth-æstetikken væk fra sig selv og ind i kroppen. Værket TRIO fascinerede i sin telepati mellem de to performere, der – med lukkede øjne – virkede introspektive og forbundne på samme tid. Hænderne bevægede sig op og ned som scannere i penduler med den opkoblede vejrtrækning. Hvad viste Lindemanns røntgenbillede? En nysgerrig forløsning af Minimoogen som en del af et kropsligt ritual.

Kortkritik
18.11.2020

Som nyfalden sne

Bára Gísladóttir: »Hīber«
Bára Gísladóttir. © Juliette Rowland
Bára Gísladóttir. © Juliette Rowland

Gísladóttir har selv beskrevet sit nye album, en komposition i otte satser for solobas og elektronik, som »en udforskning af tekstur og mørke«.

Og ganske rigtigt: Det mest slående ved albummet er dets teksturelle bredde. Viltre landskaber af lyse, metalliske overtoner kontrasteres hele tiden af bassens dybe, vibrerende summen og af mørk, uigennemtrængelig distortion.

Et perfekt eksempel er anden sats, Vēxō, hvor det sfæriske lydbillede får tilført en helt unik tyngde af en bas, der er forvrænget til at lyde som en elektrisk guitar. Det er dog en skam, at Vēxō – og i øvrigt også den afsluttende Fists Clenched – med sin meget beskedne længde slet ikke får tid nok til at forløse den storhed, der bliver antydet.

Albummets titel, der henviser til det latinske ord hībernus (vinterlig), er velvalgt til en udgivelse, hvor tætte laviner af støj konstant får modspil af passager, hvis spinkelhed minder mig om den sarte, men dog skingre lyd af sprød, nyfalden sne, der giver efter under éns fødder.

Kortkritik
16.11.2020

Absolut gennemtærsket

Absolute Music #11: Olsson/Rubin & Ymse Impro
Olsson/Rubin. © Andreo Michaelo Mielczarek
Olsson/Rubin. © Andreo Michaelo Mielczarek

Trombonen truttede hårdt som et bor. Elguitaren (med diverse dimser) hakkede en lethjertet futuristisk tristesse af sig. Svenske Ola Rubin og Henrik Olssons freejazzede piblen kørte i samme rille i alt for lang tid, men vi vågnede ved de dvæjelsk labre Marc Ducret-riffs.

Videre til Ymse Impro, som også garderede sig med effektpedaler, der fik bas og guitar til at gungre tungt, mørkt og trashet. En liflig fløjte forsøgte at finde en retning, blandt andet med et touch af Mellemøsten. Det var eksperimentelt, langt fra programmusik, pop, pip og kompilationer. Det var Absolute Music, Blade Runner-versionen. Men også gennemtærsket og totalt gennemtygget.

Hvad ville de os? Der gik lab i begge koncerter. Ej synderligt inviterende. Når nu vi pjækkede fra fællessang på repeat og sad der i en tidligere kirke, med flade coronaører, kunne de godt have vækket os med noget, vi ikke havde hørt før. »Ordinary World« kender vi allerede fra #2’eren.

Kortkritik
16.11.2020

Ambientmusik med spændvidde

Autumn Ambient: Andreas Høegh & Messell
Messell. © PR
Messell. © PR

Andreas Høegh og Messell viste to sider af samme ambientmønt i overbevisende eksemplificering af genrens brede spændvidde.

Høegh var først på scenen og stod for koncertens mere farverige indslag. I løbet af sine cirka 30 minutter vævede han et kludetæppe af lyde, et virvar af samples fra nær og fjern, synths og en smule effekttung elguitar. Til tider boblede musikken, organisk, som et mylder af små, hyperaktive væsner. Andre gange lød den som universets uendelighed i lydform. Uanset hvorhen den bevægede sig, hang den altid sammen.

Messell entrerede scenen indhyllet i røgmaskinens tåger og stillede sig med sit langt mere monokrome udtryk i skarp kontrast til sin forgænger. Hans godt og vel halve time bød på vemodige synthflader, skurrende glitch og noise samt mere letgenkendelige horn-, stryger- og melankolske vokalsamples. Resultatet blev en form for støjende elektronisk messe over skønheden i det sørgmodige. Stilrent, gennemført og med lige præcis nok lys i mørket.

Kortkritik
10.11.2020

Meget mere end en portrætbog

Anna Ullman: »De sidste drømmere«
Anna Ullman: »De sidste drømmere«. © Gads Forlag
Anna Ullman: »De sidste drømmere«. © Gads Forlag

Ja! har jeg lyst til at råbe under læsningen: Ja, Ullman! Slut med den udglattende afpolitisering af kulturlivet – selvfølgelig har musik en politisk dimension! Hvor forfriskende, at en portrætbog om 50 års Roskilde Festival også er en diskussionslysten langtekst om den skiftevis progressive og reaktionære rockkulturs stigning og fald i en dansk 68-kontekst.

Teksten er tydeligt skrevet i forskellige temperamenter: fra pligtskyldige søgninger i arkiver og aviskorte interviews til poetiske vidnesbyrd fra teltkuplerne og kønspolitisk ildskrift om poptimismens opgør med rockens og hippietidens chauvinisme. Ullman er simpelthen så irriterende god, når hun skriver sig helt ud og giver pokker i portrætgenre og formidlerrolle.

Nuvel, det sker ikke hele vejen igennem De sidste drømmere, som bakser lidt med forholdet mellem overflade og dybde i forsøget på at spejle 50 års politisk udvikling i festivalen. Stor mundfuld. Men også stor og umådelig tiltrængt inspiration for landets forfattere af musikbøger.

Kortkritik
09.11.2020

Pludselighed og mumlen

Klang Festival: Athelas Sinfonietta
Athelas Sinfonietta. © Alexander Banck-Petersen
Athelas Sinfonietta. © Alexander Banck-Petersen

Der var godt fyldt både i salen og på scenen, da Athelas uropførte Simon Christensens Carved in Stone, et værk, der begyndte brat med en trekamp mellem bækkenslag, akkorder i strygerne og ostinater i blæserne.

Det var svært at finde holdepunkter i musikken, men som jeg var ved at blive tabt, spillede bækkenerne en figur, der afsluttede værket så brat, som det begyndte – hvilket fik mig til at længes tilbage efter det organiserede kaos, jeg få sekunder forinden var forvirret over. Effektivt!

Desværre skabte Georg Friedrich Haas’ Remix (2007) primært en mumlen via instrumenterne. Som en radio, der var i stykker og kun fangede noget af lyden. Et klimaks for dobbelt slagtøj, der brød gennem virvaret, kunne ikke redde værket fra at føles langt og uden retning.

Man manglede Kristine Tjøgersens klaverkoncert, der udgik på grund af sygdom, da det kunne have skabt et bedre flow i koncerten.