En bondegård ved Rødvig på Stevns med både grise og køer rummer samtidig en elitemusikskole for cellister, Scandinavian Cello School. Skolen er dannet af den britiske cellist og professor Jacob Shaw, der også er landmand og bor her med sin familie. Et sted, hvor de tilstedeværende unge mennesker bliver sat til at deltage i arbejdet på gården som i et kollektiv, når de altså ikke arbejder på deres musikalske projekter.
Det er i den grad en nyskabelse, mener Shaw. I en af de mange scener med den tænksomme, idealistiske og uselviske mentor bemærker han, at den klassiske musikverden har et stort fokus på konkurrence og muligvis musikalsk udvikling, men kun sjældent er optaget af noget så essentielt som trivsel.
Det er fascinerende at følge ikke blot undervisningen og konkurrencerne på Stevns og andre steder, men også at lægge øre til de unges beretninger om at spille foruden de talrige ukommenterede forløb, hvor store mængder musik især fra den klassiske cellolitteratur bliver fremført – herunder en udendørsscene, hvor musikerne har trukket en gruppe køer til, som ser ud til at lytte, når de altså ikke muher.
Det er en film om selvrealisering gennem disciplin, men også om disciplin gennem selvrealisering. Filmen kredser konstant om menneskets bestræbelser efter at blive bedre til noget, og den gør det på en måde, der hele tiden sætter deltagernes kærlighed til musik i centrum. Også hos Shaw selv, hvis tidligere alvorlige sygdomsforløb, der kort refereres til, danner et slags kontrapunkt til den lethed, der ellers præger filmen.
Katrine Philps dokumentarfilm Et klassisk liv er hermed anbefalet – ikke kun til forældre til musikinteresserede børn, men til alle, som interesserer sig for musik. Klassisk musik? Nej. Musik.
»Et klassisk liv«, instr. Katrine Philp (Danmark / Sverige), (90 min.), vises på CPH:DOX 14., 17. og 21. marts
Komponisten Sofus Forsberg er død, 56 år gammel. Med sin særegne blanding af melodisk sans, elektronisk bearbejdning og rytmisk præcision skabte han et musikalsk univers, der bevægede sig ubesværet mellem IDM, pop og avantgarde.
»Musik for mig er min hobby, mit job, min ventil, mit humør, en uendelig kilde til at opdage ny musik og ny, gammel musik, noget af det bedste og kan være noget af det værste. Og jeg elsker det!«
Track72 aka Tue Track aka Anders Lundby Brixen. Producer, dj, rapper med mere. Kendt for sin rolle i trioen Malk De Koijn, der siden midten af 1990’erne har skabt et personligt univers i dansk hiphop. Har optrådt i Ponyblod, Xtra Naan, Track Abdullah Rock, Booty Cologne m.fl.
Onsdag 5. august 2026 skete det igen: En akkord i John Cages Organ2/ASLSP (As Slow as Possible) skiftede efter to et halvt år. Det skriver Classic FM.
Værket blev skrevet af den amerikanske avantgardekomponist John Cage i midten af 1980’erne. Partituret består af otte sider musik, og som titlen antyder, er instruktionen at spille det »så langsomt som muligt«.
På klaver kan værket vare omkring en time. Men på orgel kan Cages idé om langsomhed foldes ud i et helt andet tidsperspektiv. I den mest ekstreme opførelse varer værket ikke timer eller dage, men 639 år.
»Hvad er musik for mig? Hvor er de store følelser blevet af?«
Gellért Szabó er komponist, dirigent og performer med base i Leipzig, Tyskland. Hans arbejde forener nutidig komposition med inspiration fra fri improvisation, støjmusik og den sene romantiks udtryksmæssige rigdom. Han er grundlægger og kunstnerisk leder af det 23 medlemmer store Ideal Orchestra, et ensemble dedikeret til storslået eksperimentalmusik med overvældende følelsesmæssig intensitet. Ved siden af dette optræder Szabó internationalt med sit soloprojekt Radical Radio Show, hvor han udforsker symfoniske klangflader og omsluttende lydlandskaber ved hjælp af en enkelt elektrisk guitar og live-elektronik. Hans musik er drevet af en søgen efter intensitet, sårbarhed og et kompromisløst følelsesmæssigt udtryk.
Fra Kulturværftet i Helsingør glider skibene forbi Kronborg gennem Øresund – en påmindelse om de handelsruter, der gennem århundreder har bragt varer, mennesker og magt mellem Norden og resten af verden. Det er et oplagt afsæt for Passage Festival, og for Marie Dahls vokalværk Silke. Sukker. Sand, der undersøger tre materialers sammenfiltrede historie.
Silke. Sukker. Sand er en vokal performance i tre akter, der følger de tre materialers historiske rejse gennem kolonitid, global økonomi og geopolitik. Fem sangere fra Ars Nova Copenhagen er på scenen i en minimalistisk scenografi, der stort set kun består af farvet lys og tre kostumer, som skifter karakter undervejs. Først silkekjoler, dernæst en art krinoline, der skal illustrere sukkertoppe, og endelig grå stenblokke, en slags ophobning af sand.
Værkets centrale greb er at oversætte materialernes fysiske egenskaber til vokale udtryk. Snart bliver silkens elasticitet til blød, bølgende flerstemmighed, snart til en forpuppet elektronisk knitren. Sukkerets krystallinske struktur omsættes til skarpe vokale anslag, nærmest som korte smæld, og sødmefulde hvisken, mens sandet knirker, rasler og giver resonans til en libretto om økonomi og overmagt, vold og begær.
Forestillingen har ikke en egentlig narrativ struktur, og de fem sangere spiller ingen roller, men bevæger sig lidt stift rundt på scenen, som man gør, når man primært har fokus på sin stemme. Sammenligningen med Hotel Pro Formas Flammenwerfer melder sig uundgåeligt. Her blev den strenge æstetik udfordret af C.F. Hills vildtvoksende billedunivers og Blixa Bargelds sårbare tilstedeværelse. De elementer savner man i Marie Dahls kontrollerede opsætning, der kunne have godt af lidt mere af den følsomhed og kaos, der også er Kirsten Dehlholms arv.
