Når celloen flytter på landet
En bondegård ved Rødvig på Stevns med både grise og køer rummer samtidig en elitemusikskole for cellister, Scandinavian Cello School. Skolen er dannet af den britiske cellist og professor Jacob Shaw, der også er landmand og bor her med sin familie. Et sted, hvor de tilstedeværende unge mennesker bliver sat til at deltage i arbejdet på gården som i et kollektiv, når de altså ikke arbejder på deres musikalske projekter.
Det er i den grad en nyskabelse, mener Shaw. I en af de mange scener med den tænksomme, idealistiske og uselviske mentor bemærker han, at den klassiske musikverden har et stort fokus på konkurrence og muligvis musikalsk udvikling, men kun sjældent er optaget af noget så essentielt som trivsel.
Det er fascinerende at følge ikke blot undervisningen og konkurrencerne på Stevns og andre steder, men også at lægge øre til de unges beretninger om at spille foruden de talrige ukommenterede forløb, hvor store mængder musik især fra den klassiske cellolitteratur bliver fremført – herunder en udendørsscene, hvor musikerne har trukket en gruppe køer til, som ser ud til at lytte, når de altså ikke muher.
Det er en film om selvrealisering gennem disciplin, men også om disciplin gennem selvrealisering. Filmen kredser konstant om menneskets bestræbelser efter at blive bedre til noget, og den gør det på en måde, der hele tiden sætter deltagernes kærlighed til musik i centrum. Også hos Shaw selv, hvis tidligere alvorlige sygdomsforløb, der kort refereres til, danner et slags kontrapunkt til den lethed, der ellers præger filmen.
Katrine Philps dokumentarfilm Et klassisk liv er hermed anbefalet – ikke kun til forældre til musikinteresserede børn, men til alle, som interesserer sig for musik. Klassisk musik? Nej. Musik.
»Et klassisk liv«, instr. Katrine Philp (Danmark / Sverige), (90 min.), vises på CPH:DOX 14., 17. og 21. marts
Bas med bobler
Med en kvartet bestående af den danske trompetist og komponist Anne Efternøler og amerikanske Thomas Morgan, danske Anders »AC« Christensen og dansk/færøsk/islandske Richard Andersson på hhv. kontrabas, mere kontrabas og endnu mere kontrabas kunne man med god grund forvente en veritabel overflod af basgange og krøllede kompositioner.
Desværre er det ikke altid, at de høje forventninger bliver indfriet. Bedst fungerer albummet, når Efternølers trompet spiller mere konventionelle melodier over de tre bassisters vuggende, vaklende rytmik, som fx på »Forskudt« og »P for poet.« Det vil altid være en glæde at lytte til de bløde basbunde blive skåret igennem af en støvet trompet. Men ofte føles det, som om potentialet i at have tre velrenommerede kontrabassister på spillelisten i varierende grad bliver spildt. I særdeleshed i de numre med mindre melodisk kontekst, hvor bassisterne ofte ender med at spille så ensartet, at man har svært ved at høre, at der vitterligt skulle være tre af dem. Der spilles meget af det samme, men samspillet udebliver.
I de mere melodisk forankrede numre har strygerne mere mulighed for at differentiere sig, og det er her, at alle fire musikere kommer til deres ret. Her bobler og svæver både plukkede og strøgne strenge under en trompet så skiftevis hyggelig og melankolsk som de efterårsdage, vi oplever i skrivende stund. Anna Efternølers debut som kapelmester er således en udgivelse, der eksemplificerer både de indfriede og uindfriede muligheder i det utraditionelle.
One's death, the other's dance floor
He does not want to be political, he says in interviews. The listener must make up his own mind, the artist must not dictate anything. So that's why Jacob Kirkegaard with Landet (The Land) – a commissioned piece for Gong Tomorrow – created a completely neutral portrait of Danish agriculture... that sounded like hell on earth.
We stood huddled together between four speakers and listened intently for an hour. To the pigs' machines, to the cattle's, to the chickens: hydraulic suction, metallic meat grinders and deafening noise. All experienced at such close range and with such crystal clear recording that you got the acute feeling of being the next animal on the slaughter bench.
But not only that. Kirkegaard, the scoundrel, had seen with devilish agility the potential in the industrial rhythm of the machines. Just as you stood frozen in fear, he created hard techno out of the inferno. Separated the treble hiss from the dumpy bass, got down to the fundamentals of the sound, and forced us to rock to the beat of the horror. And perhaps worst of all: the animals were mercilessly absent, only the machines spoke.
I am ashamed to admit that it was very fascinating. Some machines hid like hidden alarms in the background, others lay smouldering, while a few stepped forward and became frenetic beats, staged by white noise brushes and darkness falling in the room.
Well, he pulled ashore a little halfway through the piece and led us out into the light: to manure spreaders and windmills, where the sound wasn't shot right back into our heads. And thereby perhaps saved us from eternal perdition. Fair enough. Thank you, well. But also: Party pooper!
Den enes død, den andens dansegulv
Han vil ikke være politisk, siger han i interviews. Lytteren må selv tage stilling, kunstneren skal ikke diktere noget. Så derfor havde Jacob Kirkegaard med Landet – et bestillingsværk til Gong Tomorrow – skabt et helt neutralt portræt af dansk landbrug … der lød som helvede på jord.
Vi stod klumpet sammen mellem fire højttalere og lyttede intenst i en time. Til svinenes maskiner, til kvægenes, kyllingernes: hydrauliske sug, metalliske kødhakkere og øredøvende støj. Alt sammen oplevet på så nært hold og med så krystalklar optagelse, at man fik den akutte fornemmelse af at være næste dyr på slagtebænken.
Men ikke nok med det. Kirkegaard, den skiderik, havde med diabolsk smidighed set potentialet i maskinernes industrielle rytmik. Just som man stod stiv af skræk, mixede han hård techno ud af infernoet. Adskilte diskant hvislen fra dump bas, bevægede sig ind til lydens grunddele og tvang os til at vugge i takt til rædslen. Og måske værst af alt: Dyrene var nådesløst fraværende, kun maskinerne talte.
Jeg må med skam bekende, at det var svært fascinerende. Nogle maskiner gemte sig som skjulte alarmer i baggrunden, andre lå og ulmede, mens enkelte trådte frem og blev til hidsige beats, iscenesat af hvide støjbørster og mørkefald i rummet.
Nuvel, han trak lidt i land halvvejs og førte os ud i lyset til gyllespredere og vindmøller, hvor lyden ikke blev skudt lige tilbage i hovedet på os. Og frelste os dermed måske fra evig fortabelse. Fair nok. Tak, vel. Men også: Lyseslukker!
Sikken festival det kunne være blevet
Årets Gong Tomorrow er måske nok imploderet til næsten ingenting, men festivalen nåede dog trods alt at slå et tema an på sin åbningsaften. I dunkel belysning og ganske let forstærket stod således fire sangere og muhede Kirstine Fogh Vindelevs Imitationer af liv i gang, mens en slagtøjsspiller gjorde cirklende bevægelser på sin pauke.
Altså decideret muhede. Som køer. Inden de trillede stemmebåndene intenst som kyllinger til lyden af trommehvirvler. Fremførte en indfølt gryntesolo. Og efterhånden flettede mennesket ind i værket, først med forsigtige fragmenter af ord, siden folkemelodiske koraler.
»Vi bedøver dem ikke, nu stikkes de med knive, men de lever endnu, for hjertet skal pumpe blodet ud,« sang de til sidst liggende på gulvet. Hvad der begyndte som komiske dyrelyde, blev langsomt stiliseret med præcise dissonanser, synkrone koslik og sakrale ekkoer. Landbrugets dystre virkelighed nåede at sænke sig over rummet som et koldt udråbstegn. Avs.
Se dyrene som liv, hør dem synge, lyt til deres pinsler. Ambitionen virkede klar. Og udførelsen ligefrem, tilgængelig, åben. Kunne man med fordel have stiliseret muhlyden yderligere, når nu den ikke virkede helt troværdig i sin ret rene form? Det tror jeg. Men værkets stramme, enkle og kølige greb holdt mulen i sporet.
At det økokritiske tema aldrig får lov at folde sig ud, fordi Gong Tomorrow er løbet ind i så massive vanskeligheder i år, er en ulykke. Vindelev lod os ane, at noget stort var i vente.