Kortkritik
20.10.2021

Når luft bliver kraft

Ars Nova: »I Shall Feed My Eyes«
Ars Nova. © Gerald Geerink
Ars Nova. © Gerald Geerink

Lille VEGAs intime rum dannede rammerne for innovativ vokallyd i stort format, da Ars Nova og dirigent Paul Hillier kombinerede forløsende origamisanselighed fra Caroline Shaw med Signe Lykkes dystopiske digitalspejlinger med klar intonation og imponerende musikalsk overskud.

De lillabelyste luftstrømme flød først fra Bjarke Mogensens susende akkordeon i en opvarmningsakt af intens virtuositet. Musikken spændte bredt fra en livlig russisk dans og melankolske åndedrag fra Bornholm til rørende kvarttonemusik af Sune Cølster, Lil Lacys store cinematiske vingesus og eksplosive kadencebevægelser fra Anders Koppels akkordeonkoncert nr. 2.

Amerikanske Caroline Shaw kender indgående til stemmens potentialer, hvilket stod klart i How to fold the wind, et værk inspireret af den gamle japanske origamikunst. Som et enkelt stykke papir, der transformeres til en smuk skulptur, blev sangernes stemmer formet som hyper-fleksible instrumenter med alle dets muligheder – sprog, tale, klang og åndedrag – men altid med menneskelig varme, sublim sanselighed og intens nærhed. 

Det organiske papir blev forvandlet til pixeleret selvforvrængning i Signe Lykkes I shall feed my eyes. Værket beskæftiger sig med skyggesiden af vores digitale virkelighed og er en rejse ind bag skærmens sorte tomhed. Berøringshungrende kvartfald og ekstatiske overtoner i koret blev overvåget og splintret køligt i Anders Stig Møllers elektroniske lydunivers, og evigt scrollende toner og fraser forsøgte konstant at række ud efter den næste, men nåede aldrig derhen, før de krakelerede i metalliske fragmenter og digital ekkobrus. 

© Ditte Bolt

»Musik for mig er følelsernes sprog. Det er det sprog, der kommunikerer ting, der ikke indkapsles med ord. Det er et flydende udtryk, der kan indeholde modsætninger på smukkeste og mest naturlige vis, og som indeholder både fortid og fremtid på samme tid – mit andet univers.«

Anders Filipsen er komponist, musiker og lydkunstner, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København i 2010. Han arbejder i krydsfeltet mellem improvisation og komposition, akustisk og elektronisk lyd, og trækker på genrer som avantgardejazz, moderne klassisk musik, vestafrikanske traditioner og eksperimenterende elektronik. Han har skabt værker for solister, mindre ensembler og storbands, samt en lang række installationskoncerter., hvor lyd møder dans, lys, mad, video og poesi. Medlem af kunstnerkollektivet og pladeselskabet ILK siden 2011. Kendt fra grupper og samarbejder med Anders Filipsen & The Black Nothing, MESMER, TEETH, AFT, The Firebirds, Jakob Kullberg Ensemble og Nastio Mosquito.

© PR

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

Kortkritiklive
30.05

Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«
© Kongehuset
© Kongehuset

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler. 

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«. 

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til. 

© PR

»Musik er meget magisk. Når den er god, er den en direkte vej ind til hjertet, ud til det næste menneske, hen til Vorherre og tilbage igen. Det er glæde og smerte på en uforklarlig klinge, og fra mine yngste dage har musik været altafgørende for mig. Den har formet store klumper af min identitet og været et ubrydeligt kit til mange af de mennesker, jeg har holdt allermest af. I Danmark behandler vi ikke vores musikere særlig godt. Derfor har jeg valgt nogle usmarte sange herfra.« 

Jakob Kvist er journalist, forfatter og forlægger. Han var med til at grundlægge PeoplesPress, ArtPeople og Radio24Syv. I dag er han blandt andet bestyrelsesformand i Impact Press/Momenta, og han har udgivet en lang række bøger, senest Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth. Han var gift med sanger og sangskriver Laura Illeborg, der døde sidste år under en koncert i Tisvilde. 

© Clement Beauvais

»Musikalsk udforskning og skabelse er ikke begrænset til noder, klangfarver og traditionelle strukturer, men strækker sig til alt det, der former lytteoplevelsen.«

Alexandre Bazin er fransk musiker og dokumentarproducer, aktiv i den eksperimenterende musikscene i periferien af GRM. Hans musik udgives på Important Records, Umor Rex Records og Constructive. Bazin begyndte sin musikalske rejse tidligt og studerede først klassisk klaver på konservatoriet, før han bevægede sig videre til jazz og elektroakustisk musik. Studiet af andre musikalske sprog åbnede nye perspektiver og førte ham til at gentænke musik ud over dens traditionelle strukturer. Han opdagede en verden, hvor lyd bliver råmateriale, og hvor produktionen spiller en afgørende rolle. Denne udforskning viste ham, at musikskabelse rækker ud over noder og klangfarver og omfatter alle de elementer, der former lytteoplevelsen, med lydteknik som en central funktion i processen.

Bazin producerer månedlige dokumentarprogrammer for Radio France og GRM (Groupe de Recherches Musicales), hvor han kortlægger den eksperimenterende scenes historie fra dens oprindelse til i dag.