Lille VEGAs intime rum dannede rammerne for innovativ vokallyd i stort format, da Ars Nova og dirigent Paul Hillier kombinerede forløsende origamisanselighed fra Caroline Shaw med Signe Lykkes dystopiske digitalspejlinger med klar intonation og imponerende musikalsk overskud.
De lillabelyste luftstrømme flød først fra Bjarke Mogensens susende akkordeon i en opvarmningsakt af intens virtuositet. Musikken spændte bredt fra en livlig russisk dans og melankolske åndedrag fra Bornholm til rørende kvarttonemusik af Sune Cølster, Lil Lacys store cinematiske vingesus og eksplosive kadencebevægelser fra Anders Koppels akkordeonkoncert nr. 2.
Amerikanske Caroline Shaw kender indgående til stemmens potentialer, hvilket stod klart i How to fold the wind, et værk inspireret af den gamle japanske origamikunst. Som et enkelt stykke papir, der transformeres til en smuk skulptur, blev sangernes stemmer formet som hyper-fleksible instrumenter med alle dets muligheder – sprog, tale, klang og åndedrag – men altid med menneskelig varme, sublim sanselighed og intens nærhed.
Det organiske papir blev forvandlet til pixeleret selvforvrængning i Signe Lykkes I shall feed my eyes. Værket beskæftiger sig med skyggesiden af vores digitale virkelighed og er en rejse ind bag skærmens sorte tomhed. Berøringshungrende kvartfald og ekstatiske overtoner i koret blev overvåget og splintret køligt i Anders Stig Møllers elektroniske lydunivers, og evigt scrollende toner og fraser forsøgte konstant at række ud efter den næste, men nåede aldrig derhen, før de krakelerede i metalliske fragmenter og digital ekkobrus.
»Musik for mig er overraskelse, konfrontation, det være sig med en hammer, det være sig med en fjer eller noget helt tredje. Fra højoktan virtuositet til en bildør, der smækker i natten.«
Steen Jørgensen er forsanger, medstifter, komponist og tekstforfatter gennem snart 45 år i Sort Sol. Har derudover deltaget i utallige genrevridende projekter, fx Grønvirke, Ginman/Jørgensen mm. Han er aktuel med orkesteret JØRGENSEN/BOTES og dennes tredje udgivelse Dråberne 5, 7, 8 & 11.
»Musik for mig er lige så vigtig som brød på bordet og luft i lungerne. Ifølge Spotify kan jeg se, at jeg (med min kone som støtte) har lyttet til Spotify i 48.113 minutter. Og jeg har lyttet til 4837 forskellige sange. Af 1276 forskellige kunstnere. Opgørelsen viser også, at jeg har lyttet til Bob Dylan i det der svarer til tre dage i træk. Jeg hører til det, der kaldes for de 0,5 procent mest dedikerede Dylan-fans. Han viser sig i øvrigt at være min ynglingskunstner. Nok ikke den største overraskelse, men alligevel.«
Johannes Andersen er lektor emeritus og samfundsforsker ved Aalborg Universitet. Han har senest udgivet bogen Fra en anden verden, og i denne uge udkommer Bob Dylan. Nærvær og fravær. Endvidere er han aktiv musiker i Johannes Andersen & The Overheads, som jævnligt spiller Bob Dylan på dansk.
Der er seriøst klamt, som man træder ned i Cisternerne under Søndermarken – fugtigt, altså, så murstenssøjler driver af kondens, og kalktapper hænger. Man har ladet et klaver stå hernede i fem måneder, så det langsomt er gået til grunde. Jeg var skeptisk over for Opløsning: endnu et Annea Lockwood-inspireret værk, der bare vil udøve vold på et stakkels instrument? Og hvis ikke, er en komponist som August Rosenbaum, der blandt andet begår sig i korte, vibe-venlige klaverstykker, den rette til at løfte idéen til noget større? Ja, viser det sig heldigvis.
Sammen med den visuelle kunstner Ea Verdoner har Rosenbaum skabt et installationsværk, der strækker sig over tre kamre, og i første ser man rigtigt nok det nedbrudte klaver med centimeter tykke skimmelplamager på tangenterne. Som man sjip-sjapper sig hen til andet kammer, sidder Rosenbaum dog der i mørket, foran et mere velbevaret flygel. Hans spil er både minimalistisk og grandiost, men det er knækkene i kompositionen, der virkelig griber mig. Halve motiver, gentagne trioler, tritonus-agtige intervaller. Rosenbaum looper en gemt lyd fra det rådne klaver på en sequencer, rejser sig og går hastigt væk. Han kommer tilbage og skruer op for den industrielle rungen af en gongong, som var han Trent Reznor i studiet. Kombineret med en koreografi om tosomhed, en voice over om liv og fødsel samt en video om krop og forfald bliver det en spændende og rimelig ny skildring af nedbrydelsens råkolde, vilkårlige natur.
Vi går rundt i en have: Der er mørkt, palmer og bregner overalt, oplyst af infrarødt lys og påsat sensorer, så planterne skaber knitrende noise. Rødt blinkende lys over hovedet ligner droner. Velkommen til verdens undergang. Og verdens start. Vi ved det ikke helt. Måske er det en seriøs ravefest, som er gået i stå. Ligesom technoen i filmen An Invitation to Disappear, som foregår i en sydøstasiatisk olieplantage, udvisker nat og dag – gør sanserne lullende sårbare og medgørlige.
I 90’erne lød altid Erik Saties triste klavermusik i DR-udsendelser om klimakatastrofer. Her – i begyndelsen af et nyt kaotisk år – kan man forsvinde ind i udstillingen Solarstalgia skabt af den fransk-schweiziske kunstner (og Olafur Eliasson-elev) Julian Charrière. Og sanse livet i en apokalyptisk efterverden med alle dens ildevarslende lyde, sådan helt immersivt og altomsluttende – for det er sådan, vi i dag måske kan lære lidt om de geologiske kræfter og forandringerne i naturen omkring os.
For enden af Arkens lange udstillingsrum drages blikket af en onyx-kampesten, som udsender lys (værket Vertigo). Når man nærmer sig noget med lys, bliver man grådig. Griselydene, man hører, stammer fra vulkaner i Etiopien og Island. En fortærende lyd. Ligesom hele udstillingen på raffineret vis adresserer både øjne og technoglade ører.
Mens mange stadig sukker efter at se en fuld Sort Sol igen lyse på den mørkegrå danske himmel, har bandets evighedscrooner Steen Jørgensen, sammen med sin lige så gode halvdel, pianist Marina Botes, skabt musik, der er noget helt andet – noget dybere. Og ja, jeg har set ord som »prætentiøs« og »kedelig« slynget efter duoen, men intet af det hæfter sig på deres nye udspil, som er en serie af intime suiter, hvor Jørgensens spoken word væves sammen med Botes’ fantastiske klaverspil. Hvis ambitionen er at bygge bro mellem det klassiske og det elektroniske, så lykkes det med overbevisning.
Som lyriker, der bevæger sig i samme natsorte landskab som Jørgensen, må jeg kippe med hatten for de stærke, poetiske billeder, der præger Dråberne 5, 7, 8 og 11. Især på pladens længste skæring, den dramatiske »Hul – Dråberne 7«. Mens Jørgensen fabulerer om den indre bys lysende melankoli, bliver musikken en transformation, en forvandlingskugle af ambiente flader, dæmpede strygere og en kvindevokal, der smyger sig ind som en skygge – indtil sangen stiger i dramatisk tempo, med fokus på tekstlinien »En nat i indre kvarter«.
Musikken holdes primært i klavertungt terræn, hvor Botes’ tangenter finder ro i dæmpede pedalslag og lette strygere. Kun i sjældne øjeblikke bryder kompositionerne frem, som på åbneren »Glemsel – Dråberne 5«, hvor kammerorkester og jazzede breakbeats skaber en dragende og nærmest filmisk stemning.
Dråberne 5, 7, 8 og 11 er et dragende, inspirerende og decideret lækkert eksperiment, hvor kærligheden mellem de to kunstnere mærkes i hver tone. Hvis det her er Jørgensens karriere-vinter, tager jeg gerne imod flere mørke varme øjeblikke.
