Kortkritik
25.08.2023

Når nogen synger direkte ind i dit øre midt om natten

Marie Koldkjær Højlund, Den Sorte Skole m.fl.: »Natten – en teaterkoncert«
© Emilia Therese
© Emilia Therese

Midt i Carl Nielsens »Solen er så rød mor« rammer tusmørket salen. Så følger højskolesange og vuggeviser, kørt gennem et elektronisk filter og gerne i mol. Marie Højlund og Den Sorte Skoles bearbejdninger af sange om natten udspiller sig i et elegant twilight/chiaroscuro-univers a la Floria Sigismondis Christina Aguelira-video »Fighter« eller The Fifth Element. Her er vemodets røst. Sunget solo eller i kor, sakralt, forvrænget, spøgelsesagtigt og på en baggrund af noise. Som afdøde stemmer, der er kommet tilbage for at sidde ved sengen og hjælpe den endnu vågne videre. Musik har altid assisteret i overgangsriter og endda fungeret som vidundermiddel til søvnløse grever. 

Dramaturgien i Natten er inspireret af søvnstadier: Let søvn, REM, drøm, mareridt, opvågning – alt er flydende, cyklisk som døgnet, og det vibrerende soundscape efterligner nattens lov, hvor fornuften er itu og giver plads til erotisk gnubbende performere på en hestekarusel, K-pop-energi, mega goth og en uskyldig rytmeboks. 30 stykker musik, akkurat som i Goldberg Variationerne, er ret mange. Ofte er de dog ordnet i medleyer, og denne teaterkoncert er mere en stemningsrapport fra et ulogisk rum, natten, et privat sted, som vi alle genoplever hver dag, men som det er svært at rapportere fra. Derfor har vi alle dage poetiseret det manglende lys. Den ældste sang er i øvrigt fra 1642.

Når Natten er bedst, favnes og italesættes mørkets hemmelige rum med en elektrisk nerve og fornemmelsen af, at nogen synger direkte ind i dit øre. Varme synths ledsager disse sange om somre uden sol, ikke for mange eksperimenter men med masser af melodi – og i momenter er det som at lytte til natsværmere. I det gamle teaterrum bliver vi bevidste om at huske at lytte til verden, eller når nogen synger for os, også i halvslumrende tilstand.

© Thomas Borberg

»Musik er min makker, og det har den været altid. Jeg er vokset op i et hjem uden klaver med en far der var kranfører og en mor der er sosu-assistent. Der var ingen stor pladesamling at gå på jagt i, og det stod ikke skrevet i nogen stjerner, at jeg skulle ende på Politiken. Vi holdt jo Det Fri Aktuelt. Men radioen var altid tændt, og jeg har kunnet trampe min egen sti igennem musikhistorien, uden forældre der slog mig oveni hovedet med deres Beatles-plader. Måske er det derfor, min musiksmag er blevet et hot mess af syrerock, streaming-konger, salsa og satan. Til gengæld jeg spiller ikke selv. Det er min lille gave til alle jer andre.«

Pernille Jensen (f. 1984) er musikanmelder på Politiken. Hun begyndte at skrive for musiktidsskriftet Geiger i 2004, og har siden skrevet for Undertoner og Soundvenue, før hun kom til Politiken i 2011.

© Jane Gisselman

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.