Kortkritikrelease

22.03.2024

Når ørerne er i alarmberedskab

Aura Satz: »Preemptive Listening«

Bortset fra den første onsdag i maj er sirener i Danmark nærmest udelukkende noget, vi hører i forbindelse med udrykninger, men i adskillige andre lande er sirener en integreret del af den lydlige hverdag. Sirener er på mange måder et fascinerende fænomen, der på én gang signalerer både overlevelse og katastrofe, og de er et helt fast sonisk inventar i især krigszoner og steder, der på den eller anden måde er risikoområder.

Den spanskfødte multikunstner Aura Satz’ 90 minutters dokumentarfilm, Preemptive Listening – der på dansk kan oversættes til noget i retning af Forebyggende lytning – handler netop om sirener verden over, for Satz har gennem hele syv år filmet i områder, hvor sirenen spiller en afgørende rolle – fra Chile og Holland til Palæstina, Israel og atomulykkesområdet i Fukushima i Japan. En længere sekvens foregår sågar på en amerikansk sirenefabrik, hvor sirener findes i alle former og farver og til tider nærmest ligner moderne kunstinstallationer.

Frem for blot at have optaget sirenernes reelle lyd har Satz inviteret en række lydkunstnere og musikere til at skabe alternative sirenelyde – prominente personager som Laurie Spiegel, Moor Mother, David Toop, Maja Ratkje, BJ Nilsen samt ikke mindst Kode 9, der under sit jordiske navn Steve Goodman faktisk har skrevet en brillant bog om lyden af krig, Sonic Warfare. »Behøver en alarm være alarmerende?« spørger Satz, og sirenekompositionerne i filmen er generelt både abstrakte, skurrende, poetiske og ildevarslende. Det er alle som én gennemkomponerede lydsymfonier, som vel at mærke alle er skabt før filmens billedside.

Og man kan virkelig mærke, at øret på den måde har dikteret, hvad øjet ser, for Satz’ film er et audiovisuelt filmdigt, hvor lydcollagerne, udvalgte interview og digtoplæsninger smelter raffineret sammen med de stemningsmættede billeder. Enkelte gange bliver en reallyd fra optagelserne brugt som del af de sfæriske lydflader – eksempelvis når en kirkeklokke i billedet slår i takt med en lydkomposition – og det kunne Satz egentlig godt have leget endnu mere med, for det knytter filmens forskellige oplevelseslag sammen på overrumplende vis.

Men generelt er filmen et både dragende og skræmmende sansetrip, og i en tid, hvor krig og undtagelsestilstand er del af vores allesammens hverdag, er det en tankevækkende og intens film på talrige niveauer. Man mærker, hvad der sker med én, når ørerne er i alarmberedskab. Når lyden redder liv og varsler død.

Playlist

20.12

Mit navn er Lars Hannibal – vil du se min playliste?

Lars Hannibal. © Søren Solkær

»At lave en playliste ikke nogen nem opgave for mig. Musik er i mit liv det meste af døgnets vågne timer. Det er en tiltagende tilstand, som startede da jeg var teenager. Hvis jeg ikke selv spiller, eller arbejder med den musik, jeg udgiver eller komponerer, er musikken nærværende som noget, der griber ud efter mig. Jeg har altid haft svært ved at opleve musikken i kasser eller genrer, så jeg lytter meget bredt og finder glæde i alt musik, som jeg kan mærke, og som rører mig. Musikken er et vilkår i livet, og at udtrykke sig gennem musik er en gave – og kunne opleve musik med åbenhed er en næsten større gave. Jeg har valgt en liste, hvor guitaren indgår.«

Lars Hannibal begyndte – som mange andre i sin generation – at spille folk- og rockguitar som 15-årig. Men da han hørte den spanske guitarmester Andrés Segovia opføre gavotten fra Bachs Partita i E-dur, tog hans musikalske liv en ny retning, og han besluttede sig for at hellige sig den klassiske guitar.

Siden begyndelsen af 1970’erne har Lars Hannibal også komponeret sange og instrumentale værker. I dag optræder han primært som medlem af Petri/Hannibal Duoen og arbejder sideløbende som administrerende direktør for pladeselskabet OUR Recordings, som han grundlagde sammen med Michala Petri i 2006, samt som konsulent for Edition Borup-Jørgensen.

Playlist

15.12

Mit navn er Shyka Paya – vil du se min playliste?

Freya Guillero

»Musik for mig er samlende, dannende og historiefortællende, men på samme tid også underholdende.«

Freya Guillero, der også går under artistnavnet Shyka Paya, laver musik inden for neo-soul-genren. Guillero kommer fra Aalborg-omegn, er 23 år gammel og studerer musik på Aalborg Universitet.

Playlist

15.12

Mit navn er JOVE – vil du se min playliste?

Julius Mygind. © Mille Hou

»Musik er for mig en måde at forstå sig selv på. Gennem den møder man følelser og tanker, man ellers sjældent konfronteres med.«

Julius Mygind er sangskriver, producer og artist, der udgiver musik under navnet JOVE. Han vandt Talentprisen til Band Battle i Aalborg i 2023 og spillede samme år support for Rasmus Seebach og Thor Farlov til Skovrock samt delte scene med Carpark North og Danser Med Piger til Aalborg Regatta. I 2025 spillede han på SPOT Festival og arbejder nu på sin kommende EP. JOVEs musik giver stemme til de følelser, mange bærer på – men sjældent deler. I efteråret debuterede han med nummeret »Is it all a game?« hvor han reflekterer over sine relationer, og om hans kære blot møder ham med overfladisk kærlighed? Julius bor i Aalborg og studerer musik på Aalborg Universitet.

Kortkritikrelease

15.12

Kompromisløse vignetter af stilhed og suk

Hildur Guðnadóttir: »Where to From«

Deutsche Grammophon, 31.10

Simon Heggum

Det syntes at komme som et lyn fra en klar himmel, da den islandske cellist og komponist Hildur Guðnadóttir brød lydmuren med en kompromisløs, indadvendt lyd i spændingsfeltet mellem moderne klassisk og eksperimentel musik – særligt kendt for sine knugende soundtracks til Chernobyl og Joker.

Men på sin Deutsche Grammophon-debut Where to From er det snarere de personlige rum, vi inviteres ind i. Instrumentationen er skrabet helt ned til kammerensemble, stemmer og lange passager med decideret stilhed. Og det er ofte gudesmukt og vedkommende.

Værket består af små vignetter, der sjældent varer mere end et par minutter, før vokalerne introduceres på pladens anden halvdel – blandt andet i »Make Space« og den underskønne a cappella-hymne »I Hold Close«. Den ligeledes skønne »Melody of Not Knowing« udforsker celloens mørke klange og rammer de blå midnatstoner i hjertets ekko, ikke mindst når den glider over i »All Along«, hvor stemme og strygere forenes.

Where to From er et stærkt stemningsmættet værk, der bevæger sig ubesværet mellem kammermusik og neoklassicisme og finder sin kompromisløshed i de helt stille, fortrolige suk mellem menneske og instrument. Det bliver hverken for lidt eller for meget – altid helt tilpas. Og netop derfor forbliver Guðnadóttir et så vedkommende musikalsk bekendtskab.

Playlist

08.12

Mit navn er Esben Just – vil du se min playliste?

»Musik er for mig livsglæde, saft og kraft. Det er en måde at komme ud af hovedet og ind i kroppen. Det handler om groove, rytme og swing – og om den energi, der kan flytte sig mellem mennesker, når det hele klikker, analogt og håndspillet, så publikum mærker beatet. Musik er Gud.«

Esben Just er udøvende musiker inden for New Orleans-traditionen. Han begyndte karrieren i en trio med Michael Friis på bas og Ken Gudman på trommer og har siden turneret både i Danmark og i udlandet med konstellationer som SP Just Frost, Skipper Just Frost, Esben Just Trio og senest Esben Just Allstars. Han står bag et program på Radio Mars om New Orleans-musik og har for nylig udgivet en LP optaget i New Orleans med et otte-mands brassband – danske tekster sat i et klassisk New Orleans-groove. I København optræder han jævnligt på Mojo Blues Club og Drop Inn. Han er kendt som en af landets markante pianister og sangere inden for genren, på både dansk og engelsk.