Kortkritikrelease
22.03.2024

Når ørerne er i alarmberedskab

Aura Satz: »Preemptive Listening«
© PR
© PR

Bortset fra den første onsdag i maj er sirener i Danmark nærmest udelukkende noget, vi hører i forbindelse med udrykninger, men i adskillige andre lande er sirener en integreret del af den lydlige hverdag. Sirener er på mange måder et fascinerende fænomen, der på én gang signalerer både overlevelse og katastrofe, og de er et helt fast sonisk inventar i især krigszoner og steder, der på den eller anden måde er risikoområder.

Den spanskfødte multikunstner Aura Satz’ 90 minutters dokumentarfilm, Preemptive Listening – der på dansk kan oversættes til noget i retning af Forebyggende lytning – handler netop om sirener verden over, for Satz har gennem hele syv år filmet i områder, hvor sirenen spiller en afgørende rolle – fra Chile og Holland til Palæstina, Israel og atomulykkesområdet i Fukushima i Japan. En længere sekvens foregår sågar på en amerikansk sirenefabrik, hvor sirener findes i alle former og farver og til tider nærmest ligner moderne kunstinstallationer. 

Frem for blot at have optaget sirenernes reelle lyd har Satz inviteret en række lydkunstnere og musikere til at skabe alternative sirenelyde – prominente personager som Laurie Spiegel, Moor Mother, David Toop, Maja Ratkje, BJ Nilsen samt ikke mindst Kode 9, der under sit jordiske navn Steve Goodman faktisk har skrevet en brillant bog om lyden af krig, Sonic Warfare. »Behøver en alarm være alarmerende?« spørger Satz, og sirenekompositionerne i filmen er generelt både abstrakte, skurrende, poetiske og ildevarslende. Det er alle som én gennemkomponerede lydsymfonier, som vel at mærke alle er skabt før filmens billedside.

Og man kan virkelig mærke, at øret på den måde har dikteret, hvad øjet ser, for Satz’ film er et audiovisuelt filmdigt, hvor lydcollagerne, udvalgte interview og digtoplæsninger smelter raffineret sammen med de stemningsmættede billeder. Enkelte gange bliver en reallyd fra optagelserne brugt som del af de sfæriske lydflader – eksempelvis når en kirkeklokke i billedet slår i takt med en lydkomposition – og det kunne Satz egentlig godt have leget endnu mere med, for det knytter filmens forskellige oplevelseslag sammen på overrumplende vis.

Men generelt er filmen et både dragende og skræmmende sansetrip, og i en tid, hvor krig og undtagelsestilstand er del af vores allesammens hverdag, er det en tankevækkende og intens film på talrige niveauer. Man mærker, hvad der sker med én, når ørerne er i alarmberedskab. Når lyden redder liv og varsler død.

Kortkritikrelease
29.06.2024

Nordmand omfavner fremtiden med glitch og tambourkorps

Øyvind Torvund: »A Walk Into the Future«
© PR
© PR

Det historiske symfoniorkesters akustiske vellyd bliver radikalt udfordret af synth og glitch på Øyvind Torvunds nye udgivelse. De første »Sweet Pieces« er en blanding af parodisk følelsesladet symfoniorkester og elektronisk ambiens, som tilsammen danner et temmelig syret og komplekst lydlandskab. Umiddelbart sødmefyldt og let tilgængeligt, næsten som stumfilm-akkompagnement eller en ballet – men noget foruroligende og komplekst er under opsejling, hvilket i den grad konsolideres af »Archaic Jam«. Her udsættes Oslo Philharmonic for både glitch, electronica og noise, som orkestrets akustiske instrumenter på bedste vis forsøger at akkompagnere, fx når en elektronisk melodi fra outer space i ny og næ titter frem.

Et taktfast og muntert tambourkorps slutter udgivelsen. Endelig lader det til, at nogen har tænkt sig at gå i samme retning, og Lettelsen melder sig. Men bip og knips afbryder illusionen, og pludselig laver det store orkester en samlet mørk melodisk bevægelse, som et akkompagnement til den mest tragiske del af en ballet. Så en række morsekoder, så tambourkorpset igen, nu en sagte melodi... Lytteren bliver kastet frem og tilbage mellem diverse musiktraditioner, som blander sig med hinanden.

A Walk Into the Future omfavner kaos og uforudsigelighed i et komplekst værk, der humoristisk og ubesværet leger med et væld af musiktraditioner. Torvund har skabt en musikalsk sci-fi om verdens vaklen mellem tradition og innovation. Samtidig er det også et klassisk symfoniorkesters spæde udforskning af scenarierne for sin egen fremtid.

© Pasquale

»Music for me is the only way to say things that are too hard to say with words.«

Pasquale Ivan Dante Rinaldi is an Italian jazz piano player and composer living in Aarhus, Denmark. After graduating from NOMAZZ( Nordic Master in Jazz), he finished his Advanced Postgraduate Diploma (Solist) in DJM in Aarhus. He is also a teacher an educator, teaching ensemble in the conservatory in Aarhus. In his career he recorded several record as a band member and sideman, such as the ones with Deezmal, Maisemat, Martina Di Roma, Patton/Padoin/Rinaldi. He just released his first album as a bandleader, Short Story Long, featuring Fulvio Sigurtà on trumpet, Jesper Bodilsen on bass, and Alessandro Paternesi on drums





 

Kortkritikrelease
14.06.2024

Jeg ved en lærkerede – jeg siger ikke mer’

Aske Zidore: »Lark Animations«
© Storm Ravn
© Storm Ravn

Jeg må indrømme, at det var ren koncept-liderlighed, der dragede mig til komponist og spil-designer Aske Zidores debutværk Lark Animations. Her er tale om en ubeskrevet modernist, der tør arbejde tværfagligt med sit CV i sit kompositoriske værk og samtidig lader sig inspirere af noget så klassisk som fuglefløjt. Specifikt fra alle kunstnertypers yndlingsskjald: Lærken, der kulturhistorisk udkonkurrerer den dybt overvurderede nattergal som alles yndlingspiphans. Når Zidore samtidig blander æstetik fra videospillets verden ind i konceptet og lader solisten, violinisten Bettina Mare Ezaki, bevæge sig i en spilmekanisk setup af et systematisk 12-partiturs system, så råber den postmoderne konceptnørd »hurra«.

Der er masser at råbe hurra for. For selvom tanken bag er maskinel og matematisk, tager de varme forløb i de ni »motions« eller bevægelser netop udgangspunkt i pipperens varme sangforløb, og den ensomme violin imiterer til fuldt held lærkens berømte triller. Som på »Motion A: no. 3: Sangflugt«, hvor trioliserende triller minder en om en forårskåd skov, mens »Motion A, no 4: Den vemodige sang« minder en om fuglens vemodige toner ved skumringstid. Er man, som nærværende anmelder, opvokset halvt i nærheden af natur og skov, er der masser af melankoli, genkendelsesglæde og eskapisme at hente på Zidores debut. Det er smukt og inspirerende på trods af den højkonceptuelle systemtænkning. Og heldigvis bærer nærmest alle buestrøg på Ezakis violin en stor poesi og en højtidelig varme med sig!  

© Birgit Tengberg

»Musik er en flygtig og eksklusiv kunstart, som i visse af sine udtryk og afskygninger afskærer mange fra at opleve den, men også en kilde, der kan tappes fra i det uendelige. Kilden har mange forgreninger, som til sammen breder sig over hele verden til nytte og gavn for alskens kulturer og befolkninger, og den tørrer – i modsætning til almindelige vandholdige kilder – ikke sådan lige ud.«

Jonas Frølund er klarinettist, iværksætter, kammermusiker, formand for Danmarks Underholdningsorkester og medlem af ensemblerne V Coloris (blæserkvintet), Trio Spell (med Jonathan Jakshøj, slagtøj, og Lea Han, klaver) og Duo Omni (med Bjarke Mogensen, akkordeon), uddannet fra DKDM og Pariserkonservatoriet (CNSMDP). Han er flittig fortolker og bestiller af ny musik, genreomfavnende, udfordringssøgende, glad og ivrig formidler, Musical America New Artist of the Month i november 2023 og Grammophone Music Magazine One to Watch i forbindelse med albummet Solo Alone and More.

Kortkritik
04.06.2024

Hvad ville du sige, hvis hele verden lyttede?

Johanna Sulkunen: »Coexistence«
© Julie Montauk
© Julie Montauk

Den finskfødte sanger og komponist Johanna Sulkunen giver på albummet Coexistence mange andre udover hende selv muligheden for at få deres stemme hørt. Hun har stillet en række mennesker spørgsmålet: »Hvad ville du sige, hvis hele verden lyttede?« og har derefter samplet deres forskelligartede svar for så at bruge dem som en narrativ kerne på alnbummet. Resultatet er et sandt polyfonisk værk, hvor et væld af stemmer dukker frem uden umiddelbar kontekst, iblandet overvejende elektroniske kompositioner. Stemmerne fortæller, nynner, beklager sig, de transformeres, manipuleres til uigenkendelighed. Til tider lyder det næsten sakralt, som i indledningen til nummeret »XVIII Corporeal«, hvor synths med masser af rumklang tager sig kirkeligt ud. Andre gange hjemsøgt: I »XIX Coexisting« lyder vaklende stemmer som klagesange. Eller præget af en bittersød fredfyldthed, som i »XXIV How Dreams«, hvor en roligt udflydende lydside modsættes med stemmebidder om at blive udvist. 

Sommetider lyder de mange stemmer som fortrolige samtaler, andre gange som ensomme råb ud i intetheden. Små dele af et amorft hele – menneskehedens håb og frygt samlet.

Som helhed virker albummet mere som en collageværk end en samling af diskrete numre. De ikke-vokalbaserede dele af musikken fremstår ofte som stemningsskabende flader, der har til formål at give de mange anonyme udsagn pondus. Og det virker, mestendels. Det er ikke hver gang, at albummets flertallige fortællinger rammer en nerve, men når de gør, er det et spændende lyt.