Når ørerne er i alarmberedskab
Bortset fra den første onsdag i maj er sirener i Danmark nærmest udelukkende noget, vi hører i forbindelse med udrykninger, men i adskillige andre lande er sirener en integreret del af den lydlige hverdag. Sirener er på mange måder et fascinerende fænomen, der på én gang signalerer både overlevelse og katastrofe, og de er et helt fast sonisk inventar i især krigszoner og steder, der på den eller anden måde er risikoområder.
Den spanskfødte multikunstner Aura Satz’ 90 minutters dokumentarfilm, Preemptive Listening – der på dansk kan oversættes til noget i retning af Forebyggende lytning – handler netop om sirener verden over, for Satz har gennem hele syv år filmet i områder, hvor sirenen spiller en afgørende rolle – fra Chile og Holland til Palæstina, Israel og atomulykkesområdet i Fukushima i Japan. En længere sekvens foregår sågar på en amerikansk sirenefabrik, hvor sirener findes i alle former og farver og til tider nærmest ligner moderne kunstinstallationer.
Frem for blot at have optaget sirenernes reelle lyd har Satz inviteret en række lydkunstnere og musikere til at skabe alternative sirenelyde – prominente personager som Laurie Spiegel, Moor Mother, David Toop, Maja Ratkje, BJ Nilsen samt ikke mindst Kode 9, der under sit jordiske navn Steve Goodman faktisk har skrevet en brillant bog om lyden af krig, Sonic Warfare. »Behøver en alarm være alarmerende?« spørger Satz, og sirenekompositionerne i filmen er generelt både abstrakte, skurrende, poetiske og ildevarslende. Det er alle som én gennemkomponerede lydsymfonier, som vel at mærke alle er skabt før filmens billedside.
Og man kan virkelig mærke, at øret på den måde har dikteret, hvad øjet ser, for Satz’ film er et audiovisuelt filmdigt, hvor lydcollagerne, udvalgte interview og digtoplæsninger smelter raffineret sammen med de stemningsmættede billeder. Enkelte gange bliver en reallyd fra optagelserne brugt som del af de sfæriske lydflader – eksempelvis når en kirkeklokke i billedet slår i takt med en lydkomposition – og det kunne Satz egentlig godt have leget endnu mere med, for det knytter filmens forskellige oplevelseslag sammen på overrumplende vis.
Men generelt er filmen et både dragende og skræmmende sansetrip, og i en tid, hvor krig og undtagelsestilstand er del af vores allesammens hverdag, er det en tankevækkende og intens film på talrige niveauer. Man mærker, hvad der sker med én, når ørerne er i alarmberedskab. Når lyden redder liv og varsler død.
Stolt metal fra Mongoliet
»Hu hu hu hu hu!« Publikum kaldte på det mongolske band, som trådte på scenen med vind i håret, publikumskontakt og stolthed over at være krigere, rytterfolk. Shamanistiske, sprængfulde af maskulin stamina og med strubesangens lange vibratovokaler og sangteknikker, der kunne få Lemmy Klimister til at tage hatten af fra det hinsides.
Traditionelle mongolske streng- og bueinstrumenter, tunge trommer, selvsikker elguitar, træfløjte og jødeharpe gik op i en højere enhed med mowhawks, undercuts, tung metal, syrerock og psychobilly. Nummeret »Gjenkis Khan« åbnede med stille bastoner, hæs vokal, bløde strøg over strengene og siden en eksplosion på rytmegruppen. Så udsyret metal og headbanging i »Wolf Totem«, tunge meditative droner i »Black Thunder« og den shamanistiske »Shoog Shoog«, der blev omsat til heavy.
Det var en stilsikker hitparade fra et band, der holdt energien samtlige sekunder i halvanden time. Aftenens sidste ekstranummer var en hyldest til heltene i Metallica, og således forlod The Hu scenen efter at have spillet »Sad But True« med mongolsk tekst og otte mand høj instrumentering.
Koncerten var en påmindelse om musikkens dialektik, hvordan kunsten ikke har grænser, kun broer. Ingen stjæler hinandens kultur, men hylder den, og inspirationen flyder frem og tilbage på tværs af verdensdele og årtusinder.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.
Psykoterapi med hyggejazz
I computerspillet The Forest Quartet tager vi rollen som Nina, den netop afdøde saxofonist fra kvartetten, hvis død ikke underligt har efterladt bandet i krise. Vi besøger de resterende tre medlemmer som et spøgelse, der via sang og knips kan interagere med de levendes verden. I løbet af en samlet spilletid på lige knap halvanden time lærer vi mere om historien bag bandet og deres indbyrdes relationer – og at de hver især slås med en mental diagnose. Disse diagnoser bliver omdrejningspunktet for vores interaktion med dem, i forsøget på at genoprette deres lyst til fortsat at spille musik.
Visuelt og sonisk er spillet virkelig helstøbt, og styrken findes i de skift, vi udsættes for, når vi dykker ned i de enkelt bandmedlemmers psyke, der hver især domineres af melankoli, angst og raseri. Musikken i spillet, velspillet hyggejazz komponeret af Kaspar Vadsholt, bliver i løbet af spillet mere og mere fyldig, som medlemmerne vender tilbage. De enkelte toner, man som spiller kan frembringe, bliver herved løbende harmoniseret forskelligt, men mere fylder musikken ikke i fortællingen. Musikken er et mål i spillet, men knap så meget et middel.
The Forest Quartet er et utroligt fint spil med en helstøbt æstetik, der minder om en interaktiv film. Det er hverken banebrydende musikalsk eller fra et spil-design-perspektiv, men dette gør også appellen ekstra bred, så de fleste vil med fornøjelse kunne spille med.
Slangen i Edens have
Den bibelske skabelsesberetning begynder med, at Gud skaber lyset. Straks bliver han enig med sig selv om, at lys er godt, men mørket, der tidligere fyldte hele universet, forsvinder ikke: Som lysets skumle antitese er det altid til stede. På Mother – komponisten Kasper Bjørkes fortolkning af klodens evolution fra dens spæde formation til menneskets nært forkomne udryddelse – er mørket dog ofte meget svært at få øje på: Jordens første milliarder år iscenesættes med blød synth, sørgmodige strygere og forsigtig marimba; lyden vibrerer lyst, varmt og luftigt som en solstråle gennem et støvet vindue. Æstetikken er storladen, som noget Hans Zimmer ville komponere til en Science Fiction-film, om end synthesizeren og marimbaen til tider placerer albummet tættere på den form for New Age-musik, der i 90'erne dukkede op på de ganske charmerende Moods-opsamlinger.
1. Mosebog skal selvsagt ikke ses som nogen form for facitliste. Når jeg alligevel nævner den, skyldes det, at Bjørke selv virker opsat på at skildre klodens evolution som en syndefaldsmyte: Helt teleologisk bevæger jorden sig fra en tilstand af harmonisk lyksalighed til undergang, og som slangen i Edens have er det mennesket, der bringer Jorden i forfald. Først på albummets sidste kompositioner – med de udpenslende titler »Anthropocene« og »Tipping Point« – begynder mørket og kaosset at ulme i lydbilledet. Albummets eskatologiske fortælling, hvor menneskets undergang også er Jordens, forekommer mig lige lovligt antropocentrisk. Det er en skam for albummet lyder smukt: Et perfekt ambient lydtæppe til kølig efterårssol og søvnige togture. Desværre vakler Mother for mig under vægten af sit eget ambitiøse koncept.
Kompromisløs sanselighed
Der er ingen som Björk. Den islandske ildsjæl har taget hele rejsen fra pop til avantgarde og har formået at blive ved med at overraske og overrumple gennem en 30 år lang solokarriere. Fossora er på en måde en familieplade. Björks mor døde under arbejdet med albummet, og Björks nu 19-årige datter medvirker, så på den måde peger albummet både tilbage og fremad. Og det gør musikken også, da den føles historisk og moderne samtidig – et utilregneligt clash af musiske epoker. Mange numre baserer sig på korarrangementer og klarinetklange af den mere klassiske slags, men samtidig holder Björk sig ikke tilbage, hvad angår balstyrige beats og elektroniske eksperimenter fra den digitale nutid.
Det er et komplekst og krævende album, og hvis man foretrækker Björk i selskab med store popomkvæd, så er Fossora ikke lige sagen. Men samtidig er det også en plade med en enorm følsomhed og sanselighed, der gør, at de kompromisløse lydeksperimenter ofte bliver utroligt dragende, når først man har vænnet sig til at blive rusket i øregangene.
Sangen om hendes afdøde mor, »Sorrowful Soil«, er mere et abstrakt korværk end en popsang, men det gør ikke hele herligheden mindre sitrende følsom. Og »Freefall« er med skrøbelige strygere og vokaler et af de smukkeste numre, Björk har komponeret længe.
Enkelte skæringer føles mere som fascinerende eksperimenter end fuldt forløste sange, men Björks nysgerrighed er konstant imponerende. Højdepunktet er »Fungal City«, der starter helt simpelt og næsten kælent og så udvikler sig til en fem minutters rutsjebanetur i lyd, der virkelig bør nydes i hovedtelefoner. Soulsangeren serpentwithfeet gæster her, og den måde hans og Björks vokaler smelter sammen på er fuldstændig virtuos, hypnotisk og henrivende. Fossora er endnu en enestående plade fra en ener.
Fløjteskrig fra en anden dimension
Hvad er det for et indestængt skrig, der hjemsøger Bára Gisladóttirs fængslende værk VÍDDIR? På samme tid begrænset og tøjlesløst. Basfløjten agerer filter for den kropslige energiudladning, men fungerer instrumentet som talerør eller forhindring? Tonerne kradser i overfladen for at slippe ud af den hud, de bliver født med. Man kan måske høre det som lyden af et potentiale. En mulighed for lydligt at materialisere den ellers utilnærmelige tærskel mellem det indre og det ydre. Et ophold mellem dimensionerne, som værkets islandske titel kan indikere.
Der bor et fascinerende kompleks i Gisladóttirs kompositionelle begær, som også finder sted i hendes kvælertag på kontrabassen: driften mod at spærre musikken inde – for at sætte den fri. I tågebanker driver værket mellem improvisation og komposition – metallisk slagtøj omkranser de flimrende krusedullefløjter, som fordamper i bassernes dybtgående ambiente undersøgelser.
På et tidspunkt oversvømmer et altopslugende gong-crescendo værket. Som et sort hul forsvinder alt i lyden. Frem af den larmende afgrund genvokser basfløjteskriget som et uregerligt liv i det store intet. I VÍDDIR ånder musikken i lydenes knæk, og med udgivelsen af den blændende opførelse i Reykjaviks Hallgrímskirkja slår værket atter lysende sprækker i mørket.