Når ørerne er i alarmberedskab
Bortset fra den første onsdag i maj er sirener i Danmark nærmest udelukkende noget, vi hører i forbindelse med udrykninger, men i adskillige andre lande er sirener en integreret del af den lydlige hverdag. Sirener er på mange måder et fascinerende fænomen, der på én gang signalerer både overlevelse og katastrofe, og de er et helt fast sonisk inventar i især krigszoner og steder, der på den eller anden måde er risikoområder.
Den spanskfødte multikunstner Aura Satz’ 90 minutters dokumentarfilm, Preemptive Listening – der på dansk kan oversættes til noget i retning af Forebyggende lytning – handler netop om sirener verden over, for Satz har gennem hele syv år filmet i områder, hvor sirenen spiller en afgørende rolle – fra Chile og Holland til Palæstina, Israel og atomulykkesområdet i Fukushima i Japan. En længere sekvens foregår sågar på en amerikansk sirenefabrik, hvor sirener findes i alle former og farver og til tider nærmest ligner moderne kunstinstallationer.
Frem for blot at have optaget sirenernes reelle lyd har Satz inviteret en række lydkunstnere og musikere til at skabe alternative sirenelyde – prominente personager som Laurie Spiegel, Moor Mother, David Toop, Maja Ratkje, BJ Nilsen samt ikke mindst Kode 9, der under sit jordiske navn Steve Goodman faktisk har skrevet en brillant bog om lyden af krig, Sonic Warfare. »Behøver en alarm være alarmerende?« spørger Satz, og sirenekompositionerne i filmen er generelt både abstrakte, skurrende, poetiske og ildevarslende. Det er alle som én gennemkomponerede lydsymfonier, som vel at mærke alle er skabt før filmens billedside.
Og man kan virkelig mærke, at øret på den måde har dikteret, hvad øjet ser, for Satz’ film er et audiovisuelt filmdigt, hvor lydcollagerne, udvalgte interview og digtoplæsninger smelter raffineret sammen med de stemningsmættede billeder. Enkelte gange bliver en reallyd fra optagelserne brugt som del af de sfæriske lydflader – eksempelvis når en kirkeklokke i billedet slår i takt med en lydkomposition – og det kunne Satz egentlig godt have leget endnu mere med, for det knytter filmens forskellige oplevelseslag sammen på overrumplende vis.
Men generelt er filmen et både dragende og skræmmende sansetrip, og i en tid, hvor krig og undtagelsestilstand er del af vores allesammens hverdag, er det en tankevækkende og intens film på talrige niveauer. Man mærker, hvad der sker med én, når ørerne er i alarmberedskab. Når lyden redder liv og varsler død.
Tidsmaskinen er itu
Med Soundtrack of an Imaginary Opera forsøger finske Rebecka Sofia Ahvenniemi at tage os på en rejse ind i skitserne til en ufuldendt opera, og netop det er operaens største hæmsko: Projektet føles for ufærdigt og retningsløst, til at fremstå som en helhed. Musikalsk og sonisk er der tale om en hybrid mellem barok-opera og 1920’ernes musikteater, med besøg i både cabaret og det avantgardistiske, men også lån fra rock og R’n’B, som sad vi i en ituslået musikalsk tidsmaskine.
Først ved sidste sang, »Nymph Cry«, hvor sproget bryder sammen og nymfens naturnære stemme akkompagneres af en klokke, indtager musikken det drive og den fylde, operaen har manglet. Desværre flygtigt, vi slynges tilbage til barokken og referencer til passager tidligere i værket.
Måske er det netop den meget sparsomme instrumentation, der efterlader mig med et afsavn, krydret med mange gentagelser. I stedet for at dekonstruere en opera, som Ahvenniemi efter eget udsagn ønsker, ender hun mest med at rekonstruere en masse referencer og parrer Mario Brothers-lyde med et Göethe-digt. Operaens potentiale forløses formentlig også bedst i en reel opsætning, med scenografi og et større ensemble, og jeg håber, det er noget, Ahvenniemi arbejder hen imod.
Meditation med mislyd
Egentlig er det jo en tilforladeligt meditativ udgivelse, den dansk-italienske jazztrio har sluppet løs. Francesco Bigonis luftigt vibrerende saxspil og de jævne melodiske forløb på de fleste af albummets rolige vandringer emmer af behageligt og kun ganske let kantet samvær mellem guitar, saxofon og tangenter.
»Under Weather« har dyb, fyldig Rhodes og linjer, der romantisk løfter sig fra en trykkende puls. »Faggio« er fuld af melankolsk fællesvilje. Og »Miracle Beams Surrounding« lyder af forsigtig optimisme i et støvet lydbillede.
En irritation melder dog sin ankomst. For hvis man gerne vil meditationen, så fair nok; fred være med letheden og den sværmeriske luftighed. Den har også sin plads. Men når Canto ad flere omgange også gør tilnærmelser til det eksperimentale uden at følge ambitionen til dørs, mister jeg retningssansen.
Når jeg for eksempel hører de indledende, ulmende telefonsignaler på »Plate«, der blot efterlades og ikke udvikles. Eller den let påståelige naivitet i »Thread«, der kontrasteres af elektroniske blip, som ingen reel rolle spiller.
Så savner jeg biddet – det bid, som kortvarigt dukker frem med frit fabulerende »WigWag«, hvor der netop er en sammenhæng mellem den roterende svupper af elektronik og de løbske, ustabile bevægelser i guitar og saxofon.
Når eksperimentet bliver affekteret og ikke behandles med tilstrækkelig nysgerrighed, breder der sig en fornemmelse af anstrengt kunstfærdighed. Så hellere gøre en dyd ud af meditationen – eller give los.
På med den hvide kittel
Nogle komponister føler sig stadig draget af at trække i den hvide kittel, sådan som mange gjorde det i efterkrigstiden for at se musikken gennem mikroskop. Lidt videnskabsmand har man vel lov at være.
Den kategori hører franske Karl Naegelen til, hører man på albummets titelværk for klarinetkvintet – over en halv time zoomer komponisten ind og ud på nervøse strygerklange i tætte klynger, men fletter også pludselige temperamenter ind i musikken.
Strukturen minder næsten om en gyserfilm. Ud af ingenting kan klarinetten blive helt løbsk og lyde som en frø i drabelig dødskamp. Calques (2020) pendulerer mellem små bevægelser i stilstanden og hidsige fortællende elementer. Men narrativ drift er der egentlig ikke; det er først og fremmest ‘undersøgelsen’ af klang og multiphonics, der interesserer Naegelen.
Lyder det – som så megen anden dybdelytningsmusik – en smule tørt? Måske, men musikerne gør, hvad de kan for at holde liv i tonerne. Det er en kvalitetsindspilning. Det hører man også på albummets mere klassiske værk, Morton Feldmans Clarinet and String Quartet (1983).
Her tegner langsomme gentagelser og tvære strygerklange en fortabthed op, som klarinetten søger ud af uden rigtig at tro på foretagendet. Næsten romantisk og i hvert fald kun blødt radikalt lyder det lange værk i dag.
Jeg har det vanskeligt med musikkens hang til indspist mikroskoperi. Lad os da bruge undersøgelserne til noget. Det bliver lidt høvisk. Men delikat lyder det.
Pragtfuld Pimpon
Allerede intronummeret »i’ve made it to another station« slår fast, at den polsk-danske trommeslager og komponist Szymon Pimpons kassette-udgivelse agter at udsætte lytteren for et væld af forskelligartede indtryk. Således indledes der med flere lag af field recordings, der hurtigt tilsluttes af blød synth og ekstremt autotunet vokal. En stemningsfuld og interesseskabende introduktion.
Mindre mærkelig – men ikke desto mindre interessant – er nummeret »lalala«, der får mig til at nikke hovedet begejstret med på det fremadkørende motorikbeat og de farverige 80’er-synthmelodier. Eller »wsh«, der med dikotomien mellem de vemodige synthakkorder og den travle, multiinstrumentale perkussion, skaber en underligt fortravlet stemning. Skaberglæden emmer af disse numre, og den smitter. Anderledes forholder det sig med andre af albummets skæringer, som for eksempel »megaJoy~«, »maF8« og »balans«, der bare ikke vækker samme entusiasme. Som om Pimpon holder lidt igen med netop den fandenivoldske kreativitet, som jeg ellers lovpriste et nummer tidligere.
Pozdrawiam slutter, som det startede – mærkeligt på den gode måde. Med det fantastiske afslutningsnummer (en ofte undervurderet disciplin) rest, der med en messende autotune beretter om den hvile, vi har fortjent, men ikke får. En passende åben afslutning på en udgivelse, der netop brillerer med sin åbenhed, og kun mister sin glans i de øjeblikke, hvor denne åbenhed føles stækket.
Muskuløs sabotage
Taja Cheek aka L’Rains koncert på Mantra-scenen startede med en mediationsøvelse: »Lad os trække vejret sammen,« opfordrede Brooklyn-sangeren fra scenen. Klip til slutningen af koncerten, hvor hun headbangede, bankede sin feedende guitar i gulvet og skreg sin hals i stykker. L’rain laver musik, hvor enderne ikke mødes, og det gjorde de heller ikke på Roskilde Festival.
Det er ikke så meget dét, at musikken er kompleks. På albummet Fatigue har vi hørt Cheeks eminente evne til at skabe musik, der aldrig stopper med at gro – som et endeløst daggry over vidt forskellige lydlige landskaber. Men i festivaludgaven blev de fleste af numrene saboteret af en hårdtslående muskuløs energi.
Den tjekkede æteriske neo-soul blev alt for bastant og tabte hele sin New Yorker-coolness på gulvet. Discotrommer steg i tempo indtil lokomotivet kørte af sporet. Hvad skulle vi med alle de rumle-stykker, hvor guitaristen spillede med sit guitar-stand, mens trommeslageren haglede over tommerne? Det var ikke spor rowdy. Påtaget støj, uddannet kaos. Ikke lige den slags rodebutik, jeg havde håbet på.