Ocean af fjer
Jeg tænker ofte på det underlige faktum, at alle kan se på en hvilken som helst overflade og med det samme forestille sig, hvordan det ville føles at slikke på den. Måske skyldes det en særlig intersektionel forbindelse mellem kroppens forskellige sanser? Måske fortrængte minder fra Freuds orale fase? Ikke desto mindre tror jeg, vi alle ved, hvordan det ville føles at slikke på en murstensmur, et rustent rør eller reolens øverste, mest støvbeklædte hylde.
Jeg kom igen til at tænke på dette forhold, da jeg så Tobias Holmbecks afsindigt smukke cover til Frederik Sandfelds debutalbum Fractionations. Et abstrakt landskab, der på en gang ligner en blyantsskitse og et fotografi. Skummende bølger? Et ocean af fjer? En kornmark? En gletsjer? Længe har jeg stirret på det uden at komme til anden konklusion, end at det nok ville føles som bark, hvis jeg slikkede på det.
Også Sandfelds droneunivers består af langstrakte teksturerede flader. For eksempel forestiller jeg mig, at min tunge ville blive mødt af langsomt dryppende, klistret harpiks, hvis jeg kunne slikke på den melankolske guitarkomposition »An Unpromising Beginning«, der lyder som et fjernt, solbleget minde om The Beach Boys. Dens modstykke findes i den ni minutter lange »Havoc«, hvor en insisterende industriel rytme – symmetrisk placerede jernbolte i en betonmur – får selskab af en saxofons kalkagtige porøsitet. Således kommer sanserne på arbejde i mødet med Sandfelds både smukke og meget varierede Fractionations.
Rococo blue desire
Nikki Martin and their ensemble Blue Luminaire sprawl across styles and centuries from early music to ambient music via jazz and more. But there’s a strong sound fingerprint on this, their first album for Bella Union.
It is an album in the truest sense of the word. Across ten tracks, Terroirs breathes steadily in and out, aching with every exhalation. It demands a pound of emotional flesh from listeners: neither the subject matter nor the intimate nature of the recording allow for purely objective listening. Martin’s clean countertenor voice is right in your ear.
Pain, longing and some sense of catharsis are cornerstones of an album intentionally marooned in a sort of emotional no-mans-land – the tight organism of voices and instruments stuck, oscillating between two noncommittal chords (»Closeness Sighs«, »Feel Your Skin Against Mine«, »Tangled«), constrained by febrile homophony (»Held«) or ruled by the hints of old forms like passacaglia (»Falling«). A hinterland of details adds to the ambience: Rococo twists and turns, tender gamba playing, drooping avian cooing.
All this buttoned-up desire eventually blurts out at the end of »Worlds«, a neat culmination followed by a purifying epilogue »My«. Sometimes the music tries to wring too many tears from a single word or gesture. Sometimes you long for a development that will dislodge a song from its fixed position (though that would probably defeat the object). Sometimes it’s all too close to sounding entirely worn out. But over time, Terroir sure proves an engrossing listen.
Waynes verden
En søgen efter mening gik igen i flere af de Wayne Siegel-værker, Athelas Sinfonietta lørdag opførte i Koncertkirken. Ikke mindst på et spirituelt plan, hvor særligt Hélène Navasses luftige solobasfløjte i Dive (2017) flugtede roligt med det meditative kirkerum.
Eller i den blanding af støjbrøl, glasklar thereminklang og intergalaktisk R2D2-rislen, der lød, når Siegels besjælede bevægelsessensorer gik i dialog med ensemblet i østligt influerede Shiva’s Dance (2019). Som om elektronmagikeren søgte svar i fjerne kulturer, og hvis de så udeblev: i verdensaltet.
Godmodig lød oftest denne søgen, ledsaget af venligsindede minimalistiske sløjfer, dansant valsende passager og afstemte gongslag. Men bag den imødekommende vilje lurede også sivende tuttibrøl og hektiske jagtmotiver, holdt i stram snor af strenge spejlstrukturer.
Hele tiden dette spil mellem nysgerrige spørgsmål, afklaret varme og varmblodet action, ikke mindst i den febrilsk omskiftelige strygekvartet Northern Shore (2014) med dagens hidsigste temperament.
Indtryk gjorde især uropførelsen af den lille basunkoncert Smooth Newt (2023), der lod Andras Olsens klagende messingmotiver ekkoe elegant gennem resten af det sværmende ensemble. Også her tegnede pludselig jagt og dans kontraster op, inden værket vendte tilbage til sit nænsomt glidende udgangspunkt.
Det var musik, man kunne finde rundt i, finde mening i og endda rocke med på: Westernhyldesten Reuben’s Train (2023) rundede festligt koncerten af med togrytmik og Siegel på banjo. Yee-hah!
Fagre nye 90'ere
Sommetider vælger en kunstner at sadle helt om og foretager en stilmæssig kovending. Som Rene Magritte, der pludselig begyndte at male surrealistisk, en bevidst og kreativ satsning, der gjorde ham til en af genrens bærende kræfter. Anders Skibsted, klassisk uddannet komponist og bandoneonist og altså udøver af musik langt fra lydgeneratorer, foretager netop sådan en satsning på secnerefer – hans første eksperimenter med et fuldt elektronisk lydbillede.
Fuldstændig talentløst er det ej. Der løber en rød tråd gennem værkets syv numre – alle båret af samples – der lyder, som et pibende læhegn, kombineret med tunge forvrængede beats. Det er ikke dårligt udført, og det er tydeligt, at Skibsted bruger erfaringen som komponist i sit arbejde med elektronikken.
Men, som presseteksten også nævner, er inspirationen fra IDM og andet elektronik bare virkelig stærk, i så høj grad, at Skibsted tit og oftest ender med at lyde som musik udgivet på Warp Records i slutningen af 90’erne. Specifikt lyder secnerefer enormt meget som Autechres mere kryptiske hovedværker, helt ned til beat-produktionen, og titlerne låner vist fra Aphex Twin. Bedst er »Sqeiwz Tekyrguv«, hvor de distortede trommehug er erstattet af en cool ambience og leg med effektfiltre.
Desværre lyder secnerefer som en lettere bedaget version af de britiske forbilleder. Albummet er ikke den succesfulde kunstneriske satsning, man kunne håbe på, men er dog interessant som et øjebliksbillede af en moderne eksperimentalists tur ind i en ny verden.
Klavermusik til den vakse vandrer
Komponist og pianist Christian Rønns seneste soloklaverudspil, det delvist komponerede og improviserede Travel Through Stones, lever i den grad op til sin titel – en musikalsk rejse gennem udfordrende og konstant foranderligt terræn fuldt af små, men smukke sanseindtryk for den opmærksomme vandrer.
Titelnummeret imponerer med en umiddelbart lidt dunkel start, med masser af sustain-tunge, dybe toner, der i lag danner den baggrund, hvorpå registrets højere toner springer frem og tilbage. Der sker en vekselvirkning mellem eftertænksomme stunder og øjeblikke af hektisk aktivitet, indtil stykket muterer til hurtigt perlende kaskader, der så ændres igen, og derefter igen. Således vedligeholdes min interesse, indtil vi ved slutningen når min eneste, i det større perspektiv ret lille, anke – det 18 minutter lange nummer, der er fyldt med abrupte stop og overraskende begyndelser, fader ud på en ret abrupt, åbenlys og uskøn måde. En ærgerlig afslutning på et ellers så dynamisk stykke.
Dette er dog vitterligt min eneste anke, og det faktum, at de tre følgende kompositioner, der udgør resten af albummets spillelængde, kan beskrives som mere af det samme, er til albummets fordel. Man finder en ro i det til tider hæsblæsende tempo, og den singulære instrumentering fordrer fokus på det væsentlige. Rønns klaver aktiverer det tomme blik, får tid og tanker til at gå i stå, indsnævrer min sanseverden, så jeg til sidst ikke lytter til musikken, men er i den.
Udebleven uforsonlighed
Hverdag er det ikke, at et dansk ensemble uropfører ny musik af en af tidens mest efterspurgte komponister. Men Den Danske Strygekvartets udogmatiske koncertrække Series of Four er netop et sted for usædvanligheder, og i aftes bestod usædvanligheden så i uropførelsen af islandske Anna Thorvaldsdóttirs Rituals (2022).
Et 11-satset værk, der med flere passager af højlandsk følsomhed passede ganske eminent til de fire musikeres sensible, men ikke rørstrømske temperament. Med en grundtone af dyb mol og dronende nænsomhed tegnede Rituals igen og igen en nær intimitet op, som enten splintredes af knips og faldende buer eller langsomt saboteredes af knirkende overtryk, flimrende glidninger og snigende dissonans.
Thorvaldsdóttir søgte tydeligt at angribe ritualet som fænomen fra flere sider – fra det store, filmiske fællesskabssug til uafvendelige tvangsgentagelser. Mellem melodisk skønhed og desorienteret bølgegang skvulpede musikken omskifteligt, men nåede måske derfor heller ikke helt ind til et præcist formuleret favntag med psyken eller samfundet.
Værket satte sig mellem flere stole i en køn og nogenlunde dramatisk, men altså også fornærmelsesløs pendulering mellem harmoni og et let kaos, der sagtens havde tålt mere outreret teknik og brudvilje; at skildre tvangstanker med næsten dansante knips på strengene er vel til den mådeholdne side.
Den uforsonlighed, der trods alt stadig findes i Thorvaldsdóttirs musik – lyt bare til hendes seneste orkesterværk, Archora (2022) – måtte godt have indfundet sig på Frederiksberg.