Veronique Vakas igangværende projekt med at fastholde nogle af jordens mest monumentale geologiske processer i nedskrevet musik viser sig stadig mere dragende. Det seneste resultat fik premiere lørdag på Nordatlantens Brygge. Eyland (»Island«) er inspireret af dannelsen af øen Surtsey, der dukkede op 33 km ud for Islands kyst 14. november 1963 efter et vulkanudbrud.
Meget af den canadisk-islandske komponists arbejde skildrer forfald; dens musikalske bevægelser følger indsamlede data om økologisk ødelæggelse og nedbrydning. Eyland handler om skabelse, og Vaka syntes at fryde sig over dens undren og storhed. Athelas Sinfoniettas 15 musikere lød med et symfoniorkesters vidde under Bjarni Frímann, og med Jónas Ásgeir Ásgeirssons solotrekkspil som selve den fremvoksende ø, der løfter sig af bølgerne med en mægtig, langsom kraft.
Selv nogle af de øvrige fem værker i denne koncert med fokus på musikken fra Nordatlanten kunne føles som en ritualistisk forberedelse til Vakas værk – et vidnesbyrd om komponisternes fokus snarere end en mangel på tyngde. Omkring de klare, lange linjer i Eli Tausen á Lávás Álvan ligger en karakteristisk nordatlantisk glans og harmonisk dybde; Daníel Bjarnasons Skelja er en miniature af en sonisk romance mellem harpe og slagtøj, og Friðrik Margrétar-Guðmundssons Fikta en udtværet koral, spillet med shamanistisk intensitet af Ásgeirsson. Anna Thorvaldsdottirs Entropic Arrows skærpede opmærksomheden med sine lange, trådtynde strygertentakler, der vokser ud af hektisk blæser- og slagtøjsaktivitet.
Den anden uropførelse var Aya Yoshidas Song of the Voice – et ikke-vokalt ekko af færøsk sangtradition for cello og ensemble, hvor man på et tidspunkt hører en kædedans rasle. Værket er ikke uden både fantasi og virkning, men det kom til at fremstå inkohærent og uden fokus i denne sammenhæng.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
Han har spillet med Per Nørgård og er aktuel som vært i DR's podcast om 100 års dansk jazz, Farlige toner. Kresten Osgood (07.12.1976) er multiinstrumentalist, improvisator og komponist og bevæger sig frit i al slags musik, for – som Duke Ellington har sagt det – »Der findes kun to slags musik: God musik og den anden slags.« Osgood har viet sit liv til den første slags. Hjemme lytter han bl.a. til den argentinsk-tyske komponist Mauricio Kagel.
Snart albumaktuelle Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.
Det var en af den slags koncerter, der for altid vil præge min opfattelse af studieoptagelserne. Den britisk-danske komponist og musiker Kaj Duncan David spillede med imponerende intensitet på keys, kraftigt behandlede vokaler, pedaler og samplede med en til tider manisk energi. De mere intense løb afløstes af simple, men indtagende svævende, nærmest sakrale passager. Sært, smukt, underligt – på én gang organisk og plastisk.
Hvor albummet All Culture Is Dissolving lød som et simulakrum, en approksimation af det ægte, så føltes denne liveopførelse som en rekonstituering af luftspejlinger, en genskabelse af den virkelige verden fra uvirkeligt kildemateriale.
Reconvert & Fernando Manasseros efterfølgende koncert indledtes med et måske uintentionelt beat spillet af røgmaskinen foran scenen, der dog hurtigt udviklede sig til en gennemført totaloplevelse af lyd og billede. Glødepærer hvinede og knitrede, projektorer spillede skyggespil på skærme, alt imens musikerne bag bordet kreerede mørkt pulserende, dybt rungende og knirkende lydlandskaber. Objekter – alt fra klokker og trappefjedere til presenninger – blev berørt og behandlet på en måde, der vakte mindelser om foley-artister i gang med at indspille lydspor til en gyserfilm.
Detaljerigdommen, placeringen af højttalere både foran og bag publikum, samt de visuelle elementer skabte således tilsammen et dystert, men samtidig dragende univers, som jeg ikke bare præsenteredes for, men aktivt blev inviteret med ind i.
Kan du gætte melodien til Human Ressource Management Song? Hjernen tuner automatisk ind på protestsange fra ‘68, men den fremadstormende kunstner Hannah Toticki Anbert gik en helt anden vej i provo-kitch-installationen på finkulturens højborg. Svaret er Dolly Partons I Will Always Love You. Her stoppede lighederne, ind på scenen trådte skuespiller Kristine Utne Stiberg: En chef i hvid skjorte, sorte bukser og leverpostejfarvet page. Med sin fantastiske stemme og klassisk karaoke-line-up – et playback track, tekstskærm og mikrofon – sang hun til den fleksible medarbejder, som lægger al sin tid og energi i virksomheden og hyldes i omkvædet: »I Will Acknowledge You«.
Megan Trainors diskoteks-tacky It’s All About That Bass kom også under Totickis kniv: En B2B-glad kvinde sang fedtesang til bossen. En topmotiveret kvinde med knaldrød fletning og orange sporty trøje sang om sin ekstreme glæde ved at være den bedste, arbejde over og fedte for bossen: »It’s all about that pace bout that pace…«.
Toticki har taget den internationale kunstscene med storm, og det cementeres af denne sarkastiske og provokerende performance, som er absurd, humoristisk og knivskarp kritik af moderne ledelsesstrategier, selvdisciplinering og kapitalismen i det 21. århundrede fortolket som karaoke-performance-installation. Skrækscenarier fra Foucault, Marx og Negri blandet med lyden af The Voice.
I August Strindbergs symbolmættede drama Et Drømmespil fra 1902 forlader gudedatteren Agnes sit himmelske hjem og tager bolig blandt menneskene. Da hun ved stykkets slutning vender tilbage, opsummerer hun sine jordiske lidelser således: »At være til; at mærke mit syn svækket af et øje, min hørelse sløvet af et øre, og min tanke, min luftige, lyse tanke fanget i fedtfletningers labyrinter.«
Disse fedtfletninger væver sig ligeledes ud og ind af komponisten Lil Lacys Strindberg-fortolkning, mens det luftige, det lyse repræsenteres af lette overtoner. I Lacys multimedieundersøgelse fremstår mennesker forbundet på tværs af udstrakte geografier og generationer. Det understøttes af et komplekst landskab af klassisk og elektronisk musik, lys, billeder, skrevne og talte ord.
Som hos Strindberg er det gudernes verden, der har rod i det konkrete. Lacy starter med noget så jordnært som lyden af en gulerod, der skrælles og gnaskes, mens tandsættets kværnende rytmer runger gennem kraniet. Herefter glider vi over i drømmen. Agnes synker videre, langt, langt ned til menneskene, mens tonerne fra et akkordeon, spillet kyndigt af solisten Bjarke Mogensen, bliver til lyden af en lunge i konstant bevægelse, et organ der langsomt udvider sig, trækker sig sammen og holder os fast i livet, mens vi sover videre. Strygerne understreger denne skubbende, trækkende bevægelse.
En række stemmer – tilhørende en sydafrikansk kunstner, forfatteren Suzanne Brøgger og andre – fylder salen. Nok er det »synd for menneskene« (jf. Strindberg), men hos Lacy er figurerne fulde af håb og drømme for fremtiden. Som mennesker ejer vi ikke guddommeligt overblik; vort syn er netop »svækket af et øje«, af den fysiske verden vi er kastet ned i. Samtidig er der skønhed at finde i »fedtfletningernes labyrinter«, i måden vi er bundet sammen på.
You are somehow connected slutter ligesom Et Drømmespil med en gigantisk krysantemum, der springer ud, mens Agnes vågner. Smukt, brusende og voldsomt. Andre steder i opsætningen svæver citater fra Strindbergs tekst over musikerne. Denne direkte forankring i den oprindelige dialog virker dog unødvendig. Lacys stykke kan sagtens stå selv.
