kortkritiklive
28.10.2025

Øer af lyd rejser sig af havet

Athelas Sinfonietta: »Nordic Sounds«
© Kasper Vindeløv
© Kasper Vindeløv

Veronique Vakas igangværende projekt med at fastholde nogle af jordens mest monumentale geologiske processer i nedskrevet musik viser sig stadig mere dragende. Det seneste resultat fik premiere lørdag på Nordatlantens Brygge. Eyland (»Island«) er inspireret af dannelsen af øen Surtsey, der dukkede op 33 km ud for Islands kyst 14. november 1963 efter et vulkanudbrud.

Meget af den canadisk-islandske komponists arbejde skildrer forfald; dens musikalske bevægelser følger indsamlede data om økologisk ødelæggelse og nedbrydning. Eyland handler om skabelse, og Vaka syntes at fryde sig over dens undren og storhed. Athelas Sinfoniettas 15 musikere lød med et symfoniorkesters vidde under Bjarni Frímann, og med Jónas Ásgeir Ásgeirssons solotrekkspil som selve den fremvoksende ø, der løfter sig af bølgerne med en mægtig, langsom kraft.

Selv nogle af de øvrige fem værker i denne koncert med fokus på musikken fra Nordatlanten kunne føles som en ritualistisk forberedelse til Vakas værk – et vidnesbyrd om komponisternes fokus snarere end en mangel på tyngde. Omkring de klare, lange linjer i Eli Tausen á Lávás Álvan ligger en karakteristisk nordatlantisk glans og harmonisk dybde; Daníel Bjarnasons Skelja er en miniature af en sonisk romance mellem harpe og slagtøj, og Friðrik Margrétar-Guðmundssons Fikta en udtværet koral, spillet med shamanistisk intensitet af Ásgeirsson. Anna Thorvaldsdottirs Entropic Arrows skærpede opmærksomheden med sine lange, trådtynde strygertentakler, der vokser ud af hektisk blæser- og slagtøjsaktivitet.

Den anden uropførelse var Aya Yoshidas Song of the Voice – et ikke-vokalt ekko af færøsk sangtradition for cello og ensemble, hvor man på et tidspunkt hører en kædedans rasle. Værket er ikke uden både fantasi og virkning, men det kom til at fremstå inkohærent og uden fokus i denne sammenhæng.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek 

kortkritikrelease
04.02.2025

Det dybe åndedræt

Blaume: »excess air«

Den københavnske duo Blaumes EP, excess air, er et feltstudie i vejrtrækningens fælles puls, der beroligende tager et dybt åndedrag. EP’ens luftige lyd er som en cyklisk udfoldelse af åndedrættets fysiske betingelser, og med hæse korstemmer og kvidrende tværfløjte snor de to kunstnere, Laura Zöschg (IT) og Mette Hommel (DK), sig rundt om åndedrættets helende og kunstneriske egenskaber.

Måske er det den underlige varme vinter eller de blomstrende skikkelser på coveret, men det er, som om excess air gemmer på en spinkel forårsstemning. De sparsomme instrumenter famler sig improviserende frem over de tre numre, og de mange korstemmer tilsætter en vedkommende fysisk fornemmelse af musikere, der arbejder, hvilket understreger en fornemmelse af spinkel spiring.

Det elektroniske, i form af vokaleffekter og musikprogrammet Ableton, er en vigtig del af Blaumes udtryk. Vokaleffekter virker ofte meget fremtrædende, men når den processerede vokal på nummeret »vivus tremus« driver over i en hæs raspen, opløses det kunstige skel mellem stemme og effekt, og det elektroniske bliver en åbenlys forlængelse af Blaumes fælles åndedræt.

Blaumes excess air er en dejligt levende EP. Det er musik, der har overskuddet til at strække sig langt fra et enkelt og nærliggende udgangspunkt, og med få simple virkemidler udgør Blaumes debut en kærkommen forårsbebuder.

»Music to me, is solitude’s embrace, lifting me or breaking me, a bittersweet ache like missing someone or something, captured in the melancholia of my Seismograf playlist.«

The Swiss-born Hong Kong native Yanling spent her childhood between Zurich and Hong Kong, where she began her musical journey. She is the founder of Aurora Edition, a concert series known for its visually enhanced soundscapes in archtetural venues, showcasing drone, ambient, and experimental acts which is simultaneously running as a record label.

As a producer, Yanling crafts dystopian sonic landscapes with airy synths and hypnotic rhythms. Her cinematic approach blends ephemeral textures with sinister yet luminous effects, creating a boundary-pushing sound that transports listeners between realms in her experimental productions and immersive live performances.

»Musik for mig er en opdagelsesrejse ind i nye verdener skabt af bølger og drømme. Musik er en forbindelse til livet og til dem, jeg holder af – det minder om at synge ved familiefester, samles rundt om et Sankt Hans-bål eller høre Rihanna i en taxa. Musik er som et usynligt hjem, et sted, jeg flytter ind i hver morgen, hvor jeg kan opløses og blive en del af noget større uden at miste mig selv.«

Karen Juhl er komponist, sangskriver og producer og arbejder inden for den danske eksperimentalscene. Hendes debutalbum Mother Tongue, en sonisk hybrid af eksperimentel komposition, spoken word og folklore, skaber en fragmenteret, men meditativ refleksion over sårbarhed i en hyperglobaliseret verden. I februar spiller hun en række koncerter i København, Aarhus og Berlin. Live blandes klubkultur og kammermusik, når beatfragmenter smelter sammen med midi-harpe-improvisationer i en kompleks performance.

© Martin Funder

»Musik er for mig en særlig form, der kan fremstå helt abstrakt, og på samme tid forstærke det ubetydelige og komplekse.« 

Martin Funder er Seismografs praktikant i februar 2025. Han er cand.mag. i filosofi og videnskabsteori fra Roskilde Universitet (2024) med speciale i sansning, fortolkning og ambientmusik. Funders fokusområder er teknologi, økokritik, film, og postmodernisme. Udøvende musiker i bl.a. Deadpan og Countermarch.

kortkritik
28.01.2025

Højt at flyve, iskoldt at styrte ned

Jacob Kirkegaard: »Snowblind«
© Nils Strindberg
© Nils Strindberg

På sit nye album, Snowblind, vender Jacob Kirkegaard blikket væk fra afsløringer af vores omverdens skjulte lyde for i stedet at skildre et psykologisk drama. Afsættet: den svenske polarfarer Salomon August Andrée, der i 1897 satte kurs mod Nordpolen i luftballon, en dumdristig færd, der kostede ham selv og to andre livet – forblændet af sne og jagten på berømmelse. 

I løbet af 11 isnende tableauer tegner Kirkegaard et portræt af den ængstelighed og tvivl, svenskeren må have følt, da ballonen styrtede ned på pakisen øst for Svalbard. I to måneder fortsatte de tre til fods, inden de nåede den øde ø Kvitøya – og døde få uger efter, muligvis forgiftet af underkogt isbjørnekød. Da havde naturen for længst afsløret sin fjendtlighed.

Det hører man på Snowblind. Først letter ballonen i en luftstrøm, der balancerer elegant på kanten af omklamrende mørkesynth og hjertebanken, mens en metallisk skurren a la heroisk elguitar subtilt signalerer tvivlen: Var Andrée helt eller skurk? Kort efter lander vi så i et stort ingenting af strøget metal. Granatchokket bliver til skælmske, svampede fodspor af synth, mens desperationen og hallucinationerne vokser: Var det et skibshorn, jeg hørte, en redningskrans?

Men nej, stilheden vinder, isvandet rasler som et sultent uhyre, det hårdkogte psykologiske drama levner ingen plads til håb, kun en chance for at stirre sit endeligt i øjnene. Havde Kirkegaard været en rigtig grum portrættør, kom vi endnu længere ned i mørket og desorienteringen, men hans letsvævende ambiens sætter nu også spor i sneen.