kortkritiklive

Øer af lyd rejser sig af havet

Athelas Sinfonietta: »Nordic Sounds«

Veronique Vakas igangværende projekt med at fastholde nogle af jordens mest monumentale geologiske processer i nedskrevet musik viser sig stadig mere dragende. Det seneste resultat fik premiere lørdag på Nordatlantens Brygge. Eyland (»Island«) er inspireret af dannelsen af øen Surtsey, der dukkede op 33 km ud for Islands kyst 14. november 1963 efter et vulkanudbrud.

Meget af den canadisk-islandske komponists arbejde skildrer forfald; dens musikalske bevægelser følger indsamlede data om økologisk ødelæggelse og nedbrydning. Eyland handler om skabelse, og Vaka syntes at fryde sig over dens undren og storhed. Athelas Sinfoniettas 15 musikere lød med et symfoniorkesters vidde under Bjarni Frímann, og med Jónas Ásgeir Ásgeirssons solotrekkspil som selve den fremvoksende ø, der løfter sig af bølgerne med en mægtig, langsom kraft.

Selv nogle af de øvrige fem værker i denne koncert med fokus på musikken fra Nordatlanten kunne føles som en ritualistisk forberedelse til Vakas værk – et vidnesbyrd om komponisternes fokus snarere end en mangel på tyngde. Omkring de klare, lange linjer i Eli Tausen á Lávás Álvan ligger en karakteristisk nordatlantisk glans og harmonisk dybde; Daníel Bjarnasons Skelja er en miniature af en sonisk romance mellem harpe og slagtøj, og Friðrik Margrétar-Guðmundssons Fikta en udtværet koral, spillet med shamanistisk intensitet af Ásgeirsson. Anna Thorvaldsdottirs Entropic Arrows skærpede opmærksomheden med sine lange, trådtynde strygertentakler, der vokser ud af hektisk blæser- og slagtøjsaktivitet.

Den anden uropførelse var Aya Yoshidas Song of the Voice – et ikke-vokalt ekko af færøsk sangtradition for cello og ensemble, hvor man på et tidspunkt hører en kædedans rasle. Værket er ikke uden både fantasi og virkning, men det kom til at fremstå inkohærent og uden fokus i denne sammenhæng.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

kortkritik

21.09.2023

En bilmanual og håndens magi

Hsiao-Tung Yuan: »the eternal clock has stopped and awaits its moment«

Koncertkirken, 20. sep.

Rasmus Weirup

Ifølge det dramatiske princip kendt som Tjekhovs pistol, bør en pistol aldrig indgå i et skuespils scenografi, hvis ikke den bliver affyret. Jeg kom til at tænke på det under det første værk, som percussionisten Hsiao-Tung Yuan fremførte i Koncertkirken – en uropførelse af Joss Smiths poetiske og sanselige ode til tiden og regnen, the eternal clock has stopped and awaits its moment (2023) – hvor hun i begyndelse sad bag et forhæng. Kun hendes hånd viste sig i glimt for at lokke med små, flygtige melodistumper på marimbaen og forsvinde igen. At sætte fokus på det, der måske i virkeligheden er det primære instrument – hånden – var en fængslende måde at begynde koncerten på. Hvad mon denne hånd skulle bruges til?

Svaret var, at den skulle bruges til utroligt meget i løbet af de fem spændende og afvekslende værker, der udgjorde den fremragende koncert: Hamre forlængerledninger ind i strømudtag, der sitrede og rumlede med en kraft, som styrede de både jordens indre og himmellegemernes bevægelser; styrte over en lilletromme om kap med – eller i protest mod – en metronoms nådesløse taktstok. Særligt betaget var jeg af François Sarhans Home Work (2008-11), hvor Yuan klædt i orange reflekstøj på rablende vis reciterede en bilmanual og trommede på sig selv med sine hænder som verdens mest maniske bilmekaniker. Og af Nina Fukuokas Belgian rare groove & breatbeat (2015), som begyndte med, at Yuan krøllede nodearkene sammen, hældte perler udover marimbaen og strøg dens kanter med en violinbue, inden alting kulminerede i en trommehvirvel af en voldsomhed, der lød som en krigserklæring. BANG!

playliste

19.09.2023

Mit navn er Anders Lauge Meldgaard – vil du se min playliste?

Multiinstrumentalist og komponist Anders Lauge Meldgaard arbejder i et bredt felt af musikalske udtryk, lige fra moderne kompositionsmusik til fri improvisation over lydinstallationer, sangskrivning, orkestrale midicollager, mixtapes, støjende værker til elektrisk guitar sekstet, eksperimenterende korværker og elektronisk musik. Spændingen mellem komposition og improvisation bruges ofte som en motiverende drivkraft til de musikalske eventyr. Hans seneste værker tæller udgivelserne År & Dag – Tifold af fri form og fælles motiv, Fragment 94 for strygekvartet, den variable sangcyklus Sange fra i dag, udgivet i samarbejde med Aske Zidore i sangbog og App-format, samt The Art Of Playing The Fantasia, et elektronisk musikværk udgivet af Sun Ark i Los Angeles.

kortkritik

15.09.2023

Madonna som euforisk artpop? Ja tak!

Courtesy: »fra eufori«

Kulør, 12. sep.

Rasmus Weirup

Idéen bag fra eufori, det nye album fra den danske lydkunstner og musiker Najaaraq Vestbirk alias Courtesy, er simpel: At tage en række af 90'ernes og start-00'ernes mest mindeværdige og – sagt på den kærligste måde – kitschede hits, dekonstruere dem, koge dem ned til deres mest basale bestanddele og finde frem til deres nøgne, synthbaserede kerne. Det er en simpel idé, men Courtesy får utroligt meget ud af den.

fra eufori er nemlig en ægte, uforbeholden kærlighedserklæring til en musikalsk æra, der alt for ofte bliver gjort til en punchline. Det bedste ved Courtesys fortolkninger er på den måde det, der oprindeligt gjorde sangene gode: deres totale mangel på kynisme og ironisk distance.

Med et hold af nogle af tidens mest interessante pop-eksperimentalister er Courtesy en slags arkæolog, der finder guld i sangenes muld – guld, der altid har ligget der, men som måske umiddelbart ikke var til at få øje på: En ulmende uhygge gemt bag den triphoppede lækkerhed i Olives »You're Not Alone«; en knusende inderlighed i Lasgos hårdt pumpede »Something«; noget nærmest pastoralidyllisk i DJ Encores »I See Right Through You«; en sødme gemt bag det teatralske drama og den sireneagtige utilnærmelighed i Enyas »Orinoco Flow«. Jeg har aldrig før tænkt over, hvor besynderlig den hvirvlende klaversolo midt i Guru Joshs »Infinity« er. Eller at der er en nærmest skæbnesvanger aura over Madonnas »What It Feels Like for a Girl«.

fra eufori er som at vise sin yndlingsfilm til en ven, der ikke har set den før: Pludselig ser man filmen gennem deres øjne og får øje på ting, man aldrig havde forestillet sig.

playliste

11.09.2023

Mit navn er John Grant – vil du se min playliste?

»Musik har været en helende balsam for mig.«

John William Grant er en amerikansk sanger, musiker og sangskriver med både amerikansk og islandsk statsborgerskab. Han blev først kendt som medstifter, forsanger, pianist og primær sangskriver i det alternative rockband The Czars. Efter at have udgivet seks album mellem 1994 og 2006 gik bandet i opløsning, og Grant trak sig tilbage i fire år, før han indledte en solokarriere.

Han vendte tilbage i april 2010 med et anmelderrost debutalbum indspillet sammen med Midlake. Queen of Denmark blev kåret til Årets Album 2010 af Mojo Magazine og blev desuden udpeget som et af de ti bedste album i 2010 af The Guardians musikkritikere og -skribenter.

playliste

08.09.2023

My name is Anna Brønsted – would you like to see my playlist?

Anna Brønsted is a singer, composer and visual artist originating from Copenhagen. Operating under the moniker Our Broken Garden, she has released three albums. Her most recent work, the album BLIND (2023) received widespread international recognition. Her compositional work spans far and includes compositions for choir, such as acoustic choral piece »Nattens Ende« (2021 – a collaboration with Teater S/H and composer Kirstine Fogh Vindelev e.g.) performed at Glyptotekets Festsal. At the heart of Anna’s work lies an introspect exploration of our shared blind spots, driven by a desire to unveil a profound and simple beauty, concealed beneath society's preconceived notions of success and conventional aspirations.

Anna Brønsted has collaborated with esteemed musicians and songwriters, while also engaging in various interdisciplinary projects, collaborating with actors, theater instructors, and poets.