Orgel, ynde og bad ass-minimalisme
Det er muligt, at julen er hjerternes fest, men det er bestemt også orglets. Mange støder i løbet af december på kirkeorglets mægtige klang i forbindelse med julens mange kirkekoncerter, men i Koncertkirken på Nørrebro er december blevet en helt særlig slags fest med orglet som hovedperson og med et efter fremmødet at dømme til andendagen af Organ Sound Art Festival ganske dedikeret publikum, fascineret af orglets klang, struktur og mangfoldige muligheder.
Aftenen åbnes af den svenske organist og komponist Hampus Lindwall, der også runder aftenens program af i et trioformat med organist Ellen Arkbro og vokalist Hanne Lippard. Solosættet indledes af værket Unmounted / Muted Noun af amerikanske Phill Niblock, som Lindwall præsenterer som en bad ass-minimalist. En form for bad ass-minimalisme, der egner sig godt til orglets rige væld af klange og overtoner, og med langstrakte droner får Niblocks værk da også hele kirken til at knirke og knage, mens Lindwalls eget Music for Organ & Electronics byder på et kvadrofonisk set-up, hvor publikum opfordres til at sætte sig i midten af kirken for at lade sig omslutte af både orglets klang og de elektroniske toner.
I det hele taget er det en aften, hvor publikum opfordres til at flytte sig meget efter, hvad det enkelte værk kræver. I det efterfølgende bestillingsværk, And Then There Were The Sounds of Birds, af den herboende canadiske komponist Matt Choboter, må publikum trække helt ud til siderne for at give plads til to ekspressive dansere, der sammen med to orgler, et præpareret flygel, percussion og elektroniske collager skaber et både melankolsk, legende og meget fysisk rum, der kredser om fugles stemmer og bevægelser. Orglet indtager her en mere tilbageholdende rolle, men værket synes samtidig at indkredse et paradoks ved netop orglet som et instrument, der med sin klang stræber mod det sfæriske, men som samtidig er ladet med en tyngde, som også kommer til udtryk i danserne, der snart nærmest svæver, snart falder klodsede til jorden, samtidig med at de indgår i symbioser med de instrumenter, der er fordelt ud i hele rummet.
At udforske orglet er således også at udforske rum for musikken, både for komponist, performer og publikum, og på sin vis bliver det næsten en del af aftenens oplevelse, at vi, mens vi drikker ud og snakker om aftenens koncerter, er vidner til det franske ensemble Pancrace, der omdanner hele salen til en sand orgelbyggeplads for at gøre klar til deres koncert den efterfølgende dag. Nysgerrigheden bliver i hvert fald vakt på mere.
Xenakis for alle sanser
Ville fejringen af den græsk-franske komponist Iannis Xenakis’ 100 års fødselsdag blot fremstå som et spøjst kuriosum fra efterkrigstidens modernisme? Det nåede jeg lige at frygte i begyndelsen af koncerten med hans ikoniske lydværk Concert PH fra verdensudstillingen i 1958. Historisk vigtighed til trods, så lød det, som når man puster i en mikrofon og smadrer en kasse med ølflasker. Sådan skulle det heldigvis ikke gå! Straks efter opførte Jack Quartet, nu som trio, stykket Ikhoor. Især i stykkets senere passager brillerede musikerne. Konstante glissandi – som udgør i omegnen af 80 procent af Xenakis’ tonesprog for strygere – skabte et smukt dynamisk spil, der skiftevis spændte op i nu-skal-der-laves-mord-i-gamle-filmklange og fandt hinanden i afstemte smukke harmonier.
En helt anden oplevelse var det elektroakustiske værk Bohor – langsomme metalliske toner, gav modspil til mere støjende elementer. De var eminent designet i et smukt lydlandskab og lød helt friskt og overhovedet ikke bedaget. Til slut en mesterlig opførelse af Psappha, hvor Ying-Hsueh Chen i en cirkel af trommer både skabte små hektiske rytmer og dramatisk kommunikation mellem stortrommer og wood blocks, der italesatte rummet.
Xenakis’ musik er helt sikkert krævende at opføre, men Det Kongelige Biblioteks fejring af ham viste, at når Xenakis spilles så eminent, er det ikke udfordrende musik. Det er bare utroligt smukt og sanseligt.
En tur i Europas mørke kammer
Det kan virke oplagt at anmelde mørkets fyrstinde og hendes august-album Broken Gatgoyles i en tid, hvor festlige sjæle pynter deres dørgavl med skeletter og sjove gyserhatte. Men gyset, der møder en i den ufremkommelige afgrund i pladens to installationer, er tydeligvis noget andet og mere jordnært. Det er jo Diamanda Galás, det her! Med udgangspunkt i pestdød og krigsepidemier boltrer den snart 70 år gamle gregorianske sortseer sig i sine vanlige virkemidler som hørt på hovedværker som The Litanies of Satan (1982) og Saint of the Pit (1986): Dybe klaveranslag, opklippede loops og Galás’ karakteristiske dæmonskig, som leveres fra et stemmebånd spændende tre et halvt oktaver.
Der er grove løjer på de to installationer »Mutilatus« og »Abiectio«, og når de spyttende lyrikgloser samtidig er holdt i germanske gloser, kan det hele virke en anelse utilnærmeligt, hvilket helt sikkert også er Galás intention. Efter årtier som cover-sanger af bluesstandards er det imidlertid rart at høre sangeren som rædslens budbringer igen, og især første installation leverer deciderede gruopvækkende ture ind i den europæiske histories mørkeste kamre.
På Galás' nok særeste udspil bliver det hele faktisk en smule fjollet i sidste ende – men denne tendens til at smile midt i de pinefylde rædsler retfærdiggør sangerens berettigelse i 2022. Det er svært at se, hvornår man rent faktisk kommer til at høre Broken Gargoyles uden for et museum eller et galehus. Men det er vel egentlig også meningen?
Vibrafonjazz til den nye verden
New World kan indekseres under den måske lidet anerkendte undergenre »hyggejazz«. Musik til de afslappede stunder, bedst indtaget med morgen- eller aftenkaffen. Det er en utroligt velkomponeret og -spillet udgivelse, som i høj grad fortjener den interesserede lytters opmærksomhed.
Fabricius’ vibrafon har en meget syngende kvalitet over sig. Kompositionerne virker nynnede – som om kimen til dem har været et nynnet melodisk stykke. Der er noget folkevise ved det, som klæder det bundsolide fundament, leveret af Jacob Hatholts aldrig overspillede trommer og Andreas Markus’ føjelige akkompagnement og smagfulde soli på kontrabas.
Overordnet set skaber de tre musikere et ret konsistent helhedsindtryk, der kun et par få gange forstyrres af nogle mærkbart anderledes, folkemusikalske indslag – derudaf-trommer i »Beef No More« og den strøgne kontrabas i »First Train Out.« Der er som sådan ikke noget i vejen med sådanne i det store hele ikke særligt imposante musikalske stilspring, men det springer i ørerne på en udgivelse, der ellers vinder på lige netop sit uniforme udtryk.
New World er stemningsskabende jazz, der ikke tilsigter at imponere med ild og soli, men derimod med en skarp sans for kompositioner, der briseagtigt kan glide køligt over dig, men også vil belønne den opmærksomme lytter med masser af små finesser. Det er let – men ikke på den kaloriefattige facon.
Kraniosakralterapi for øret
En helt åben klang møder øret i det første mange minutter af Copenhagen Clarinet Choirs nye album, Organism. Lytteren inviteres blidt indenfor i ensemblets særlige klangverden. Som kraniosakralterapi, hvor behandlerens blide berøringer inviterer de små muskler omkring rygsøjle og kranium til at åbne sig op, give efter for spænding. På samme måde inviterer de seks ligeklingende klarinetter øret til åbenhed og hjernen til at glemme gængs harmonilære, men i stedet give sig hen til klangen.
Det er befriende at høre et klassisk ensemble, hvor det ikke er vigtigt at alle stemmer er ligeligt repræsenteret – som fx i en saxofonkvartet, hvor baryton- og tenorsaxofonen udgør de nederste toner i harmonierne. Klarinetten har så mange egenskaber i sig selv, og klangmulighederne er rige. Alene kan instrumentet lyde hårdt og barskt som et tågehorn, eller blidt og smukt som fløjte med karakter, og det er netop de mulighedskombinationer, som Copenhagen Clarinet Choir udnytter og udforsker utrolig medrivende på Organism.
Det bliver kunst, fordi skarpe stød, skingre udsagn og sirenelignende fraseringer tvinger øret væk fra forventninger og bryder det behagelige og meditative. Carolyn Goodwin står bag ensemblet og er på albummet krediteret for de fleste numre. Andre satser er lavet i fællesskab, og især »Three Movements«, hvor klarinetternes svævninger mellem hinanden udforskes, er dragende og nyt for hver gennemlytning. Organisk, meditativt, men også stor lydkunst.
Blendermusik til blenderhjerner
Vanessa Amara har overrasket mig. Jeg troede, at jeg havde rimelig godt styr på den danske gruppes lyd, men så ændrer de den radikalt. Fra rolige, afmålte kompositioner til dette nye udtryk – hektisk, rutsjebaneagtig musik.
En sand hydra af genrer og lyde bliver skødesløst klippet itu, halshugget og limet sammen på nye, forunderlige måder. Alt fra sørgmodig klagesang, kirkeorgel og mørke synthflader til popbrudstykker, håndklap og overdådige kor bliver på næsten ingen spilletid kontrasteret med hinanden. Det skaber upoleret dramatik, en punktilgang til musikken. Det lyder godt, at det ikke lyder alt for godt.
Fonetica Amara er en overvældende rus af lydindtryk, som jeg simpelthen, som en af Pavlovs hunde, responderer ufatteligt positivt på. Jeg elsker den hastighed, alting sker i, den rastløshed, jeg kan genkende og finder mig så tilpas i. Hundredvis af følelser på en halv time. Fyldt til bristepunktet med øjeblikke, men stadig med en skarp sans for komposition, udvikling og forløsning. Blendermusik til blenderhjerner.
Selvom denne nye udgivelse på ingen måde var, hvad jeg havde forventet, så er den ikke desto mindre bemærkelsesværdig – endda netop det modsatte. Faktisk er det noget af det bedste, mest interessante musik, Vanessa Amara nogensinde har skabt.